Tidligere anbragte unge – 18 år og på vej mod voksenlivet
Udgivelsens forfattere:
- Mette Lausten
- Signe Frederiksen
- Rikke Fuglsang Olsen
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Socialområdet, Børn, unge og familie
Denne rapport fokuserer på 18-årige tidligere anbragte og deres situation som unge voksne. Den viser, at de unge generelt står med svagere uddannelsesbaggrund og beskæftigelsesmuligheder, samt hvordan de i langt højere grad end deres ikke-anbragte jævnaldrende er kendetegnet ved selvskade, selvmordsforsøg, brug af rusmidler, afvigende og normbrydende adfærd og dårligere psykisk sundhed. Knap halvdelen af de tidligere anbragte unge har en psykiatrisk diagnose mod 6 pct. for andre unge.
Baggrund
Rapporten er udarbejdet på baggrund af VIVEs forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995 (AFU), som omfatter alle unge fra årgang 95, der på et tidspunkt i barndommen har været anbragt uden for hjemmet. Hensigten med forløbsundersøgelsen er at tilvejebringe et vidensgrundlag om anbragte unges udviklingsforløb og de mange risiko- og beskyttelsesfaktorer, der påvirker de unges udvikling i gunstig eller ugunstig retning. Når vi som samfund iværksætter en så gennemgribende foranstaltning, som en anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet er, er det afgørende, at vi kontinuerligt diskuterer og kritisk tager stilling til, hvordan børnene og de unge trives i anbringelsen. Denne rapport skriver sig ind i denne kontekst.
Unge som anbringes sent har massive problemer
Godt en tredjedel af de tidligere anbragte unge fra årgang 95 er anbragt sent, dvs. anbragt første gang, efter de er fyldt 15 år. Disse unge har som 18-årige massive vanskeligheder og udfordringer, der bl.a. viser sig i en høj fre-kvens på langt de fleste risiko- og udsathedsparametre som selvskade, selvmordsforsøg, normbrydende adfærd som butikstyveri, hærværk eller vold, misbrugsproblemer og lav psykisk og fysisk trivsel.
Mange står som 18-årige helt uden for uddannelsessystemet
Anbragte unge har et markant anderledes skole- og uddannelsesforløb end deres jævnaldrende. Der har typisk været mange skoleskift, og de er ofte bagud i forløbene. De, der har gennemført grundskolens afgangsprøve, kommer ud med et karaktergennemsnit, som ligger 2-3 karakterpoint lavere end hos de øvrige unge. Kombineret med de øvrige udfordringer, som tidligere anbragte unge også står over for, betyder det, at en alt for stor del af dem ikke er i gang med en uddannelse som 18-årige. Værst ser det ud for de sent anbragte, hvor to ud af tre ikke er under uddannelse.
Efterværn dækker kun halvdelen af de unge
Anbringelse slutter for mange brat, når de fylder 18-år. Efterværn kan her være med til at støtte tidligere anbragte unge til en lettere overgang til voksenlivet. Alligevel modtager kun lidt over halvdelen af de unge, der er anbragt frem til deres 18-års fødselsdag, efterværn umiddelbart efter de fyldte 18 år. Unge, der har været anbragt i kortere tid, samt unge i familiepleje, er de to grupper, der har højest sandsynlighed for at modtage efterværn, sammenlignet med unge, der hovedsageligt har været institutionsanbragt. Sandsynligheden for at få efterværn øges også, hvis de tidligere anbragte unge har afsluttet grundskolen med afgangsprøve. Samtidig er der en tendens til, at de mest udsatte unge med psykiatriske diagnoser og dem, der ikke er i uddannelse eller beskæftigelse, er dem, der ikke modtager efterværn umiddelbart efter de er fyldt 18 år.
Anbefalinger
Undersøgelsen viser, at tidligere anbragte unge har mange udfordringer at overkomme på vej ind i voksenlivet. Om vi som samfund har klædt de unge godt nok på til at kunne overkomme disse udfordringer og komme godt i vej senere i livet, vil kun tiden og opfølgende undersøgelser vise.
Man kan stille sig det spørgsmål, om det ikke har været muligt at identificere disse unges problemer tidligere og dermed muligt at sætte tidligere ind med hjælpeforanstaltninger, der kunne afhjælpe omend ikke hele problemet, så i det mindste minimere det. Samtidig er resultaterne også et signal om, at kommunerne således står med en stor udfordring, når disse unge fylder 18 år, da problemerne ikke forsvinder men nu blot udspiller sig i voksensy-stemet. Der er tale om en gruppe af unge, der i gennemsnit vil have et massivt behov for hjælp, hvis de skal komme ind i en positiv udvikling i de unge voksenår, hvor de kan magte fx at gennemføre en uddannelse eller være tilknyttet arbejdsmarkedet.
Metode
Datagrundlaget er den fjerde dataindsamling i VIVEs forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995 (AFU). Som supplement anvender vi VIVEs forløbsundersøgelse af børn født i 1995 (BFU) samt registerdata fra Danmarks Statistik. I hele rapporten sammenligner vi gruppen af tidligere anbragte unge med en gruppe af jævnaldrende ikke-anbragte, som aldrig har modtaget sociale indsatser, og en gruppe af jævnaldrende ikke-anbragte, som har modtaget forebyggende indsatser i løbet af deres opvækst. Stikprøven for forløbsundersøgelsen af tidligere anbragte indeholder 2.794 unge, hvoraf 1.189 (43 pct.) har besvaret spørgeskemaet som 18-årige.
Livet som 18-årig for tidligere anbragte unge
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd