Tæt på familien
Udgivelsens forfattere:
- Børn, unge og familie Børn, unge og familie
Baggrund
Udsatte unge skal opleve en tættere kontakt og dialog med deres sagsbehandler. De skal have støttende relationer blandt venner og familie. De skal inkluderes i det almindelige samfund gennem skole, fritidsjob og fritidsliv. Og den indsats, de får fra kommunen, skal være sammenhængende og målrettet de unges og deres families behov.
Det er målet med Tæt på Familien – en omfattende omstilling af indsatsen for udsatte unge, som Københavns Kommune satte i gang i 2015.
De fem centrale elementer i Tæt på Familien er:
- ekstra samtaler mellem sagsbehandleren og den unge
- netværksmøder med inddragelse af den unge, familien og netværket
- øget samarbejde om mål og handleplaner mellem myndighed og foranstaltninger
- hyppig vurdering af handleplan og indsats
- brug af sideløbende indsatser, for eksempel anbringelse kombineret med familiebehandling.
Københavns Kommune har bedt VIVE evaluere Tæt på familien.
Konklusion
Midtvejsevalueringen afdækker, hvordan de unge oplever at blive inddraget, og hvordan de oplever deres egen udvikling. Der er fokus på de unges samarbejde med sagsbehandleren. Den afdækker de unges vurdering af, om den indsats, de får, er tilstrækkelig og relevant samt de unges vurdering af deres egen adfærd og trivsel.
Evalueringen peger på, at langt hovedparten af de interviewede unge har en god relation til deres sagsbehandler, og de oplever, at den indsats, de modtager, er både relevant og tilstrækkelig. Det er vigtigt for de unge, at deres sagsbehandler lytter til dem og forstår dem, og det er vigtigt, at de har tillid til sagsbehandleren.
Hovedparten af de unge oplever desuden en positiv udvikling i deres egen adfærd og trivsel, som tidsmæssigt falder sammen med arbejdet med Tæt på Familien. Evalueringen indikerer, at arbejdet med de fem centrale elementer i Tæt på familien kan styrke relationen mellem den unge og sagsbehandleren. De unge oplever, at en god relation kan være en vigtig motivationsfaktor for, at deres adfærd og trivsel udvikler sig positivt.
Evalueringen kan ikke etablere en klar sammenhæng mellem Tæt på Familien og de unges udvikling. Men resultaterne indikerer, at Tæt på Familien understøtter sagsbehandlernes mulighed for at følge de unge tæt og få en tæt relation til dem. Det giver sagsbehandlerne bedre muligheder for at sætte sig ind i de unges komplekse situation og handle relativt hurtigt og fleksibelt i forhold til de unges behov.
Anbefalinger
Evalueringen giver en række anbefalinger til det videre arbejde med Tæt på Familien. Det er vigtigt, at der fortsat er fokus på den gode relation mellem den unge og sagsbehandleren, og man kan overveje at arbejde mere målrettet med at skifte sagsbehandler i de tilfælde, hvor samarbejdet ikke fungerer. Man kan også med fordel i endnu højere grad give de unge viden om, hvad de kan bruge deres sagsbehandler til, og hvad målene med indsatsen er.
Derudover er det vigtigt at have fokus på hurtige og individuelt tilpassede indsatser til de unge. Københavns Kommune kan også overveje yderligere at styrke arbejdet med de unges tilknytning til deres familie og netværk og at udvikle netværksmøderne.
Metode
Midtvejsevalueringen er baseret på strukturerede individuelle interview med 46 unge, der har en sag i Københavns Kommune, og 43 af deres sagsbehandlere. De unge har enten forebyggende foranstaltninger eller er anbragt i plejefamilier eller på institutioner, men de er ikke nødvendigvis repræsentative for den samlede gruppe af unge med en sag i kommunen.
Interviewene og den efterfølgende analyse har taget afsæt i en operationalisering af målene for Tæt på Familien inden for følgende temaer: 1) De unges vurdering af samarbejdet med sagsbehandleren, 2) De unges vurdering af indsatsens (foranstaltningernes) relevans og tilstrækkelighed samt 3) De unges adfærd og trivsel.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Københavns Kommune