Partnerskaber med mange aktører
Udgivelsens forfattere:
- Helle Hygum Espersen
- Leif Olsen
- Linda Lundgaard Andersen
- Socialområdet Socialområdet
Partnerskaber mellem mange aktører forventes i stigende grad at blive brugt til at løse komplekse og sammensatte problemer i velfærdssamfundet, som enkelte aktører ikke kan løse alene.
VIVE har sammen med RUC samlet viden om, hvordan lokale partnerskaber med mange aktører kan fungere mest hensigtsmæssigt.
Borgernes viden skal vægtes lige så højt som evidensbaseret viden
Et vellykket partnerskab udfordrer eksisterende magtpositioner og kræver, at de deltagende aktører kan give slip på individuelle dagsordener og møde hinanden. Alle aktører og befolkningsgrupper, som er berørt af problemstillingen, bør være en del af partnerskabet. Det er væsentligt, både for at sikre opbakning og legitimitet samt for at skabe resultater.
Der skal arbejdes med en ”brændende platform”. Det vil sige et problem, som, alle aktører er enige om, er vigtigt at løse, og aktørerne bør fokusere på ligeværdighed. Borgernes erfaringsbaserede viden skal vægtes lige så højt som faglig evidensbaseret viden og politiske dagsordener.
Partnerskaber er tids- og ressourcekrævende
Litteraturstudiet viser derudover en lang række af afgørende læringspunkter, herunder eksempelvis; Beslutningsmagten skal deles, markeds- og virksomhedsprincipper er ikke velegnede, da de kan skabe konkurrence frem for samarbejde i lokalområderne, og new public management-styring skaber barrierer for samarbejder gennem top down-indsatser, hierarkier og siloer.
I stedet fremmer fluktuerende netværksstyring samarbejdet og mulighederne for at skabe resultater. Der skal arbejdes med særlig grænsekrydsende ledelse, uafhængig facilitering af samarbejdet samt hyppig kommunikation og fokus på proceskapacitet i lokalområdet.
Det er også væsentligt at have tilstrækkeligt med ressourcer. Partnerskaber er tidskrævende, og det kan tage 5-10 år at skabe resultater.
Metode
VIVE har gennemført et fokuseret litteraturstudie inden for de tre fokusområder:
- Kerneelementer i partnerskaber på tværs af sektorer med mange aktører
- Kerneelementer i borgere i sårbare positioners inddragelse i partnerskaber på tværs af sektorer med mange sektorer
- Kerneelementer i evaluering og dokumentation af partnerskabers udvikling og indsatser for at få borgere i sårbare positioner inkluderet i fællesskaber
Om undersøgelsen
VIVE og RUC evaluerer projektet ’Flere ind i fællesskaber gennem lokale partnerskaber’. Fem lokale partnerskaber skal etablere brede lokale samarbejder med flere end 30 deltagere, som kan inkludere flere sårbare borgere i fællesskaber. Inspirationen kommer fra internationale erfaringer med collective impact-modeller. Vidensindsamlingen er gennemført i forbindelse med evalueringen. Målet har været at samle viden, som aktører i projektet og andre interesserede kan bruge i praksis.
Få indblik i arbejdet med et partnerskab i Hillerød
I videoen kan du få indblik i, hvordan Frivilligcenter Hillerød arbejder med at skabe et partnerskab om sårbare unge.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
SocialstyrelsenSamarbejdspartnere
RUCUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd