Undersøgelse af indsatser for og udvikling hos elever, der har vanskeligheder i skolestarten
Udgivelsens forfattere:
- Jill Mehlbye
- Beatrice Schindler Rangvid
- Kenneth Lykke Sørensen
- Anne Katrine Sjørslev Nielsen
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Baggrund
Omkring hver tiende elev har så store vanskeligheder i skolestarten, at det kan forfølge dem videre i skolelivet. Det drejer sig især om vanskeligheder med indlæring og koncentration eller problemer af følelsesmæssig karakter. Og det er især drenge, der har det svært. To ud tre elever med vanskeligheder i skolestarten er således drenge. KORA har derfor undersøgt, hvilke indsatser skole og daginstitutioner sætter i værk for at hjælpe børnenes skolestart, og hvilken betydning indsatserne har for børnenes trivsel og læring.
Konklusion
Både daginstitutioner, SFOer og skoler har en stribe indsatser, der skal forberede børnene til skolelivet og forebygge, at eleverne får vanskeligheder i skolestarten. Disse indsatser er især en hjælp for børnene:
Informationer fra børnehaver til skoler
Otte ud af ti institutioner videregiver oplysninger til skolerne om de kommende elever. Og næsten seks ud af ti udfylder særlige skemaer med beskrivelse af hvert enkelt barn. Disse oplysninger synes at have positiv effekt på børnenes koncentration og indlæring i 0. klasse. Jo bedre skolerne er klædt på til at modtage de nye børn, jo mere opmærksomme vil skolerne også være på et eventuelt behov for særlig støtte og opmærksomhed.
Vurdering af skoleparathed
Halvdelen af daginstitutionerne vurderer systematisk børnenes skoleparathed. Det kan resultere i, at de børn, der ikke er parate til at begynde i skolen, får udskudt deres skolestart.
Andetsprogslærere
Når børnene først er begyndt i 0. klasse, har flere timer med en andetsprogs-lærer stor betydning for børnenes indlæring. Det gavner ikke bare tosprogede børn, men også sprogligt svage, etnisk danske børn.
Stærkt samarbejde
Samarbejde på tværs af daginstitutioner, skoler og SFO har stor betydning for trivsel og læring hos elever med vanskeligheder. De fælles aktiviteter støtter ikke bare elevernes indlæring, men også den fælles opmærksomhed på og indsats over for de elever, der har en vanskelig skolestart.
Andre positive indsatser
Skoler og daginstitutioner etablerer derudover skoleforberedende forløb i børnehaven, tager børnene med på besøg på skolen forud for skolestart og får besøg i institutionen af de kommende klasselærere.
Metode
Undersøgelsen analyserer, hvilke indsatser daginstitutioner, skoler og fritidsordninger sætter i værk over for elever med vanskeligheder, og hvilken betydning indsatserne har for børnenes udvikling og trivsel i 0. og 1. klasse. Rapporten bygger på spørgeskemaundersøgelser blandt forældre til godt 2.000 børn fra 120 daginstitutioner, 100 skoler og 87 skolefritidsordninger og registeranalyser af de samlede data.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA