Vidensprojekt om udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD)
Undersøgelsens deltagere:
- Dagtilbud, skole og uddannelse
- Børn, unge og familie Dagtilbud, skole og uddannelse, Børn, unge og familie
Omkring 7-8 % af børn i alderen 0-18 år forventes at have DLD. DLD er en udviklingsmæssig sprogforstyrrelse og karakteriseres ved en langsom sprogudvikling, der fører til begrænset og mindre nuanceret sprogforståelse og sprogbrug. I praksis kommer DLD ofte til udtryk ved, at børnene er langsommere til at forstå og selv sige de første ord og sætninger. De er langsommere til at udvikle et større ordforråd, og deres sprogbrug er ofte også mere simpelt i forhold til deres jævnaldrende. De har endvidere svært ved at forstå mere komplekse sætninger med flere budskaber.
DLD er ikke en forsinket sprogudvikling, men en vedvarende sprogforstyrrelse på niveau med dysleksi. Børn og unge med DLD har derfor behov for vedvarende støtte, fordi funktionsnedsættelsen gør, at de har mindre udbytte af almindelig undervisning end deres jævnaldrende.
Konsekvenserne ved manglende hjælp og støtte er bl.a., at barnet eller den unge har svært ved at tilegne sig og fastholde ny viden. Børn og unge med DLD kan også have opmærksomhedsforstyrrelser, og der er ofte et overlap mellem DLD og dysleksi, hvilket gør DLD nem at overse som en funktionsnedsættelse med manglende støtte til følge. Konsekvenserne af manglende hjælp er dog store på både kort og lang sigt, idet den manglede sprogudvikling er hæmmende for både den sociale og faglige udvikling af barnet eller den unge. Derudover ses det, at uopdaget DLD også har senfølger i voksenlivet, som fx større risiko for et liv i en udsat position.
De mange sammensatte udfordringer kan være en af grundene til, at DLD ofte overses som en funktionsnedsættelse blandt de fagprofessionelle, og at der er manglende erfaring med denne funktionsnedsættelse i PPR-regi og blandt de fagprofessionelle i daginstitutioner og skoler. Logopæder og psykologer mangler fx erfaringer og viden om gode redskaber til udredning, intervention og overgang til voksenområdet. Derfor er der brug for viden tæt på praksis samt anvendelige materialer. Socialrådgivere har brug for viden om, hvad der kendetegner DLD i samtalen med børn og unge i udsatte positioner.
Formål
Formålet med dette projekt er derfor at indsamle og formidle viden om udredninger og virkningsfulde indsatser, der kan anvendes i PPR til børn og unge med DLD. Derudover skal projektet også tilvejebringe viden, der kan understøtte børne- og ungerådgivere og socialrådgiveres arbejde med udsatte børn og unge med DLD.
VIVE udarbejder projektet for VISO - Social- og Boligstyrelsen.
Metoder
VIVE løser projektet i et tæt samarbejde med VISOs specialister på området. Projektet tager afsæt i VISOs erfaringer med målgruppen og består af en videns- og praksisafdækning af metoder og indsatser til børn og unge med DLD. Viden tilvejebringes gennem spørgeskema, workshop, litteratur- og desk-research samt interview.
Der tilknyttes en følgegruppe til projektet bestående af fagfolk og repræsentanter fra interesseorganisationer samt undervisningsområdet.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
VISO, Social- og Boligstyrelsen