Ny tværsektoriel indsats i Roskilde skal få flere unge i job og uddannelse
Undersøgelsens deltagere:
- Vibeke Jakobsen
- Mette Lunde Christensen
- Helle Bendix Kleif
- Anders Winkler
- Ledelse og implementering
- Socialområdet
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Ledelse og implementering, Socialområdet, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Roskilde Kommune har store udfordringer – særligt i kommunens udsatte boligområder – med unge, der ikke er i gang med en uddannelse, og som heller ikke har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Boligselskabet Sjælland har derfor fået midler fra den A.P. Møllerske Støttefond til at sætte en indsats i gang, der skal sikre, at ”alle børn og unge, uagtet hvor de bor, skal have en uddannelse og senere et fodfæste på arbejdsmarkedet”. VIVE har fået til opgave at evaluere indsatsen.
Boligselskabet Sjællands indsats vil i vid udstrækning ligne indsatsen ”Fra fritidsjob til faglært” i Greve og Køge, som den A.P. Møllerske Støttefond også har støttet.
Indsatsen i Roskilde vil bestå af:
- Lommepengejob i eget boligområde til de 13-14-årige
- Fritidsjob i offentlig virksomhed til de 14-15-årige
- Vejledning og brobygning til fritidsjob/studiejob i private virksomheder for de 15-25-årige
- Praktik og lærepladser for de 15-25-årige.
Indsatsen i Roskilde har fire trin, der bygger oven på hinanden og har fokus på at forankre de unges fremskridt undervejs. Det vil sige, at de kompetencer, som de unge har opnået i fritidsjob, bliver brugt aktivt og udviklet af vejledning og brobygning i private virksomheder og på sigt i form af praktik- og lærepladser. Det vil dog ikke være sådan, at alle forventes at gennemgå alle fire trin. Man kan hoppe ind og ud afhængigt af den unges behov og motivation.
Indsatsen blev sat i gang 1. januar 2021 og løber til og med 2024. Med indsatsen stræber Boligselskabet Sjælland efter, at:
- afprøve og udvikle erfaringer og metoder fra projekt ”Fra fritidsjob til faglært” i Greve og Køge
- udvikle metoden yderligere med udgangspunkt i erfaringer med målgruppen i Roskilde, hvor der blandt andet er aftalt et samarbejde med ungdomsklubberne om at etablere fritidsjobcafeer
- udnytte synergieffekten med den fremskudte kommunale beskæftigelsesindsats i boligområdet Rønnebærparken/Æblehaven, der frem til december 2019 var på regeringens ghettoliste
- skabe resultater med udgangspunkt i det forhold, at Boligselskabet Sjælland bygger og renoverer for knap tre milliarder kroner i projektperioden og kan gøre en særlig indsats for at få entreprenørerne til at tage et samfundsansvar
- skabe en stærk kulturel identitet omkring det at tage ansvar for egen uddannelse og beskæftigelse i de socialt udsatte boligområder i Roskilde. De almene boligområder i projektet omfatter næsten 5.500 beboere, hvoraf knap hver femte er under 18 år.
Formål
VIVEs evaluering af Jobplaneten Roskilde skal både skabe læring og udvikling rettet mod indsatsen og skabe vidensopsamling og oplysning til et bredere felt af aktører, der er i berøring med indsatser for fritidsjob til udsatte unge.
Evalueringen gennemføres som en udviklingsorienteret virkningsevaluering og skal bidrage med viden, som både går tæt på virkninger og virksomme mekanismer i selve indsatsen og samtidig fokuserer på betydningen af samarbejdsstrukturen med ungdomsskoler og virksomheder.
Evalueringen skal afdække virkninger af fritidsjobsindsatsen, og hvordan disse virkninger opnås. Evalueringen består således af to dele:
- Virkning – hvilke virkninger har indsatsen?
- Implementering – hvordan virker indsatsen?
Metoder
Evalueringen bruger kvantitative metoder til at afdække, hvilke virkninger indsatsen har. Børn og unge i indsatsen registreres, således at vi kan koble registerdata fra Danmarks Statistik og forløbsdata fra Roskilde Kommune om skole, uddannelse og beskæftigelse. Derudover gennemfører vi elektroniske spørgeskemaundersøgelser, hvor de unge rapporterer deres aktuelle situation og oplevelser af indsatsen.
For at afdække, hvordan indsatsen virker, gennemfører vi kvalitative interview med deltagere, fritidsjobskonsulenter, skoler, virksomheder og øvrige aktører i indsatsen.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder
Projektmedarbejdere
Om denne undersøgelse
Finansieret af
Den A.P. Møllerske Støttefond