Sammen om Børnene
Udgivelsens forfattere:
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Socialområdet, Børn, unge og familie
Behandlingsprogram til fastlåste konfliktskilsmisser
Rapporten evaluerer Sammen om Børnene, som er et tilbud til højkonflikte skilsmissefamilier, der er afprøvet af Center for Familieudvikling i København og af Aarhus Kommune i perioden 2019-2022. Formålet med programmet er at udvikle og afprøve et behandlingsprogram, der kan hjælpe ikke-samboende familier med børn, der befinder sig i meget fastlåste konfliktsituationer og dermed øge børnenes trivsel i disse familier.
Sammen om Børnene er et gruppebaseret forløb for op til seks familier pr. forløb, og behandlingen retter sig mod både forældrene, børnene og familiens netværk.
Evalueringen er bestilt af Center for Familieudvikling og finansieret af Socialstyrelsens midler til forebyggende indsatser på området for børn og unge.
Resultater
Lavere konfliktniveau og bedre forståelse for børns behov
Evalueringen tyder på, at en del forældre har opnået et lavere konfliktniveau og en mindre fjendtlig kommunikationsform, mens de har deltaget i Sammen om Børnene. Samtidig oplever størstedelen af forældrene, at de gennem deltagelsen i Sammen om Børnene har opnået en større forståelse for deres børns reaktioner og behov. Det lavere konfliktniveau og forståelsen for børnene betyder dog ikke, at forældrene selv oplever, at de efter forløbet samarbejder bedre med den anden forælder. I stedet tyder undersøgelsen på, at forældrene gennem deltagelsen har gennemgået en personlig afklaringsproces og har opnået nogle redskaber til at håndtere kommunikationen med den anden forælder bedre.
De kvantitative data tyder på, at forældre og børn har opnået en lille bedring i deres trivsel, mens de har deltaget i Sammen om Børnene. Data om børnenes udvikling er dog baseret på kun 19 forældrebesvarelser før og efter forløbet og derfor forbundet med megen usikkerhed.
De fleste børn og forældre, der har deltaget i Sammen om Børnene, finder, at gruppeformatet og de enkelte elementer i Sammen om Børnene fungerer godt. Vurderingen af indholdet afhænger dog af deltagernes udbytte af forløbet, og en del forældre efterspørger mere tid til at arbejde med deltagernes konkrete samarbejdsudfordringer.
Forældre, der har deltaget i Sammen om Børnene, er i forhold til uddannelse, beskæftigelse og sociale problemer mere ressourcestærke end andre højkonflikte ikke-samboende forældre. Dette kan have haft betydning for deres muligheder for at deltage i og opnå et udbytte, da forløbet er relativt krævende tidsmæssigt, følelsesmæssigt og sprogligt. Hvis man vil nå de højkonflikte familier, der har det sværest, kan det være nødvendigt at tilpasse forløbet til forskellige grupper.
Metode
Evalueringen er baseret på spørgeskemaer besvaret af 58 af de 68 deltagende forældre ved forløbets start og af 34 forældre ved forløbets afslutning. Ud over den kvantitative dataindsamling er der gennemført fem fokusgruppeinterviews med 19 forældre, tre fokusgruppeinterviews med ni børn, to fokusgruppeinterviews med 11 fagprofessionelle og et dobbeltinterview med to personer fra forældrenes netværk. Undersøgelsens spørgeskemadata er indsamlet fra januar 2020 til februar 2022, mens fokusgruppeinterviewene er gennemført i februar 2021 og januar 2022.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
SocialstyrelsenSamarbejdspartnere
Center for Familieudvikling