Specialundervisningsbehov i Viborg Kommunes skoledistrikter
Udgivelsens forfattere:
- Thomas Astrup Bæk
- Søren Teglgaard Jakobsen
Baggrund
Viborg Kommune har bedt KORA om at gennemføre en analyse af forskelle i det forventede behov for specialundervisning mellem kommunens skoledistrikter. Analysen tager højde for forskelle i elevernes demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika. Analysen giver også et forslag til, hvordan midlerne til specialundervisning kan fordeles mellem kommunens skoler. Endelig sammenlignes Viborg Kommunes samlede henvisningspraksis til specialundervisning med henvisningspraksis på landsplan.
Konklusion
Analysen viser, at Viborg Kommune henviser færre børn til specialundervisning end den gennemsnitlige kommune på landsplan. Når vi tager højde for relevante karakteristika hos eleverne i Viborg Kommune, ville man ud fra den statistiske model forvente, at Viborg Kommune skulle henvise 4,0 procent af eleverne til specialundervisning. I praksis henviser kommunen 3,6 procent af sine elever.
KORA har også anvendt den statistiske model til at beregne det forventede specialundervisningsbehov i hver enkelt skoledistrikt i kommunen. Resultaterne viser, at der må forventes betydelige forskelle mellem skoledistrikternes specialundervisningsbehov.
På den baggrund har KORA udarbejdet et forslag til fordeling af midler til specialundervisning mellem skolerne i Viborg Kommune. Forskellene mellem skoledistrikternes forventede behov betyder, at midlerne i KORAs forslag fordeles anderledes, end hvis midlerne blev fordelt jævnt efter elevtallet. Skoledistrikter med et højt forventet specialundervisningsbehov vil således få et højere beløb pr. elev til specialundervisning end skoler med et lavt forventet specialundervisningsbehov.
Metode
KORA har vurderet det forventede specialundervisningsbehov ud fra en statistisk model, som viser sammenhængen mellem de demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika hos eleverne og sandsynligheden for, at den enkelte elev vil modtage specialundervisning.
Modellen ser på specialundervisning i specialklasse eller på specialskole. Udgangspunktet for modellen er, at den tager hensyn til de forventede specialundervisningsbehov, som de enkelte skoler i kommunen har, når man ser på elevernes demografiske, socioøkonomiske og sundhedsrelaterede forhold.
Den statistiske model er baseret på registerdata for alle folkeskoleelever i Danmark. Modellen anvendes til at beregne hver enkelt elevs sandsynlighed for at få specialundervisning i Viborg Kommune, givet elevernes karakteristika.
Udgivelsens forfattere
- Thomas Astrup BækSøren Teglgaard Jakobsen
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA