Rum til omsorgens sprog

En stadig større andel af elever og medarbejdere i ældreplejen i Danmark er født og opvokset uden for Danmark. Mangel på arbejdskraft har ført kommuner til aktivt at rekruttere til SOSU-uddannelserne og faglært arbejde i ældreplejen blandt herboende migranter. Litteraturen om migration og ældrepleje i en nordisk velfærdsstatssammenhæng fokuserer primært på konstruktioner af omsorgsarbejdernes ’andethed’, både i positiv og negativ forstand, og hvilken betydning dette har for deres arbejdsvilkår og trivsel. Men hvilken betydning har flersprogetheden, herunder omsorgsarbejderes udfordringer med majoritetssproget, for omsorgsarbejdet og relationen til de plejekrævende ældre?
I denne artikel undersøger vi på baggrund af etnografisk datamateriale de relationelle rum, der bliver til i mødet mellem flersprogede SOSU-elever og plejekrævende ældre borgere og indirekte også oplæringsvejledere på plejecentre og i hjemmeplejen i tre danske kommuner. Fokus er på potentielle skift i ‘omsorgshensyn’ (Law 2010) og hermed den ’produktive praksis’ (Buch 2018), der ligger i kommunikative udfordringer og misforståelser mellem eleven og den ældre borger. Ved at sætte sproglig kommunikation i forgrunden og samtidig undersøge omsorgens praksis og affekt i konkrete situationer viser vi, hvordan elevernes begrænsede dansksproglige færdigheder stiller krav til eleverne og de ældre borgere om rolleskift samt til vejlederne om kontinuerlig mediering af relationer, som muliggør elevernes oplæring. Omsorgens produktive praksis ligger således i de direkte og indirekte samarbejder mellem ældre borgere, flersprogede elever og vejledere om oplæringen af fremtidens SOSU-medarbejdere.