Samarbejdsbaseret opfølgning på elevers læring og trivsel
Udgivelsens forfattere:
- Maria Keilow
- Martin Williams Strandby
- Lasse Hønge Flarup
- Stinne Aaløkke Ballegaard
- Carsten Wulff
- Socialområdet
- Dagtilbud, skole og uddannelse Socialområdet, Dagtilbud, skole og uddannelse
Med regeringens målsætning om, at alle elever i folkeskolen skal blive så dygtige, som de kan, er især elever med særlige behov en udfordring for skolernes arbejde. Forskning og erfaringer fra skolers praksis peger her på, at professionelle læringsfælleskaber har potentiale til at styrke arbejdet med at imødekomme elever med særlige behov bedre i almenundervisningen.
Læringsfællesskaberne kan bygge deres samarbejde om indsatsen på forskellige former for data om eleverne. For at opnå et tilstrækkeligt vidensgrundlag til at udvikle og udbrede denne praksis har VIVE udarbejdet en kortlægning af området for STUK. Kortlægningen skal bidrage til at styrke de fagprofessionelles praksis i samarbejdet om elevers udvikling.
Kortlægningen bygger på erfaringerne fra praksis blandt syv case-skoler og en litteraturgennemgang af forskningen på området. Kortlægningen er dokumenteret i rapporten Samarbejdsbaseret opfølgning på elevers progression.
I dette inspirationskatalog er en række handlingsrettede anbefalinger og eksempler trukket ud fra rapporten.
Anbefalinger og opmærksomhedspunkter
Inspirationskataloget omhandler og kommer med anbefalinger til opmærksomhedspunkter og udvikling af læringsfællesskaberne inden for følgende emner:
- Målgruppe af elever og formål: Hvem skal følges, og hvad er fokus?
- Organisering af samarbejdet: Hvilke læringsfællesskaber skal arbejde med opfølgning af elevernes udvikling, og hvordan?
- Faglige tilgange, redskaber og metoder: hvordan arbejder læringsfællesskabet, og hvad bruges det til?
- Udvikling af læringsfællesskaber: Hvordan sikres et bæredygtigt samarbejde?
- Behov for kompetencer: Er der den fornødne viden om arbejdet i læringsfællesskabet?
- De nødvendige ressourcer: Hvad kræver samarbejdet af tid og indsats?
Inspirationskataloget præsenterer en række anbefalinger og opmærksomhedspunkter til skolernes videre arbejde med professionelle læringsfællesskaber. Punkterne skal opfattes som pejlemærker, og de afspejler dels de overordnede anbefalinger og pointer, der fremhæves i forskningslitteraturen, dels case-skolernes konkrete praksiserfaringer. Anbefalingerne er tænkt til at give inspiration samt viden og input til skolers videre arbejde med professionelle læringsfællesskaber.
Metode
Inspirationskataloget bygger på den kortlægning, der er udgivet i rapporten Samarbejdsbaseret opfølgning på elevers progression - En litteraturgennemgang og praksisafdækning. Litteraturgennemgangen tager udgangspunkt i forskningsområdet om læringsfællesskaber og sammenfatter de væsentligste kilder inden for dansk og international forskning. Afdækningen af gode eksempler fra skolers praksis blev gennemført som et kvalitativt case-studie. I alt syv danske skoler blev valgt ud og bidrog gennem interview og eventuelt tilgængeligt skriftligt materiale til at afdække skolens erfaring med at anvende professionelle læringsfællesskaber samt elevdata til at følge og understøtte elevers faglige udvikling og trivsel.
Læs mere
Find en oversigt over VIVEs udgivelser om inklusion i grundskolen og skolegang for elever med forskellige former for funktionsnedsættelser på siden Inklusion og elever med særlige behov
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Styrelsen for Undervisning og KvalitetUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd