Specialundervisningsbehov i Favrskov Kommunes skoledistrikter
Udgivelsens forfattere:
- Thomas Astrup Bæk
- Jacob Seier Petersen
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Ledelse og implementering, Økonomi og styring, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Konklusion
Analysen viser, at Favrskov Kommunes samlede henvisningspraksis stort set svarer til den gennemsnitlige praksis på landsplan. Når vi ser på de relevante karakteristika hos eleverne i Favrskov Kommune, forventes det ud fra den statistiske model, at Favrskov Kommune henviser 3,8 % af eleverne til segregeret specialundervisning. Segregeret specialundervisning betyder, at eleven får undervisning i en specialklasse eller på en specialskole. I praksis henviser kommunen 3,7 % af sine elever.
Den statistiske model anvendes også til at beregne det forventede specialundervisningsbehov i hvert enkelt skoledistrikt i Favrskov Kommune. Resultaterne viser, at der på grund af forskelle i skoledistrikternes elevgrundlag er betydelige forskelle mellem skoledistrikternes forventede specialundervisningsbehov.
På den baggrund har KORA udarbejdet et forslag til fordeling af midlerne til specialundervisning mellem skolerne i Favrskov Kommune. Forskellene mellem skoledistrikternes forventede behov betyder, at midlerne i KORAs forslag fordeles anderledes, end hvis midlerne blev fordelt jævnt efter elevtallet. Skoledistrikter med et højt forventet specialundervisningsbehov vil således få et højere beløb pr. elev til specialundervisning end skoler med et lavt forventet specialundervisningsbehov.
Baggrund
Favrskov Kommune har bedt KORA om at gennemføre en analyse af forskelle i det forventede behov for specialundervisning mellem kommunens skoledistrikter. Analysen tager højde for forskelle i elevernes demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika. Analysen giver også et forslag til, hvordan midlerne til specialundervisning kan fordeles mellem kommunens skoler. Endelig sammenlignes Favrskov Kommunes samlede henvisningspraksis til segregeret specialundervisning med henvisningspraksis på landsplan.
Metode
Det forventede specialundervisningsbehov vurderes ud fra en statistisk model, som viser sammenhængen mellem de demografiske, socioøkonomiske og sundhedsmæssige karakteristika hos eleverne og sandsynligheden for, at den enkelte elev vil modtage segregeret specialundervisning.
Modellen ser på segregeret specialundervisning, det vil sige specialundervisning i specialklasse eller på specialskole. Udgangspunktet for modellen er, at den tager hensyn til de forventede specialundervisningsbehov, som de enkelte skoler i kommunen har, når man ser på elevernes demografiske, socioøkonomiske og sundhedsrelaterede forhold.
Den statistiske model er baseret på registerdata for alle folkeskoleelever i Danmark. Modellen anvendes til at beregne hver enkelt elevs sandsynlighed for at få specialundervisning i Favrskov Kommune, givet elevernes karakteristika.
Udgivelsens forfattere
- Thomas Astrup BækJacob Seier Petersen
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA