Visitation på ældreområdet
Udgivelsens forfattere:
Social-, Bolig- og Ældreministeriet har ønsket en analyse af frontmedarbejderes tidsforbrug i forbindelse med revisitation på ældreområdet.
VIVE har gennemført en kvalitativ analyse af processerne omkring visitation og revisitation på ældreområdet med fokus på personlig pleje og rehabiliteringsforløb efter servicelovens §§ 83 og 83a og sygepleje efter sundhedslovens § 138. Analysen beskriver også de udførende medarbejderes og visitatorers forslag til forbedring af processer og samarbejde.
Analysen finder, at der er mange forskellige bestillere af indsatser på ældreområdet. Når en borger udskrives fra et sygehus, går typisk flere parallelle processer i gang. Visitatorer, sygeplejersker og terapeuter kortlægger borgerens behov og igangsætter indsatser, som medarbejderne i hjemmeplejen skal levere. Disse bestillere beskriver og definerer, hvilke indsatser der skal udføres, og hvor meget tid der kan bruges på dem – og hvis det skal ændres, kræver det typisk, at hjemmeplejen skriftligt dokumenterer, at der er tale om et nyt og ændret behov.
Udfordringer med visitationsmodeller og -praksis
Udfordringerne med de eksisterende visitationsmodeller omfatter bl.a.
- ufleksible bevillinger i enkeltydelser med standardtider, som ikke altid stemmer overens med borgerens reelle behov
- begrænsede muligheder for at udøve fagligt skøn i borgerkontakten og tilrettelægge hjælpen efter borgerens aktuelle behov
- begrænsede muligheder for at justere i ydelser og tid til ydelser, så den matcher den leverede hjælp
- højt tidsforbrug brugt på formaliseret og skriftlig dialog via omsorgssystemerne.
Muligheder for at forbedre visitationsmodeller og -praksis
Mulighederne for forbedringer omfatter blandt andet
- bredere og mere fleksible bevillinger
- (delvis) decentral organisering af visitatorer i form af deltagelse på tværfaglige møder og/eller faste arbejdsdage hos leverandøren
- planlægning af kørelister med pakker/besøg frem for ydelser
- organisering i mindre, faste og tværfaglige teams.
Bureaukratiet kan mindskes
VIVE ser perspektiver i at reducere dobbeltarbejde samt i at reducere skriftlig kommunikation og dokumentation i de parallelle processer, der foregår mellem visitation, sygepleje, rehabiliteringsteam, hjælpemiddelteam, planlægger og det udførende personale i hjemmeplejen.
Yderligere studier af hhv. myndighedsfunktionerne og de mere konkrete arbejdsgange og dokumentationsprocesser på tværs af faggrupper og funktioner er desuden påkrævet – dels for at afdække, hvordan mulighederne nærmere bestemt kan implementeres, dels for yderligere at kvalificere vidensgrundlaget for nationale og kommunale beslutningstagere på ældreområdet.
Metode
Rapportens resultater er baseret på i alt 21 interview med visitatorer, planlæggere og udførende personale (primært social- og sundhedsmedarbejdere, men også enkelte terapeuter og sygeplejersker), kommunal leverandør i fire kommuner og privat leverandør i en af kommunerne samt projektledere/ledere. To af kommunerne har foreløbige erfaringer med selvvisitation, mens to af kommunerne er ved at indføre tværfaglig teamorganisering.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Social- og ældreministeriet