Tilkøbsydelser på ældreområdet og på botilbud
Udgivelsens forfattere:
- Søren Kjær Foged
- Ulf Hjelmar
- Emilie Hjermitslev Jonsen
- Ældre
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring Ældre, Ledelse og implementering, Økonomi og styring
Som en del af Frikommuneforsøg II, der er afsluttet med udgangen af 2020, er der givet mulighed for, at udvalgte frikommuner kan tilbyde tilkøbsydelser til hjemmeboende borgere og borgere i kommunernes plejeboliger og botilbud. Dette har ellers kun været muligt for private leverandører. Evalueringen viser, at der har været et begrænset salg af tilkøbsydelser, men at flertallet af kommuner og borgere har været glade for at have muligheden.
Baggrund
Frikommuneforsøget om tilkøbsydelser har givet ni frikommuner mulighed for at tilbyde tilkøbsydelser til hjemmeboende borgere og borgere i kommunernes plejeboliger og øvrige botilbud, der er visiteret til praktisk hjælp og/eller personlig pleje efter paragraf 83 i serviceloven. Frikommuneforsøget har derudover givet fem af forsøgskommunerne mulighed for at kunne tilbyde tilkøbsydelser til personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, som modtager socialpædagogisk støtte efter paragraf 85 i serviceloven. Forsøgene fandt sted fra 2018 til 2020 i Esbjerg, Favrskov, Herning, Holstebro, København, Odense, Randers, Aabenraa og Aarhus kommuner.
VIVE har evalueret forsøget. Fokus for evalueringen har været at vise, hvad virkningerne af indsatsen har været, og hvad der i særlig grad har haft betydning for opnåelsen af resultaterne.
Målet med frikommuneforsøget er at tilvejebringe ny viden og praktiske erfaringer, der kan bidrage til effektiviseringer, forenklinger og bedre styring i kommunerne. Regeringen under Lars Løkke Rasmussen og KL blev i kommuneøkonomiaftalen for 2016 enige om at igangsætte Frikommuneforsøg II i perioden 2016-2020.
Et begrænset salg til hjemmehjælpsmodtagere
Efterspørgslen efter tilkøbsydelser har været begrænset for hjemmehjælpsmodtagere. Ca. 0,5 procent af det samlede antal modtagere af hjemmehjælp i de ni kommuner har købt tilkøbsydelser i løbet af et år. Årsagen til det begrænsede salg er først og fremmest, at hjemmehjælpsmodtagerne ikke oplever et behov for tilkøbsydelser. Sammenligner man resultaterne fra denne evaluering med resultaterne fra en evaluering af et lignende tidligere forsøg omkring tilkøbsydelser, så fremgår det, at andelen af borgere, som har købt tilkøbsydelser, er på samme niveau som tidligere. Knap 90 procent af de solgte tilkøbsydelser har været ekstra rengøring.
Borgere med tilkøbsydelser er tilfredse
Hjemmehjælpsmodtagere med tilkøb giver udtryk for, at det skaber sammenhæng i indsatsen, at tilkøbsordningen leveres af kendt personale fra kommunen, og at det er nemt for borgeren at overskue at bestille ekstra hjælp fra en leverandør, som allerede kommer i borgerens hjem.
Mange borgere er glade for at have muligheden for tilkøb
I Københavns Kommune er gennemført en survey blandt hjemmehjælpsmodtagere. Denne survey viser, at en gruppe på ca. 19 procent af hjemmehjælpsmodtagere mener, at det er meget vigtigt at have muligheden for tilkøb via kommunen, selvom de endnu ikke har gjort brug af muligheden. 17 procent af hjemmehjælpsmodtagerne angiver, at de har overvejet at tilkøbe kommunal hjemmehjælp, men endnu ikke har gjort det.
Næsten ingen salg til plejehjemsbeboere
Der har været et yderst begrænset salg af tilkøbsydelser til plejehjemsbeboere. Der er i alt blevet solgt otte tilkøbsydelser til to beboere. Dette svarer til ca. 0,1 procent af målgruppen. Vurderingen fra forsøgskommunerne er, at behovet for tilkøbsydelser er meget lille på området. Derudover har det også spillet en rolle, at der samtidig med forsøget har været en klippekortsordning, hvor en række lignende ydelser har kunnet fås gratis fra kommunen.
Lidt større salg til beboere med behov for socialpædagogisk støtte
2 procent af borgere på bosteder med behov for socialpædagogisk støtte har købt tilkøbsydelser. Det er udelukkende ledsagelse til begivenheder uden for bostedet, som er blevet solgt som tilkøbsydelse. Vurderingen fra særlig en af forsøgskommunerne er, at tilkøbsordningen betyder meget for de borgere, der har gjort brug af den. I denne forbindelse bør det nævnes, at det fra 2017 er blevet muligt for kommunale botilbud at etablere en ordning med tilkøb af ledsagelse under ferie, og dette ikke har været en del af frikommuneforsøget.
Metode
Evalueringen er gennemført som en virkningsevaluering. Evalueringen har fokuseret på, om projektet gennem mulighed for tilkøb har øget borgernes tilfredshed samt lederes og medarbejderes motivation, og hvilke elementer i indsatsen som i særlig grad har haft en betydning for salget af tilkøbsydelser og øvrige opnåede resultater. Følgende data indgår primært i evalueringen af tilkøbsordningen under servicelovens paragraf 83:
- Kommunalt indberettede opgørelser over solgte tilkøbsydelser (9 indberetninger)
- Kommunalt indberettede statusnotater (9 indberetninger)
- Interview med kommunale ledere (9 fokusgruppeinterview)
- Interview med kommunale medarbejdere (8 fokusgruppeinterview)
- Spørgeskemaundersøgelse blandt hjemmehjælpsmodtagere i Københavns Kommune
- Interview med hjemmehjælpsmodtagere med tilkøb (13 hjemmehjælpsmodtagere)
- Interview med private leverandører af hjemmehjælp (8 enkeltinterview).
Følgende data indgår primært i evalueringen af tilkøbsordningen under servicelovens paragraf 85:
- Kommunalt indberettede opgørelser over solgte tilkøbsydelser (2 indberetninger)
- Kommunalt indberettede statusnotater (2 indberetninger)
- Interview med kommunale ledere (2 fokusgruppeinterview og 2 enkeltinterview)
- Interview med kommunal medarbejder i Herning Kommune (1 interview)
- Tilpasset og kort spørgeskemaundersøgelse blandt borgere med tilkøb (4 borgere)
- Interview med privat leverandør af socialpædagogisk støtte (1 enkeltinterview).
Mere om frikommuner
Denne evaluering er en af i alt fem rapporter, VIVE har udgivet om frikommuneforsøgene 2016 - 2020.
Du kan læse mere om frikommuneforsøgene og evalueringerne af dem på vores temaside.
De øvrige fire rapporter er
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Social- og Indenrigsministeriet