Udsendelse til militære operationer: Effekt på psykisk helbred og social funktion
Udgivelsens forfattere:
- Trine Filges
- Martin Bøg
- Anne-Marie Klint Jørgensen
- Sundhed Sundhed
Der er i de senere år kommet stigende fokus på, hvordan udsendelse til internationale militære missioner påvirker soldaters helbred – ikke kun som følge af den fysiske fare, de udsættes for, men også i form af de psykiske følgevirkninger. Denne forskningsoversigt fra VIVE Campbell fokuserer på det sidste og undersøger forekomsten af bl.a. posttraumatisk stress (PTSD), depression og angst efter hjemkomsten.
Konklusion/resultater
Forskningsoversigten viser, at militær udsendelse har en negativ effekt på mange soldaters psykiske helbred, særligt på lang sigt. Blandt soldater, hvis udsendelse lå mere end 2 år tilbage i tiden, var der en markant overforekomst af PTSD, depression, angst og stofmisbrug sammenlignet med en kontrolgruppe. For soldater, der havde været udsendt for nylig, var følgerne mindre markante, og i nogle tilfælde kan der ikke konkluderes noget.
Resultaterne er generelt forbundet med en vis usikkerhed, da mange andre faktorer end udsendelse kan spille ind. Det er i sagens natur svært at finde en sammenlignelig kontrolgruppe for de udsendte soldater, hvilket er en metodisk svaghed ved undersøgelserne.
Samlet set tyder resultaterne på, at de psykiske følgevirkninger af militær udsendelse kan være længe om at vise sig. Dette forhold bør inddrages, når lande med internationalt militært engagement tilrettelægger en veteranpolitik.
Metode
Forskningsoversigten bygger på 185 undersøgelser, som er udført mellem 1993 og 2017. De fleste undersøgelser er gennemført i USA, Storbritannien og Australien. Forskningsoversigten er offentliggjort i 2018.
Campbell-forskningsoversigter er kvantitative effektundersøgelser, der indsamler, kvalitetsvurderer og statistisk sammenstiller alle tilgængelige studier, som beskæftiger sig med én bestemt indsats på velfærdsområdet. Forskningsoversigterne laves ud fra en omhyggeligt tilrettelagt metode, hvor uafhængige forskere løbende kvalitetstjekker forfatternes fremgangsmåde (eksternt peer-review). Dermed giver forskningsoversigterne mulighed for at etablere et samlet videnskabeligt funderet handlingsgrundlag.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Campbell Review