Samarbejde mellem kommunerne og OPUS, Psykiatrien i Region Sjælland
Udgivelsens forfattere:
- Katrine Schepelern Johansen
- Marie Brandhøj Wiuff
Konklusion
Tværsektorielt samarbejde mellem kommuner og psykiatri har været på dagsordenen i de sidste 10 til 15 år. Alligevel peger deltagerne i tre workshops afholdt i Region Sjælland på, at samarbejdet fortsat er en udfordring. De tre centrale udfordringer er:
- Tidlig opsporing og samarbejde omkring viden om symptomer, forebyggelse og tidlig indsats
- At der mangler konkrete samarbejdsmøder omkring den enkelte patient, og at møderne – når de holdes – skal holdes tidligere i forløbene og omfatte flere mennesker
- At få etableret en veldefineret tovholderfunktion i forhold til den enkelte borger – eller i det mindste få klarlagt en tydelig ansvarsfordeling.
I litteraturen omkring tværsektorielt samarbejde i psykiatrien peges der ofte på, at man har svært ved at samarbejde på grund af forskellige kulturer og organisationer. Men udfordringerne, som kom frem på de tre workshops, er karakteriseret ved at være meget praktiske og konkrete. Deltagerne peger bl.a. på forhold som fravær af formelle fora for vidensudveksling og manglende deltagelse i konkrete samarbejdsmøder som årsagerne til det manglende samarbejde.
Anbefalinger
Løsningerne på disse udfordringer er tilsvarende konkrete. Der peges fra deltagernes side på:
- mere vidensudveksling og kendskab til hinanden
- flere formelle samarbejdsmøder og netværksmøder
- klarhed over tovholderfunktionen
De løsninger, medarbejderne peger på, er skærpelser eller forbedringer af allerede eksisterende og benyttede tiltag. Deltagerne har således en klar opfattelse af, at de nødvendige redskaber er til stede, og at det derfor i høj grad handler om at styrke og prioritere brugen af disse.
Medarbejderne har dog blik for, at det ikke er en opgave, som de kan løfte alene. Hvis det skal lykkes, er der behov for en tydelig ledelsesmæssig opbakning. Her peger deltagerne på, at dette bl.a. bør være i form af:
- at der afsættes ressourcer til medarbejderes deltagelse i samarbejdsmøder og lignende
- at viden om organisatoriske ændringer og ændret opgavevaretagelse hos samarbejdspartnere formidles til relevante medarbejdere i egen organisation.
Baggrund
I perioden 2008 til 2013 har Region Sjælland indført behandlingstilbuddet OPUS til mennesker med debuterende psykose, altså førstegangspsykose. OPUS-behandlingen er dels finansieret af satspuljemidler og dels af regionen selv. Regionen har selv evalueret behandlingstilbuddet, men i forbindelse med afslutningen af satspuljebevillingen har de besluttet også at evaluere samarbejdet mellem kommuner og OPUS-behandlerne. KORA har i samarbejde med Kompetencecentret for Debuterende Psykoser stået for denne evaluering.
Metode
Evalueringen er baseret på tre workshops afholdt med deltagere fra kommuner og psykiatri i Region Sjælland i 2014. I alt deltog 170 mennesker i de tre workshops. Ved disse workshops arbejdede deltagerne med en af to cases, der beskrev et typisk forløb for et menneske med debuterende psykose samt kontakt med OPUS og forskellige kommunale tilbud. Deltagerne blev bedt om at identificere de største udfordringer ved forløbet og komme med forslag til, hvordan disse udfordringer kunne løses.
Udgivelsens forfattere
- Katrine Schepelern JohansenMarie Brandhøj Wiuff
Om denne udgivelse
Samarbejdspartnere
Kompetencecenter for Debuterende Psykose, Psykiatrien Region SjællandUdgiver
KORA