Rytmer i et bæredygtigt arbejdsliv

Tidspres og tidsnød præger det moderne arbejdsliv. I traditionelt industriarbejde var tid og tempo i grove træk bestemt af maskinernes rytmer, og tidspres opstod med forøgelse af maskinernes hastighed, ved indskrænkning af pauser, og ved tekniske nedbrud og fejl. I det traditionelle industriarbejde er tidspres ikke noget den enkelte har styrover. I dag har mange et mere fleksibelt arbejde med en stor grad af selvledelse. Men det synes ikke at have gjort tidspres og tidsnød til et mindre problem. Tidspres og tidsnød er en alvorlig belastning i det moderne arbejde, og tidspres og tidsnød er en alvorlig begrænsning i muligheder for individuel og organisatorisk læring og udvikling. I et arbejdsliv præget af tidspres er der hverken plads til at den enkelte eller at arbejdsfællesskabet reflektere, afprøver nye veje og skaber stabile forandringer.
I dette kapitel vil vi pege på, at en af forudsætningerne for organisatorisk læring er at arbejdet foregår i bæredygtige rytmer. Det er vi ikke de første der har peget på. Wenger (2002) peger i sin bog om hvad der karakteriserer lærende praksisfællesskaber på at rytmiske relationer mellem de der indgår i et praksisfællesskab er en forudsætning for organisatorisk læring. I det følgende udfolder vi rytmebegrebet teoretisk, og på baggrund af gennemførte casestudier, peger vi på hvad der karakteriserer ’bæredygtige rytmer’, som reducerer arbejdsbelastningen og skaber mulighed for læring.