Unge uden job og uddannelse – hvor mange, hvorfra, hvorhen og hvorfor?
Udgivelsens forfattere:
- Iben Bolvig
- Tine Jeppesen
- Helle Bendix Kleif
- Jeanette Østergaard
- Ane Iversen
- Nichlas Brods Lips
- Niels Lykke Jensen
- Jonas Thodsen
- Arbejdsmarked
- Socialområdet
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Arbejdsmarked, Socialområdet, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Siden kontanthjælpsreformen i 2013 er kravene om Jobcentrenes kontakt med og aktivering af de aktivitetsparate unge steget. Det betyder, at de mest udsatte unge, som måske før reformen gik under radaren, nu udgør en større andel af de unge under 25 år, som Jobcentrene arbejder med.
Betegnelsen NEET (Not in Employment, Education or Training) bliver ofte brugt som fælles betegnelse for unge uden for arbejde og uddannelse. Den brede NEET-gruppe findes der generelt stor viden om, men den mere snævre gruppe af udsatte unge uden for arbejde og uddannelse er knapt så belyst. Derfor kortlægger VIVE og Pluss Leadership i denne rapport de udsatte unge i NEET-gruppen ved at definere en gruppe af unge mellem 18 og 24 år, der i et helt år (2017) har været uden for job eller uddannelse. Desuden undersøger rapporten, hvilke faktorer der har indflydelse på, hvordan de unge uden uddannelse og job kan hjælpes videre.
Rapporten er finansieret af Beskæftigelsesrådet gennem Den strategiske pulje til en særlig beskæftigelsesindsats.
Resultater
Rapporten viser, at den snævre gruppe af udsatte unge uden for arbejde og uddannelse udgør 3 % af alle 18-24-årige eller omkring 14.000 unge. Til sammenligning udgøres den brede NEET-gruppe, der bliver opgjort af Eurostat og Danmarks Statistik, af 10,5 % af unge mellem 16 og 24 år.
Antallet af unge i den udsatte gruppe er højest i og omkring de større byer. De største andele af unge i den udsatte gruppe ses dog i en række udkantskommuner. Desuden flytter udsatte unge i langt mindre grad på tværs af kommuner end øvrige unge. På trods heraf oplever kommunerne problemer med tilflyttere, der omtales af kommunerne som en særlig udsat gruppe af vandrende unge, der kan være svære at nå.
Tidlig indsats kan spille central rolle
Mange i den snævre gruppe af udsatte unge kan allerede identificeres i folkeskolen, hvor både fravær og dårlige testresultater er vigtige indikatorer. For de fleste kommuner vil en tidlig indsats i folkeskolen blandt børn og unge derfor kunne spille en central rolle i at nedbringe antallet af udsatte unge, der senere vil udgøre en udfordring i kommunens jobcenter. På trods heraf er det en gruppe, der er svær at udpege før teenageårene ved fx alene at se på forældrenes baggrund – og det selvom hver femte i den udsatte gruppe har været anbragt uden for hjemmet i løbet af opvæksten.
Risikoadfærd er særlig udslagsgivende
Derimod viser de unges egen risikoadfærd i teenageårene sig som særlig udslagsgivende for, hvorvidt den unge senere i livet oplever at stå uden for arbejde og uddannelse. Det vil sige, at hvis en ung fx har meget fravær i udskolingen, klarer sig dårligt til 9. klasses afgangsprøve, får barn i teenageårene eller kommer på kant med loven, så øges risikoen betydeligt for senere at opleve længere perioder uden uddannelse og arbejde. Også psykiske problemer er en markant risikofaktor, mens et tidligt kendskab til arbejdsmarkedet har en positiv indflydelse for den unge. Her ses det, at fritidsjob helt ned til 13-årsalderen mindsker risikoen for senere at opleve længere perioder uden for job og uddannelse.
Hvordan hjælpes de udsatte unge videre?
De seks adspurgte kommuner i rapporten er meget bevidste om behovet for en integreret indsats over for de mest udsatte unge. Rapporten kortlægger i den sammenhæng en række faktorer, der har indflydelse på, hvordan de unge uden uddannelse og job kan hjælpes videre.
Særligt strukturelle faktorer som fx optagelseskrav på ungdomsuddannelserne eller et mere komplekst arbejdsmarked er medvirkende årsag til de unges vanskeligheder ved at komme videre. Manglende motivation blandt de unge opleves af frontmedarbejderne som en vigtig barriere. Det kan derfor anbefales, at man forsøger at tænke motivation ind som et helt centralt element i fremtidige indsatser. Netop motivationen for at ’flytte sig’ fra aktivitetsparat til uddannelsesparat er udfordret. Rapporten viser entydigt, at størrelsesforskellen mellem de offentlige ydelser, man som henholdsvis aktivitets- og uddannelsesparat har ret til, er så stor, at det har indflydelse på de unges lyst og motivation til at uddannelse sig.
Modsat har det positiv virkning for de unge, når flere indsatser igangsættes parallelt. Det kunne fx være hvis virksomhedspraktik igangsættes parallelt med fx social mentor eller misbrugsbehandling.
Metode
Rapporten består af tre dele:
- Et litteraturstudie, der på baggrund af 12 studier belyser, hvilke barrierer og udfordringer eksisterende forskning peger på i forhold til at få unge i beskæftigelse eller under uddannelse. Studiet gennemgår også rækken af nationale indsatser belyst i ni forskellige evalueringer.
- En kvantitativ analyse, der på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik indsnævrer målgruppen. Analysen bidrager desuden med viden om, hvorfor og hvornår i livet unge blive udsatte, samt de udsatte unges geografiske placering og flyttemønstre.
- En kvalitativ analyse i seks udvalgte kommuner. Analysen er baseret på 10 fokusgruppeinterview med 44 ledere og medarbejdere fra jobcenterets ungeafdeling og Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) samt lærere i udskolingen og en enkelt leder af den forberedende grunduddannelse (FGU).
Udgivelsens forfattere
- Iben BolvigTine JeppesenHelle Bendix KleifJeanette ØstergaardAne IversenNichlas Brods LipsNiels Lykke JensenJonas Thodsen
Om denne udgivelse
Finansieret af
Beskæftigelsesrådet – Den strategiske pulje til en særlig beskæftigelsesindsatsSamarbejdspartnere
Pluss Leadership A/SUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd