Sexual crime against schoolchildren with disabilities: a nationwide prospective birth cohort study
Udgivelsens forfattere:
- Socialområdet
- Børn, unge og familie
- Sundhed Socialområdet, Børn, unge og familie, Sundhed
Omkring 1,2 pct. af de børn, der vokser op i Danmark, vil blive offer for et politianmeldt seksuelt overgreb inden deres 18-års fødselsdag. Nogle sårbare skolebørn er særligt udsatte enten på grund af sårbare opvækstforhold, eller risikoadfærd med alkoholmisbrug, andre børn med handicap er i en særlig risikozone. Talrige udenlandske undersøgelser har vist, at børn med handicap har en forøget risiko for at blive offer for vold eller seksuelle overgreb.
Når politi, psykologer, børnelæger og socialmedarbejdere møder skolebørn, der er ofre for seksuelle overgreb, så møder de børn med særlige og ofte usynlige handicap som for eksempel ADHD, autisme og svag begavelse.
Blandt ofrene har:
- 27,0 pct. autisme
- 30,8 pct. ADHD
- 24,7 pct. svag begavelse
- 8,1 pct. erhvervet hjerneskade.
Nogle af ofrene har flere af disse diagnoser.
Disse handicap kan ofte skabe misforståelser blandt ofrenes jævnaldrende og gør dem mere udsatte for vold og seksuelt overgreb. Barnet med autisme kan have svært ved at fortolke faresignaler, mens børn med ADHD ofte tager flere risici og har nemmere ved at ryge ind i et misbrug.
Hvordan kan man reducere volden?
Formålet med denne undersøgelse har været at se på årsagerne til vold og seksuelle overgreb, og om det vil være muligt at nedbringe omfanget af vold imod børn gennem forebyggelse. Det er første gang disse forhold er systematisk undersøgt, hvor flere fødselsårgange følges gennem en årrække. I alt er 679.000 skolebørn blevet fulgt fra deres 7. til deres 18. år. Resultaterne af undersøgelsen er publiceret i artiklen "Sexual Crime Against Schoolchildren With Disabilities: A Nationwide Prospective Birth Cohort Study" i tidsskriftet Journal of Interpersonal Violence.
Undersøgelsen viser vigtigheden af at analysere effekter af mange individuelle forhold i barnets opvækst, i familien og i lokalsamfundet, således at man får et klarere billede af belastningsforholdene for de skolebørn, der bliver ofre for et seksuelt overgreb.
Sårbare familier har svært ved at beskytte børnene
En tredjedel af ofrenes familier (34,2 pct.) har et alkohol- eller stofmisbrug. Og næsten ligeså mange af ofrene (28,5 pct.) har oplevet, at en forælder har været offer for vold eller er blevet dømt for vold.
Velfungerende familier kan bedre støtte børn med de usynlige handicap, som ofte skaber misforståelser blandt de jævnaldrende. Barnet med autisme kan have svært ved at fortolke faresignaler, mens børn med ADHD ofte tager flere risici og har nemmere ved at ryge ind i et misbrug.
Hvis man kunne beskytte disse særligt udsatte skolebørn (fx børn med ADHD, autisme eller svag begavelse), kunne antallet af ofre mindskes med henholdsvis 8,9 pct., 3,4 pct., og 1,6 pct., viser beregninger fra undersøgelsen.
Mørketal i undersøgelsen
Man må antage, at mange tilfælde af seksuelle overgreb slet ikke kommer til politiets kendskab. Dette kan skyldes flere forhold. For eksempel kan offeret ønske at mindske de menneskelige omkostninger ved at undgå kontakt med retssystemet. Desuden er undersøgelsen alene baseret på oplysninger om offeret og offerets familiemæssige belastninger. Undersøgelsen har ikke oplysninger om gerningsmanden, og under hvilke betingelser overgrebet har fundet sted.
Metode
Data er analyseret i en statistisk cox-model og baseret på en undersøgelse af 679.000 danske skolebørn, der er blevet fulgt fra deres 7. til deres 18. år.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Publiceret i
Journal of Interpersonal Violence