Udsatte unge i Næstved
Udgivelsens forfattere:
- Arbejdsmarked
- Socialområdet
- Dagtilbud, skole og uddannelse Arbejdsmarked, Socialområdet, Dagtilbud, skole og uddannelse
Denne analyse har til formål at kortlægge gruppen af udsatte unge uden job og uddannelse (kaldet NEET-gruppen) i Næstved Kommune med fokus på deres udfordringer set fra et beskæftigelsesperspektiv. Kortlægningen tager udgangspunkt i en række karakteristika af de unge – både om deres forældre og om deres egne resultater fra grundskolen, deres helbred og kontakt med det sociale system. De unge i NEET-gruppen i Næstved sammenlignes med tilsvarende unge i Næstveds sammenligningskommuner (Køge, Slagelse og Holbæk) samt på landsplan. Endelig ses på målgruppens flyttemønstre ud og ind af kommunen.
Resultater
Analysen viser, at de unge i NEET-gruppen er kendetegnet ved at have haft mere skolefravær og mere specialundervisning i grundskolen end de øvrige unge. De har i lavere grad deltaget i afgangsprøven, og dem, der har, har et lavere karaktergennemsnit. Desuden har en større andel haft påbegyndt en ungdomsuddannelse, som de igen er droppet ud af. En større andel har modtaget dom for en lovovertrædelse (35 procent mod 22 procent), de har i højere grad fået en forebyggende social foranstaltning (31 procent mod 9 procent) eller været anbragt uden for hjemmet (15 procent mod 3 procent). Endelig har 60 procent mod 30 procent af de øvrige unge aldrig haft et fritidsjob, inden de fyldte 18 år. De unge i NEET-gruppen har desuden haft mere kontakt med sundhedsvæsenet og har i langt højere grad funktionsnedsættende diagnoser. Eksempelvis har 43 procent en psykisk diagnose mod 14 procent af de øvrige unge. Forældrene til de unge i NEET-gruppen er yngre, har kortere uddannelser, lavere kontakt med arbejdsmarkedet og mere kontakt med sundhedsvæsenet.
Hvilke faktorer har størst betydning?
Manglende deltagelse i afgangsprøven, drop-ud af ungdomsuddannelse og kontakt med det psykiatriske system er blandt de risikofaktorer, der har stærkest sammenhæng med sandsynligheden for at lande i NEET-gruppen. Ud af 10 potentielle risikofaktorer, så figurerer 97 procent de unge i NEET-gruppen med minimum én af disse, mens 83 procent har minimum to – det samme gælder kun for 35 procent af de øvrige unge.
Flyttemønstre blandt de unge i kommunen
Næstved Kommune hører til blandt de 45 kommuner, som oplever netto-tilflytning af unge i NEET-gruppen og en netto-fraflytning af unge i ikke-NEET-gruppen. Desuden viser analysen, at knap halvdelen af unge i NEET gruppen i Næstved boede i kommunen, da de blev født.
Anbefalinger
I arbejdet med at hjælpe gruppen af udsatte unge bør kommunen fokusere på et tæt samarbejde på tværs af de forskellige myndigheder, der er i kontakt med de udsatte unge. Det drejer sig både om kommunens egne forvaltninger, dvs. grundskole, UU, socialforvaltning og jobcenter, men også et samarbejde med eksterne institutioner såsom ungdomsuddannelser, kriminalforsorg og det psykiatriske system. Derudover bør kommunen afsøge muligheder for et tættere samarbejde med erhvervslivet med henblik på at hjælpe de unge, der ikke selv har et netværk, i fritidsjob eller erhvervspraktik.
Metode
Der er tale om en kvantitativ analyse, som på baggrund af registerdata fra Danmarks Statistik indsnævrer målgruppen og bidrager med viden om, hvad der karakteriserer unge, der bliver udsatte. Ved hjælp af regressionsanalyser finder vi, hvilke faktorer der bidrager til størst risiko for at tilhøre NEET-gruppen.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Næstved KommuneUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd