Stordriftsfordele viser sig i kommunernes administration

Kommunalreformen var båret af forventninger om administrative stordriftsfordele og en forestilling om, at det ikke ville koste noget at lægge kommuner sammen. Men sammenlægningerne har ikke været gratis, og først under økonomisk pres tre år efter reformen er de sammenlagte kommuner i 2010 for alvor begyndt at realisere de administrative rationaliseringsgevinster. Det viser en ny analyse fra AKF.

Administrationsudgifterne er fra 2009 til 2010 faldet med 146 kr. pr. indbygger i de 66 sammenlagte kommuner. I samme periode er udgifterne vokset med 29 kr. pr. indbygger i de 29 kommuner, der ikke blev lagt sammen. Udgifterne er dog stadig større end før kommunalreformen – både i de sammenlagte og de ikke-sammenlagte kommuner.

Flere akademikere

En medvirkende årsag til de stigende administrative udgifter er, at kommunerne efter kommunalreformen har oprustet med flere akademikere samt it- og kommunikationsmedarbejdere. Det er ikke udtryk for en ”fejl” ved kommunalreformen, idet øget faglig bæredygtighed var en væsentlig begrundelse for kommunalreformen. Både på de enkelte sektorområder og på det administrative felt. Ja, faktisk var øget faglig bæredygtighed en vægtigere målsætning i kommunalreformen end administrative stordriftsfordele.

Øgede administrationsudgifter og akademisering i kommunerne kan også hænge sammen med øgede krav til konkurrenceudsættelse, kontraktstyring, evaluering og kvalitetsudvikling samt centralisering af fx indkøbsfunktioner.

Administrative besparelser i 2010

I 2008 og 2009 falder administrationsudgifterne svagt i de sammenlagte kommuner. Det kan tolkes som, at kommunerne her begynder at være over de værste sammenlægningsomkostninger. Fra 2009 til 2010 knækker kurven, og sammenlægningskommunernes administrationsudgifter falder med 146 kr. pr. indbygger. Før kommunalreformen var der forventninger om administrative rationaliseringspotentialer på op mod 10 procent i de sammenlagte kommuner. Hvis man sammenligner med 2005, der er sidste normalår inden kommunalreformen, er udgifterne i de sammenlagte kommuner ikke faldet. De ligger i 2010 en smule over niveauet i 2005.

I samme periode er administrationsudgifterne i de fortsættende kommuner imidlertid fortsat med at stige. Hvor de sammenlagte kommuner i 2005 lå 80 kr. under de fortsættende, er forskellen i 2010 på 480 kr. pr. indbygger. Dermed har de sammenlagte kommuner i 2010 for alvor taget fat på at realisere de forventede administrative rationaliseringsgevinster ved kommunalreformen.

Smalhals og decentralisering

AKF’s analyse viser også, at der bruges flere penge på administration i arealmæssigt store kommuner med spredt bosætning. Men analysen viser også, at befolkningens sammensætning betyder meget for de enkelte kommuners administrationsudgifter. Nogle befolkningsgrupper trækker mere på kommunernes administrative ressourcer end andre, fx i socialforvaltningerne og på jobcentrene.

Når der er taget højde for befolkningssammensætningen, peger analysen på, at store kommuner har lavere administrationsudgifter end små kommuner. Men også at dette i al væsentlighed skyldes, at store kommuner i højere grad decentraliserer administrative funktioner til personale uden for rådhuset.

Endelig viser analysen, at kommunernes administrationsudgifter er lavere, jo mere økonomisk presset kommunen er. De faldende udgifter i 2010 er dermed ikke alene en afspejling af administrative rationaliseringsgevinster ved kommunalreformen. De kan også ses som udtryk for, at økonomisk smalhals i 2010 for alvor trænger sig ind i kommunernes virkelighed.

Udgifter fortæller ikke hele historien

Kommunernes administrative udgifter er en broget buket af myndighedsopgaver, betjening af det politiske system, indkøbsfunktioner, løn- og personaleadministration, økonomisk styring mv. Det kan derfor være vanskeligt at lave retvisende sammenligninger på tværs af kommuner og over tid. Blandt andet fordi udgifter, der konteres som administration, vil være lavere i kommuner, der fx har decentraliseret administrative opgaver til skoler og daginstitutioner.

Samtidig ved vi ikke, hvad kommunerne har fået for pengene. Vi ved ikke, hvor meget de administrative medarbejdere har produceret. Eller med hvilken kvalitet. Samlet set er det derfor uvist, om stigende administrativt ressourceforbrug giver bedre administrativ borgerbetjening og forbedret kvalitet i den kommunale opgaveløsning på velfærdsområderne. Det kræver ligeledes veludviklede spåmandskundskaber at forudsige, hvilke konsekvenser reduktionen i de sammenlagte kommuners administrationsudgifter i 2010 får for borgerne.

____________________________________________________________________________

Administrationsudgifter pr. indbygger 2002-2010

FRA EKSTRAUDGIFTER TIL BESPARELSER

• I 2006 og 2007 stiger administrationsudgifterne relativt mest i de sammenlagte kommuner. Det kan skyldes sammenlægningsomkostninger til it-systemer, konsulenter, overarbejde mv., som har belastet kommunernes økonomi i sammenlægningsfasen.
• Fra 2005 til 2007 stiger udgifterne i sammenlægningskommunerne i alt med 160 kr. mere pr. indbygger end i de ikke-sammenlagte kommuner, når man medregner besparelsen ved, at der er færre politikere i de nye sammenlagte kommuner. Det kan tolkes sådan, at de administrative sammenlægningsomkostninger alene i 2007 var på 550 mio. kroner for de 3,5 mio. borgere i de sammenlagte kommuner.

Administrationsudgifter per indbygger 2002-2010 (billede)

• I beregningerne er der set bort fra København, Frederiksberg og Bornholm, da disse kommuner før 2007 også havde amtskommunale opgaver.
• Tallene er korrigeret for flytning af skatteopgaven 2005/2006, kommunalreform 2007 og kommunernes overtagelse af ansvaret for forsikrede ledige 1. august 2009
• Ikke korrigeret for andre opgaveændringer
• Grafen viser vægtede gennemsnit for nettodriftsudgifter