Pædagogisk praksis og socioøkonomisk ressourcefordeling

Baggrund

Der har de sidste mange år været et stigende fokus på betydningen af den tidlige indsats i dagtilbud for, at børn og unge kan få lige muligheder. KORA har for BUPL gennemført en undersøgelse af brugen af socioøkonomiske ressourcefordelingsmodeller på daginstitutionsområdet. Første del af undersøgelsen kortlagde kommunernes brug af denne type af ressourcefordelingsmodeller. Anden del, som afrapporteres her, følger op på, hvad brugen af socioøkonomiske tildelingsmodeller konkret betyder for den pædagogiske praksis i daginstitutioner.

Konklusioner

Den tidlige forebyggende indsats overfor børn i sårbare positioner i daginstitutioner består af fire elementer:

• Opsporing
• Pædagogisk indsats
• Forældresamarbejde
• Samarbejde med eksterne fagpersoner

Interviewpersonerne oplever som hovedregel, at den tidlige forebyggende indsats fylder meget i den pædagogiske praksis, og de primære fokusområder er sprog og inklusion. Alle institutioner prioriterer forældresamarbejdet højt, og alle samarbejder med eksterne parter. Den pædagogiske indsats er generelt præget af en anderkendende og en narrativ tilgang med fokus på børnenes ressourcer.

De institutioner, der får socioøkonomiske midler, fremhæver, at midlerne for eksempel giver bedre mulighed for at arbejde i mindre grupper med børnene, at arbejde mere systematisk, at styrke forældresamarbejdet og de faglige kompetencer, at opprioritere det tværfaglige samarbejde og at give børn, der har det svært, ekstra opmærksomhed. De fremhæver også, at den ekstra normering er vigtig for at undgå, at personalet bliver for presset.

De socioøkonomiske midler anvendes primært til ’ekstra hænder’ i institutionerne, uanset om midlerne er bundne til dette eller ej. De institutioner, hvor de socioøkonomiske midler er bundet til bestemte formål, adskiller sig dog fra andre institutioner: Her arbejder man mere systematisk med opsporing af børn i sårbare positioner og bruger oftere små grupper, end man gør i de institutioner og kommuner, der slet ikke bruger socioøkonomiske tildelingsmodeller, eller hvor de socioøkonomiske midler ikke er bundne til bestemte formål.

Undersøgelsen afdækker ikke, om brugen af små grupper og systematisk opsporing er bedre for børn i en sårbar position end andre tilgange. Det vil være interessant at se nærmere på, om mere systematisk opsporing og mere målrettet arbejde med de enkelte børns ressourcer og udviklingsområder i inkluderende fællesskaber faktisk kan rykke børn i en sårbar position og være med til at bryde den sociale arv.

Metode

Undersøgelsen er baseret på dybdegående kvalitative interview i 24 institutioner fordelt på 6 case-kommuner. De 6 kommuner er udvalgt strategisk, så de varierer på relevante parametre. For eksempel om kommunen bruger socioøkonomisk ressourcetildeling eller ej. I hver af de 6 kommuner er der udvalgt 4 daginstitutioner, og det er tilstræbt, at disse institutioner har relativt mange børn i sårbare positioner. Der er interviewet både forvaltningschefer, områdeledere, daginstitutionsledere og pædagoger i undersøgelsen. I alt er der interviewet 93 personer.