Tolv scenarier for fremtidens ældre
Udgivelsens forfattere:
- Trine Jørgensen (red.)
- Anu Siren
- Ældre
- Ledelse og implementering Ældre, Ledelse og implementering
I de kommende årtier vil både antallet og andelen af ældre i samfundet stige, og behovene for velfærdsservice i fremtiden vil derfor være markant anderledes. Hvis samfundet skal kunne håndtere denne udfordring, er det nødvendigt at organisere fremtidens ældrevelfærd på nye måder.
Forskningsprojektet MATURE har undersøgt dels forskellige ældregenerationers behov og præferencer, dels hvilke innovationer, der vil kunne hjælpe med at løfte fremtidens velfærdsopgaver. Projektet har kørt fra 2017 til 2019 og afsluttes med denne publikation. Innovationsfonden har investeret 7.9 mio. kr., og deltagende partnere har investeret 3.7 mio. kr. Partnerne er – udover VIVE – Professionshøjskolen Absalon, Syddansk Universitet, Svendborg Kommune og plejecentret Skovhuset i Hillerød Kommune.
Resultater
De 12 scenarier er opdelt i tre temaer. Hvert tema rummer to spørgsmål, hvis mulige svar kombineret med hinanden giver fire udfald eller scenarier.
Hvert scenarie beskriver konsekvenserne af netop denne udvikling på en række områder: Hvad betyder scenariet for samfundets omkostninger og for fremtidssikringen af velfærdsmodellen? Hvilken udvikling vil vi her se i sammenhængskraften og det offentliges rolle? Hvordan påvirkes arbejdslivet og mulighederne for tilbagetrækning, og hvordan udvikler det plejefaglige arbejde sig, i netop dette scenarie?
Fremtidens sene voksenliv
Det første tema handler om det sene voksenliv, som det vil udfolde sig for kommende generationer af ældre. Her spørger vi dels, hvordan ældres helbred og livsstil vil udvikle sig fremover, dels hvordan fremtidens samfund vil se på ældre og på aldring. Vil ældre blive stadig sundere fremover, eller vil udviklingen stagnere eller måske ligefrem vende? Og vil aldring blive betragtet som en naturlig forlængelse af det øvrige liv, eller vil vi snarere se det som en helt distinkt livsfase?
Temaets fire scenarier har overskrifterne ”Alder er bare et tal”, ”Du skal selv holde dig i gang”, ”Mod nye horisonter” og ”Ældrebyrden kommer”,
Teknologiens rolle
Det andet tema handler om den teknologi, der vil få en stadig større plads i velfærdsservicen fremover. Her spørger vi dels, hvilken rolle teknologien vil spille for de processer, den skal indgå i, dels hvilken holdning fremtidens borgere vil have til teknologien. Vil vi primært opleve teknologien som begrænsende eller faciliterende? Og vil vi primært have tillid eller mistillid til den?
Temaets fire scenarier har overskrifterne ”Velfærdsservice 2.0”, ”Den uberettigede teknologioptimisme”, ”Big Brother ser dig” og ”Et mislykket projekt”.
Fremtidens velfærdssamfund
Det tredje tema handler om fremtidens velfærdssamfund og den støtte, det kan yde til en aldrende befolkning. Her spørger vi dels ,hvordan velfærden skal finansieres fremover, dels hvilken rolle familie og civilsamfund vil spille. Vil vægten ligge på offentlig finansiering af velfærd eller vil privat finansiering og brugerbetaling dominere i fremtiden? Og vil omsorgen til ældre primært blive leveret ad formel vej som nu, eller vil den uformelle hjælp fra familie og netværk tage over?
Temaets fire scenarier har overskrifterne ”Velfærdssamfundet modstår presset”, ”Den forsikrede alderdom”, ”Hinsides samskabelse” og ”Familien må træde til”.
Anbefalinger
De 12 scenarier skal ikke ses som fastlagte bud på en fremtidig udvikling, men snarere som øvelser i vores analytiske forestillingsevne og refleksion. De synliggør de mange faktorer, der kan påvirke fremtidens ældre og de rammer og vilkår, de vil få – og viser dermed, at en positiv udvikling på dette område ikke kommer af sig selv. Scenarierne er særligt tænkt som inspiration til de beslutningstagere og fagfolk, der i disse år lægger sporene til fremtidens velfærdsservice.
Metode
Fremtidsscenarierne er udviklet på baggrund af MATURE-projektets resultater, og er blevet kvalificeret gennem en række workshops med repræsentanter fra kommunalt, privat og sundhedsfagligt regi og med projektets Scientific Advisory Board.
Projektet er også beskrevet på VIVEs temaside MATURE og på projektets egen webside http://mature-project.dk/
Udgivelsens forfattere
- Trine Jørgensen (red.)Anu Siren
Om denne udgivelse
Finansieret af
InnovationsfondenSamarbejdspartnere
Syddansk Universitet, Professionshøjskolen Absalon, Svendborg Kommune og Plejecenter Skovhuset i Hillerød KommuneUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd