Effekter på arbejdsudbuddet som følge af arbejdsskadeerstatning
Udgivelsens forfattere:
- Arbejdsmarked
- Socialområdet Arbejdsmarked, Socialområdet
I Danmark kan en arbejdsskadeerstatning variere, både hvad angår størrelsen på erstatningen, og hvorvidt den udbetales som et engangsbeløb eller en månedlig ydelse. Herudover kan erstatningen gives for varigt mén eller for tab af arbejdsevne.
Et af de aspekter, der skal tages højde for, når man indretter erstatningssystemet, er, hvordan erstatningerne påvirker arbejdsudbuddet hos de personer, der modtager dem.
Denne rapport indeholder en litteraturgennemgang af, hvordan erstatning påvirker arbejdsudbud. Der er især fokus på studier, hvor beskæftigelseselasticiteter bliver opgjort, og studier, hvor elasticiteten kan beregnes på baggrund af andre informationer i studiet. Beskæftigelseselasticiteten måler den procentvise ændring, der sker i beskæftigelsen, når indkomsten ændres med en procent – eksempelvis fordi arbejdsskadeerstatningen vokser.
Litteraturgennemgangen er opdelt efter, hvilke lande studierne undersøger, og hvilken type beskæftigelseseffekt de undersøger. Desuden har vi inkluderet et afsnit om lotterigevinsters effekt på beskæftigelsen for at give en ekstra dimension til undersøgelsen af, hvilke ændringer i beskæftigelsen en forøget indkomst kan medføre.
Undersøgelsen er iværksat og finansieret af Beskæftigelsesministeriet.
Resultater
Gennemgangen af litteraturen viser, at tilkendelsen af arbejdsskadeerstatning får modtagerne til at sænke deres arbejdsudbud. Beskæftigelseselasticiteten er i gennemsnit cirka -0,2 for de studier, der beregner en beskæftigelseselasticitet. Det betyder, at når arbejdsskadeerstatningen stiger med 1 procent, så vil modtagernes arbejdsudbud falde med 0,2 procent.
I de studier, hvor VIVE har beregnet elasticiteten ud fra informationer i studiet, er elasticiteten cirka -0,3. For studier, der undersøger lotterivindere, er elasticiteten cirka -0,1. Når vi inkluderer alle studierne i litteraturgennemgangen, finder vi en gennemsnitlig beskæftigelseselasticitet på cirka -0,2. Når vi vurderer studiernes relevans for formålet med litteraturgennemgangen, ender vores samlede skøn over elasticitetens størrelse med at ligge mellem 0 og -0,10.
Metode
VIVE har i litteraturgennemgangen identificeret 4.000 titler på artikler, working papers og rapporter fra europæiske og nordamerikanske lande. Disse er blevet screenet, og i alt 27 artikler er inkluderet. Søgningen er foretaget i nordiske og internationale databaser. Som udgangspunkt er har vi afgrænset søgningen til studier, der er udgivet efter 2010, men enkelte inkluderede studier er dog udgivet tidligere.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
BeskæftigelsesministerietUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd