VIVE tester indsatsen Læseklar til svage læsere i indskolingen
Undersøgelsens deltagere:
- Socialområdet
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Socialområdet, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
15 procent af de 15-årige i Danmark har utilstrækkelige læsefærdigheder, viser de seneste PISA-resultater, og andelen har været konstant siden 2009. Samtidig er der store sociale forskelle på, hvem der er svage læsere.
Et grundlæggende læseniveau er nødvendigt for at kunne følge undervisningen i alle fag, og utilstrækkelige læsefærdigheder kan i værste fald give elever et betragteligt fagligt efterslæb, der følger dem resten af skoletiden. Derfor er det helt centralt at udvikle simple metoder, der styrker de svage læseres færdigheder, for at skabe lige og bedre muligheder for læring og uddannelse på længere sigt.
VIVE tester i samarbejde med Hvidovre Kommune og skoler i Glostrup og Københavns Kommuner indsatsen Læseklar på elever i 0. klasse. Læseklar er en multisensorisk legebaseret indsats, som er udviklet i Sverige af specialpædagog Anna A. Isaksson med det formål at give et tidligt løft af de elever, der er i risiko for at få læsevanskeligheder og har brug for ekstra læsetræning.
Læseklar kan tilbydes alle svage læsere i indskolingen og er testet på svenske elever i 0. og 1. klasse, der ikke havde lært at læse inden for rammerne af den almene undervisning. Resultaterne viste, at Læseklar på kort sigt har meget store effekter på elevernes færdigheder til for eksempel at afkode ord.
TrygFonden har bevilget knap fem millioner kroner til evalueringen af Læseklar i Danmark.
Formål
Testen af Læseklar på elever i danske skoler har flere formål.
Først og fremmest skal projektet udbygge vores viden om Læseklar. Det skal ske ved at kombinere de fagprofessionelles udvikling og viden med de stærkeste metoder til effektevaluering i form af lodtrækningsforsøg.
Derudover skal projektet analysere og bidrage til forskningslitteraturen på især tre områder, hvor eksisterende studier stadig ikke giver entydige svar:
- Hvad virker på kort og lang sigt? Her har tidligere undersøgelser vist meget store forskelle på effekterne af læseindsatser målrettet svage læsere.
- Hvad er de længerevarende effekter af indsatsen? Meget få studier har undersøgt effekter senere end seks måneder, efter indsatsen er afsluttet, og næsten ingen har beregnet omkostningseffektivitet eller afledte effekter på andre elever i klassen.
- Hvordan virker læseindsatsen i en dansk kontekst? En stor del af de eksisterende studier er fra engelsktalende lande, især USA, og effekterne lader sig ikke uden videre overføre til danske forhold.
Endelig ønsker vi at øge anvendeligheden af Læseklar i indskolingen i folkeskolen. Det gør vi ved hjælp af en større analyse af de praktiske forhold omkring indførelsen af Læseklar, der kan fremme og begrænse brugen af indsatsen i Danmark.
Metoder
Vi anvender et trestrenget evalueringsdesign for at undersøge effekten af den danske version af Læseklar.
Del 1 er en ideel effektevaluering (efficacy) på 13 skoler med i alt 110-120 børn i 0. klasse. Indsatsen udrulles trinvis i klassen, hvor elever på ventelisten udgør kontrolgruppen for de elever, der deltager. Konkret tester vi, hvorvidt Læseklar påvirker elevernes bogstavsforståelse, deres fonologiske bevidsthed og deres evne til at afkode ord, hvorvidt Læseklar på kort sigt har betydning for arbejdshukommelse og verbal hukommelse, som generelt er grundlæggende forudsætninger for læring, samt evnen til at fastholde opmærksomheden på en aktivitet.
Del 2 er en realistisk effektevaluering (effectiveness) på et bredt udsnit af skoler ved hjælp af et lodtrækningsforsøg på skoleniveau. Denne del sættes kun i gang, hvis vi finder effekter i del 1. I alt forventer vi, at mindst 200 elever får indsatsen, og at cirka 800 elever er i kontrolgruppen. Formålet med denne del af evalueringen er at analysere effekterne på lang sigt. Det gør vi ved at undersøge elevernes danskkundskaber og trivsel i nationale test både to og fire år efter indsatsen, analysere kammeratskabseffekter i faglighed og trivsel, og analysere omkostningseffektivitet ud fra resultaterne af del 2.
Del 3 er en kvalitativ implementeringsanalyse, der følger både del 1 og del 2. Her foretager vi interview og observationer på 15-20 deltagende skoler.
Den danske version af Læseklar er udviklet i samarbejde med Hvidovre Kommune, der også har bidraget med personaletimer til udviklingen. Derudover har projektet CRUNCH, der er finansieret af Innovationsfonden, bidraget til udviklingen.
Selve evalueringen af Læseklar er finansieret af TrygFonden.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
TrygFondenSamarbejdspartnere
Hvidovre Kommune