Evaluering af rejsehold i Grønland
Undersøgelsens deltagere:
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring
- Socialområdet
- Børn, unge og familie
- Sundhed Ledelse og implementering, Økonomi og styring, Socialområdet, Børn, unge og familie, Sundhed
Flere undersøgelser har vist en høj andel af grønlændere, der har oplevet seksuelle overgreb i barndommen. Overgrebene medfører for en stor dels vedkommende psykiske og sociale vanskeligheder, fx PTSD, som kræver specialiseret behandling. Da en stor del af den grønlandske befolkning bor i sparsomt befolkede områder, er det vanskeligt at tilbyde denne behandling udelukkende ved brug af lokale behandlingstilbud. Derfor er der etableret to rejsehold, der står for behandlingen – et Voksenrejsehold, der har eksisteret siden 2013, som tilbyder behandling til voksne med senfølger efter overgreb i barndommen, og et Børnerejsehold, der har eksisteret siden 2015, som tilbyder behandling til børn, der aktuelt har været udsat for overgreb.
Styrke behandlingstilbud til børn og voksne
I kortlægningen af Børnerejseholdet beskrives rejseholdets praksis i forhold til udredning og behandling af børn, der har været udsat for seksuelle overgreb, rejseholdets kompetenceudvikling af de lokale aktører, den organisatoriske forankring af behandlingstilbuddet, samarbejdet mellem centrale aktører samt behandlingens betydning for børnene og deres familier. Evalueringen udmøntes i anbefalinger, der kan danne baggrund for en ny rammebeskrivelse for Børnerejseholdet.
I kortlægningen af Voksenrejseholdet vil VIVE ligeledes beskrive rejseholdets behandlingstilbud, den organisatoriske forankring af tilbuddet, samarbejdet mellem de lokale aktører, rejseholdet og Den Centrale Rådgivningsenhed, der er en del af Styrelsen for Forebyggelse og Sociale forhold. Derudover beskriver VIVE borgernes udbytte af behandlingen og kommer med anbefalinger til den fremtidige tilrettelæggelse af rejseholdet.
Målet er, at evalueringen skal bidrage til at styrke behandlingstilbuddene til børn og voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb.
Metoder
VIVE kortlægger rejseholdenes hidtidige aktiviteter og organiseringen af rejseholdets arbejde ved hjælp af rejseholdenes egen dokumentation (fx rejserapporter), spørgeskemaer til lokale aktører (fx koordinatorer, ledere af familiecentre og ledere af børne- og familieforvaltningerne) samt kvalitative besøgsinterview (med fx rejseholdets psykologer, aktører i Den Centrale Rådgivningsenhed i Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold, ledere af børne- og familieforvaltninger og familiecentre, lokale koordinatorer samt øvrige relevante aktører). VIVE vil så vidt muligt også gennemføre interview med voksne, der har modtaget behandling af Voksenrejseholdet, og børn/unge, der har modtaget behandling af Børnerejseholdet.
Undersøgelsens deltagere
Projektleder