Rammer for pædagogfaglig ledelse
Udgivelsens forfattere:
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Ledelse og implementering, Økonomi og styring, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Pædagogfaglige ledere har en bred opgaveportefølje, der både omfatter faglig ledelse og en række øvrige opgaver, herunder opgaver vedrørende administration og drift. For de pædagogfaglige ledere, der varetager mange øvrige opgaver, kan tiden til at udøve faglig ledelse let blive knap.
BUPL Århus har fokus på medlemmernes rammer og vilkår for udøvelsen af pædagogfaglig ledelse på dagtilbudsområdet. De har derfor bedt VIVE om at skabe et overblik over de pædagogfaglige lederes vurdering af rammer og vilkår for ledelsesopgaven, herunder om der er opgaver, som kan løses af andre med henblik på at frigive tid til faglige ledelsesopgaver.
Fokus for undersøgelsen er primært afgrænset til ledernes varetagelse og vurdering af opgaver, som ikke er faglige ledelsesopgaver. Opgaver under følgende fire overordnede temaer er belyst:
- Administrative opgaver, herunder IT
- Personaleadministrative opgaver
- Praktiske opgaver vedrørende bygningerne
- Pædagogiske opgaver i forhold til organisering af arbejdet i dagtilbuddet.
Flere opgaver forstyrrer den pædagogfaglige ledelse
Lederne har forskellige vurderinger af flere af de udvalgte opgaver, og det er ikke er alle ledere, der løser alle de udvalgte opgaver selv. Undersøgelsen viser dog, at en væsentlig andel af de pædagogfaglige ledere vurderer, at:
- It-opgaver som implementering og opdatering af it-programmer, it-support til medarbejdere og driftsopgaver vedrørende it ofte vurderes at forstyrre varetagelsen af den faglige ledelse. Samtidig er det en opgave, som de pædagogfag-lige ledere vurderer, at andre kan løse.
- Opgaver i forbindelse med arbejdstidsregistrering forstyrrer ofte, men der er mere blandede vurderinger af, om opgaven kan løses af andre.
- Praktiske opgaver vedrørende bygningerne som tilsyn med rengøring og koordinering og samarbejde om udendørs vedligehold forstyrrer en væsentlig andel af lederne på uge- eller månedsbasis, og de pædagogfaglige ledere vurderer, at disse opgaver kan løses af andre.
- Halvdelen af lederne indgår fast og planlagt i normeringen på en eller flere stuer i dagtilbuddet. Knap halvdelen af disse ledere vurderer, at det at indgå fast i normeringen understøtter deres faglige ledelse, mens den anden halvdel ser det som forstyrrende for deres faglige ledelsesopgave at indgå fast i normeringen.
- Langt hovedparten af lederne varetager ofte pædagogisk arbejde med børnene ved sygdom eller andet fravær blandt personalet. Over halvdelen af lederne vurderer, at det er forstyrrende at indgå i normeringen ad hoc, mens cirka en tredjedel vurderer, at det understøtter deres faglige ledelse.
Metode
Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt pædagogfaglige ledere i kommunale dagtilbud i Aarhus Kommune. Dataindsamlingen er gennemført i marts måned 2022. Link til spørgeskemaet blev sendt til alle 216 pædagogfaglige ledere i kommunale dagtilbud i Aarhus Kommune, som samtidig er medlemmer af BUPL. 164 medlemmer har svaret på undersøgelsen. Undersøgelsen har dermed opnået en svarprocent på 76.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
BUPL ÅrhusUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd