Test, smitte og covid-19-relateret dødelighed under covid-19-epidemien 2020 – 2021. Delrapport 2.
Udgivelsens forfattere:
- Ældre
- Børn, unge og familie
- Sundhed Ældre, Børn, unge og familie, Sundhed
Et flertal i Folketinget har ønsket en uvildig undersøgelse af baggrunden for covid-19 udbrud og dødsfald på plejehjem og i hjemmeplejen i perioden fra marts 2020 til marts 2021. Formålet er at følge op på og drage læring af udviklingen, så den kan omsættes til forbedringer i epidemihåndteringen og sikre en bedre beskyttelse af ældre og sårbare borgere i fremtiden.
Denne analyse bidrager med viden om, hvordan ansatte og beboere på plejecentre blev testet og smittet i løbet af 2020 og 2021, hvordan smitten rejste ind på landets plejecentre (fra ansatte eller pårørende til beboerne på plejecentrene), og hvordan plejecentre reagerer i forhold til testning af personale efter opstået smitteudbrud blandt centrets beboere.
Resultater:
Brugen af covid-19 test er steget med antallet af smittede
Det daglige antal smittede med covid-19 stiger i 2020 og når sit højdepunkt omkring årsskiftet 2020/2021. Generelt følger testaktiviteten epidemiens udvikling, således at der testes hyppigere, når samfundssmitten er stor og omvendt.
Overrepræsentation af beboere på plejecentre smittes med covid-19
Der er en stor overrepræsentation af beboere på plejecentre blandt den samlede ældrepopulation som smittes med covid-19. Samtidig viser undersøgelsen, at knap halvdelen af landets plejecentre helt undgik smitte i perioden fra marts 2020 til november 2021.
Flest smittetilfælde i Region Hovedstaden
Der er geografisk variation i, hvor der testes mest, og hvor der er flest smittetilfælde. Andelen af plejehjemsbeboere, som smittes med covid-19 fra marts 2020 til november 2021, er højest i hovedstaden og i vestegnskommunerne. Det er også omkring hovedstaden, at testaktiviteten har været størst.
Andelen af covid-19-relaterede dødsfald er højere blandt beboere på plejecentre
Andelen af smittede, som dør inden for 30 dage, efter de testes positive, er væsentlig højere blandt beboere på plejecentre end blandt de ældre, som ikke bor på plejecenter.
Ansatte er i højere grad end pårørende kilde til smitteudbrud på plejecentre
Analyserne indikerer, at smittekilden til covid-19-udbrud på plejecentre i højere grad er de ansatte på plejecentrene end de pårørende. Hertil er det dog vigtigt at bemærke, at ansatte også testes mere hyppigt end pårørende, idet de ansatte, modsat de pårørende, bliver screeningstestet.
Plejecentrene reagerer på smitteudbrud
Plejecentrene øger testintensiteten blandt de ansatte som reaktion på smitteudbrud blandt beboere på plejecentrene, og testintensiteten øges med smitteudbruddets størrelse.
Metode:
Rapporten er en kvantitativ analyse af test og smitte med covid-19 og sammenhængen med dødelighed i den ældre del af befolkningen. Med data fra Danmarks Statistik, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut er vi i stand til at undersøge test og smitte på plejecenterniveau for både ansatte, pårørende og beboerne selv samt at analysere smittekilder bag smitteudbrud på plejecentre.
Undersøgelsens 7 rapporter + tidslinje
VIVEs undersøgelse beskriver og vurderer forløbet i en hovedrapport, seks delrapporter samt en tidslinje. Fokus er på, hvordan vi som samfund var forberedte på og håndterede epidemien med henblik på at drage læring af udviklingen og omsætte det i forbedringer, så vi er bedre rustet, næste gang en epidemi rammer landet.
- Hovedrapport: Baggrunden for covid-19-udbrud og -dødsfald på plejecentre og i hjemmeplejen i Danmark i perioden januar 2020 – april 2021
Tværgående analyse og besvarelse af opdraget. - Delrapport 1:Dødelighed under covid-19-epidemien januar 2020 – april 2021. En sammenligning med tidligere epidemier og andre lande
- Delrapport 2: Test, smitte og covid-19-relateret dødelighed under covid-19-epidemien 2020-2021.
- Delrapport 3: Nationale tiltag under covid-19-epidemien januar 2020 – april 2021.
- Delrapport 4: Decentrale beretninger fra hjemmeplejen og plejecentre under covid-19-epidemien.
- Delrapport 5: Borgeres og pårørendes perspektiver på håndteringen af covid-19-epidemien.
- Delrapport 6: Erfaringer med indsatser til covid-19-håndtering på ældreområdet. Et litteraturstudie.
- Tidslinje: Epidemihåndteringen uge for uge.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Folketingets Social- og ÆldreudvalgUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd