Rekruttering fra kanten
Udgivelsens forfattere:
- Helle Holt
- Lars Benjaminsen
- Vibeke Jakobsen
- Tine Jeppesen
- Arbejdsmarked
- Ledelse og implementering
- Socialområdet Arbejdsmarked, Ledelse og implementering, Socialområdet
Virksomhederne på Lolland og Falster vil på sigt komme til at mangle arbejdskraft. Det er antagelsen bag projektet ’Rekruttering fra kanten’. Antagelsen bygger blandt andet på, at andelen af ældre borgere vokser, og de unge flytter væk. Dertil kommer store anlægsprojekter på egnen som eksempelvis Femern-forbindelsen.
’Rekruttering fra kanten’ fokuserer derfor på, hvordan udsatte borgere kan bidrage til virksomhedernes produktion og dermed bidrage til virksomhedernes forretningsmodeller. Derudover vil projektet gøre virksomhederne til en aktiv part i beskæftigelsesindsatsen for de udsatte ledige. Det centrale spørgsmål, man har stillet i projektet, er: Kan man med et nyt fokus på beskæftigelsesindsatsen gøre inklusionen af udsatte borgere til en rekrutteringsstrategi for lokale virksomheder?
Projektet er finansieret af den A.P. Møllerske Støttefond. Den overordnede ledelse af projektet ligger hos Cabi, der er et videns- og konsulenthus. Derudover deltager de to jobcentre i kommunerne, erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster, LG Insight, 3F Lolland-Falster og Erhvervspark Lolland.
VIVE evaluerer projektet, og denne rapport er en midtvejsevaluering. Projektet løber til og med udgangen af 2021.
Resultater
’Rekruttering fra kanten’ er et komplekst projekt med mange aktører. Første halvdel af projektperioden er blevet brugt på at få organiseringen af projektet og samarbejdet på plads, hvilket er lykkedes.
Derudover er der udviklet forskellige former for indsatser og værktøjer, som deltagerne finder virksomme. Her kan nævnes: formidling af analyser af det lokale arbejdsmarked, netværksmøder for virksomheder, indsats for at skærpe virksomhedernes opmærksomhed på, hvilke opgaver udsatte borgere kan varetage, busture med borgere og sagsbehandlere på virksomhedsbesøg samt borgerhistorier som inspiration til både medarbejdere, borgere og virksomheder.
Målet for projektet var at få 400 virksomheder til at deltage aktivt i projektet. Dette mål er allerede nået, idet 400 virksomheder har meldt sig som interesserede i projektet, men det betyder ikke, at alle disse virksomheder har borgere fra kanten ansat, i virksomhedspraktik eller lignende.
Målet er at inddrage 1.300 udsatte borgere i projektet og få 550 af dem i lønnet beskæftigelse i virksomhederne i løbet af hele projektperioden. Samtidig havde man et delmål om, at 100 borgere ved årsskiftet 2019/2020 ville have opnået lønnede timer. I december 2019 var 96 (lige knap 14 procent) borgere registreret med lønnede timer ud af de i alt 663 borgere, der på det tidspunkt havde deltaget i projektet. Det stemmer dermed godt overens med det forventede delmål.
Midtvejsevalueringen viser endvidere, at de borgere, som har opnået lønnede timer, gennemsnitligt var mere arbejdsmarkedsparate ved begyndelsen af indsatsen end de borgere, der ikke har opnået lønnede timer. Det afspejler også, at mange af borgerne i indsatsen har en betydelig grad af udsathed, og at det kan være særligt udfordrende for de mest udsatte at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Anbefalinger
På baggrund af midtvejsevalueringen af projektet kan vi fremhæve følgende opmærksomhedspunkter:
I forhold til at inddrage virksomhederne:
Små virksomheder skal inddrages mere i projektet og store virksomheder skal opfordres til at tage flere borgere ad gangen i praktik eller i løntimer.
Det vil det være hensigtsmæssigt at udvide kredsen af aktive virksomheder.
Derudover skal virksomhederne have hjælp til at finde de rette arbejdsopgaver til de udsatte ledige, hvilket en øget tilstedeværelse af jobcentre og erhvervsorganisationen Business Lolland-Falster kan bidrage til.
I forhold til jobcentrenes indsats:
Klare aftaler mellem virksomheder, jobcentre og borgere om løntimer kan sikre, at virksomhedspraktik ikke bliver et mål i sig selv.
Medarbejderne i jobcentrene skal i højere grad bruge det såkaldte BIP-redskab kontinuerligt som progressions- og motivationsværktøj, hvis værktøjet skal bidrage til at øge borgernes jobsandsynlighed.
Endelig efterlyser medarbejderne i de to jobcentre et forum for erfaringsudveksling.
Metode
Midtvejsevalueringen er udarbejdet på baggrund af 32 interview med nøglepersoner, ledere og medarbejdere i de to jobcentre samt med ledere i tre aktive virksomheder. Der er udsendt et spørgeskema til 311 virksomheder. Endelig er de deltagende borgere blevet beskrevet på baggrund af data fra de to jobcentre samt registerdata.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Den A. P. Møllerske Støttefond