Støtteforanstaltninger til børn anbragt i plejefamilie og deres plejeforældre
Udgivelsens forfattere:
- Iben Bolvig
- Tine Louise Mundbjerg Eriksen
- Mette Thorsager Jensen
- Hans Skov Kloppenborg
- Jill Mehlbye
- Mathilde Almlund
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Socialområdet, Børn, unge og familie
Siden 2011 er antallet af børn anbragt i plejefamilier steget med 13 procent. Det betyder, at hvor 52 procent af alle anbringelser var i plejefamilie i 2011, var tallet steget til 63 procent i 2019. Antallet af børn anbragt i institution er i samme periode faldet med 23 procent. Dette skift fra institutions- mod familieanbringelse har fundet sted efter Barnets Reform trådte i kraft i 2011. Reformen har blandt andet gjort det muligt at gøre plejefamilierne mere professionelle fx ved at indføre kommunale plejefamilier.
I takt med, at en større andel børn anbringes i plejefamilier, er det afgørende at have fokus på den støtte, der gives i forbindelse med en anbringelse. Det gælder både støtte til de anbragte børn og til deres plejeforældre. Den nuværende lovgivning giver forholdsvis brede rammer for omfanget af støtte til plejefamilier. Muligheden for støtte afhænger derfor i høj grad af individuelle vurderinger hos de enkelte kommuner.
Denne rapport afdækker i, hvilket omfang, af hvilken årsag og med hvilken effekt der bliver givet støtte i forbindelse med plejeanbringelser. Rapporten er en del af et større forskningsprogram under Barnets Reform, der blev iværksat i 2013 af det daværende Social- og Integrationsministerium. Rapporten omfatter børn anbragt i plejefamilie ultimo 2015 og følger børnene i perioden 2016-2019.
Resultater
Rapporten viser kommunale forskelle i den støtte, der gives til plejeforældre, der ikke alene kan forklares med forskellige forhold omkring anbringelsen, men også må skyldes forskelle i den kommunale prioritering. Disse kommunale forskelle bruges til at fastsætte, hvilken effekt forskellige typer af støtte givet til plejeforældrene har haft. Tilsvarende udnyttes de kommunale forskelle til at måle effekten af specialundervisning til plejefamilieanbragte børn.
Netværksstøtte nedbringer skift i anbringelsen
Netværksstøtte i form af netværks- eller samtalegrupper med andre plejefamilier har positiv effekt på stabiliteten i en anbringelse. Blandt andet er der, sammenlignet med øvrige plejeanbragte, markant lavere sandsynlighed for skift i anbringelsen, hvis plejeforældre deltager i netværksgrupper. Desuden bliver færre anbragt på institution, når plejeforældre får netværksstøtte. Får plejeforældrene netværksstøtte, falder risikoen for, at barnet skrifter anbringelsessted med 65 procent i, mens antallet af børn, der bliver overført til en institutionsanbringelse, bliver reduceret med godt 40 procent i løbet af de knap tre år, undersøgelsen løber. Imidlertid har netværksstøtte ingen målbare effekter på barnets trivsel og funktion.
Supervision ved psykolog har positiv effekt
Supervision af plejeforældre varetaget af en psykolog eller psykiater har positive effekter på plejebørnenes trivsel. Andelen af børn med negative følelsesmæssige symptomer falder med 12 procent, når plejeforældrene får en psykologbaseret supervision. Et negativ følelsesmæssigt symptom kan fx være, at barnet er mere bekymret, utryghed i nye situationer eller har hovedpine og ondt i maven. Andre former for supervision (fx supervision ved plejefamiliekonsulent) kan ikke påvises at have en effekt. I de plejeanbringelser, hvor børnene ikke selv modtager psykologhjælp, ser supervisionen desuden ud til at føre til hurtigere afslutning af anbringelsen. Således vender disse børn i højere grad tilbage til deres biologiske forældre inden for de tre år, undersøgelsen løber.
Anbragte drenge har stor gavn af specialundervisning
Rapporten viser, at plejefamilieanbragte drenge med hyperaktive vanskeligheder, såsom rastløshed, at sidde uroligt på en stol eller lav koncentrationsevne, får reduceret disse vanskeligheder ved at deltage i specialundervisning. Modsat har specialundervisning ikke nogen effekt for plejeanbragte piger.
Metode
Rapporten er udarbejdet på baggrund af statistiske analyser baseret på data fra en spørgeskemaundersøgelse af omkring 1.400 børn og unge anbragt i plejefamilie i efteråret 2015, fordelt på de 53 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen. Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført over tre runder for at følge børnenes udvikling. Efterfølgende er oplysningerne koblet til en lang række registerdata fra Danmarks Statistik, der markant har øget muligheden for at gennemføre effektmålinger.
I rapporten gennemføres to typer af effektmålinger. Effektmålingerne anvender hver deres statistiske metode til at håndtere de plejebørn og -forældre, der modtager ekstra støtte og har problemer af en karakter, der ikke er oplyst i data (såkaldt selektionsbias). Det drejer sig om propensity score matching og instrumentvariabel-metoden. Ved brug af propensity score matching udnytter vi den store mængde data, der er til rådighed på området for anbringelser. I brugen af instrumentvariabel-metoden udnytter vi, at de kommuner, børnene bliver anbragt i, har forskellige tilbøjeligheder til at anvende specialundervisning.
Udgivelsens forfattere
- Iben BolvigTine Louise Mundbjerg EriksenMette Thorsager JensenHans Skov KloppenborgJill MehlbyeMathilde Almlund
Om denne udgivelse
Finansieret af
Social- og Integrationsministeriets pulje § 15.25.09.13Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd