Udsatte ældre borgere i hjemløshed
Udgivelsens forfattere:
- Lars Benjaminsen
- Heidi Hesselberg Lauritzen
- Ældre
- Ledelse og implementering
- Socialområdet
- Sundhed Ældre, Ledelse og implementering, Socialområdet, Sundhed
De nationale kortlægninger af hjemløshed har vist, at et stigende antal ældre borgere kommer ud i hjemløshed. Antallet af ældre borgere i hjemløshed steg således med 58 procent fra 2009 og frem til den seneste kortlægning i 2019. Derfor har Rådet for Socialt Udsatte bedt VIVE afdække, hvad der kendetegner udsatte ældre i hjemløshed, og hvilke muligheder og udfordringer der gør sig gældende i indsatsen over for borgerne. Undersøgelsen bygger på interviews med medarbejdere i den sociale sektor og med enkelte udsatte ældre borgere.
Borgerne kæmper ofte med både psykiske vanskeligheder, problemer med misbrug og fysiske helbredsproblemer. Medarbejderne fortæller, at de i deres arbejde møder to hovedgrupper af ældre borgere i hjemløshed.
Sen debut eller langvarige erfaringer med hjemløshed
Den ene gruppe har oplevet langvarig udsathed og hjemløshed. De har gennem livet kæmpet med misbrug og psykiske vanskeligheder. Nu er de blevet ”ældre og dårligere”, som en medarbejder udtrykker det. Som følge af mange års misbrug er kroppen slidt, og de har ofte alvorlige problemer med det fysiske helbred som hjertekarsygdomme, leverlidelser, lungesygdomme (herunder KOL), infektionssygdomme og sårtilstande.
Den anden gruppe er først kommet ud i hjemløshed senere i livet. De har typisk oplevet noget, som ændrede deres liv, fx ægtefællens død eller en skilsmisse. Der er også borgere, som har mistet arbejdet, eller som har oplevet et stort tab af netværk og daglig kontakt med andre mennesker ved overgangen til efterløn eller pension. En social deroute kan have været lang tid undervejs. På et tidspunkt er de stoppet med at betale husleje og har mistet deres bolig. De er ikke vant til at færdes i misbrugsmiljøerne, og de har ofte svært ved at benytte forsorgshjemmene, blandt andet fordi de kan blive udnyttet af de andre beboere. Mange af mændene i denne gruppe har et betydeligt alkoholforbrug, mens kvinderne i højere grad har psykiske udfordringer.
De to grupper har forskellige behov for støtte. Borgerne i den første gruppe har typisk behov for botilbud eller en forholdsvis intensiv støtte for at kunne bo i egen bolig. Borgerne i den anden gruppe har nærmere behov for at blive tilbudt en bolig, som har tilknyttet social støtte. Enkelte af de interviewede borgere kan hverken se sig selv i et botilbud eller i en almindelig bolig. De efterlyser blandt andet muligheden for at kunne bo i et ’tiny house’ – en lille, flytbar bolig, som de gerne selv ville være med til at bygge.
Ventetid og mangel på boliger, dokumentationskrav og snitflader
Borgerne må ofte opholde sig lang tid på midlertidige tilbud som herberger og forsorgshjem. Det skyldes både mangel på boliger og botilbud samt organisatoriske barrierer i indsatsen.
Ikke alle kommuner har tilbud til den første gruppe af borgere, der har de mest komplekse støttebehov, mens der i andre kommuner meldes om en betydelig ventetid på sådanne tilbud. Der er behov for at etablere flere botilbudspladser til borgerne, som fx alternative plejehjemspladser. De kan etableres efter servicelovens § 108 og er særligt velegnede til udsatte ældre med fysiske plejebehov og misbrug. Der kan også være behov for specialiserede botilbud til borgere med psykisk lidelse og misbrug.
I de fleste kommuner er der også lang ventetid på at få en almindelig bolig selv gennem den kommunale boliganvisning. Medarbejdere vurderer desuden, at der ikke altid følger den rette støtte med, når borgere bliver tilbudt en bolig, og i nogle kommuner er der behov for at give en mere intensiv bostøtte i eget hjem.
Indsatsen for borgerne bliver ofte vanskeliggjort af en høj organisatorisk kompleksitet og af bureaukratiske krav og procedurer. Medarbejderne oplever blandt andet udfordringer, når borgerne skal visiteres til indsatser. Kravene til udredning og dokumentation er omfattende, særligt til specialiserede botilbud. Der er et generelt behov for en mere borgercentreret indsats, som tager udgangspunkt i borgernes støttebehov og opbløder systemets krav og procedurer.
Samarbejdet på tværs af forvaltningsområder kan skabe snitfladeproblematikker. Når bostøtten og ældreplejen skal samarbejde, støder medarbejdere på rigiditet i forhold til, hvad man ”må” under de enkelte paragraffer – § 83 i serviceloven for hjemmeplejen, § 85 i serviceloven for bostøtten. Også mellem social- og beskæftigelsesområdet opstår der snitfladeproblematikker. Medarbejdere oplever udfordringer med, at borgerne er på kontanthjælp på trods af deres komplekse problemer, og at misbrug kan gøre det vanskeligt at gennemgå jobafklaring og udredning for at få tilkendt førtidspension.
Metode
Borgere på 50 år og derover betegnes som ældre i undersøgelsen, da udsatte borgere ofte oplever en tidligere aldring end jævnaldrende. Undersøgelsen er baseret på kvalitative interview. 41 medarbejdere i den sociale sektor er blevet interviewet, og interviewpersonerne inkluderer både ledere og medarbejdere i otte forskellige kommuner. Desuden er der interviewet 13 ældre udsatte borgere. Kommunerne og de sociale tilbud er anonymiseret i undersøgelsen, ligesom også medarbejdere og borgere optræder anonymt.
Læs mere
Udgivelsens forfattere
- Lars BenjaminsenHeidi Hesselberg Lauritzen
Om denne udgivelse
Finansieret af
Rådet for Socialt UdsatteUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd