Nye styringsformer skal understøtte frisættelse af ældreområdet

Skiftende regeringer har gennem reformprogrammer forsøgt at sikre en offentlig service, der er lydhør over for borgerens behov og samtidig er effektivt drevet.

Med det nye regeringsgrundlag 'Ansvar for Danmark' lægges der med regeringens egne ord op til "den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie (…), så man kan sikre en bedre velfærd i fremtiden." Først for står ældreområdet.

I Viborg, Middelfart og Langeland kommuner har man allerede høstet de første erfaringer med frisættelse inden for ældreområdet under de såkaldte velfærdsaftaler. Velfærdsaftalerne indebærer, at kommunerne på den ene side fritages fra statslige regler og på den anden side forpligter sig til at nytænke leveringen af service med udgangspunkt i borgernes behov og med inddragelse af medarbejderne og deres faglighed.

De foreløbige erfaringer peger på potentialet ved lokal frisættelse.

Vive har gennemført en måling blandt samtlige involverede medarbejdere og de nærmeste ledere i de tre kommuner, før frisættelsen for alvor gik i gang. Målingen viste, at manglende sammenhæng, kontinuitet og tid til borgeren blev opfattet som nogle af de allerstørste problemer i hjemmeplejen.

Dette tog de tre kommuner med frisættelsen fat på at løse. Medarbejderne og lederne pegede ud fra deres daglige erfaringer navnlig på tre indsatsområder, hvor der efterfølgende er blevet sat konkrete initiativer i gang:

1. Afbrydelser ude hos borgeren skal minimeres. Derfor er der blevet etableret nye arbejdsgange, så unødige telefonkald og beskeder i omsorgssystemet reduceres.
2. Hjælpen til borgeren skal løbende tilpasses borgerens behov. Derfor er der arbejdet med et nyt samarbejde mellem udførende medarbejdere og visitation, så kommunen hurtigere og mere kvalificeret kan tilpasse hjælpen på en måde, der giver mening for borgeren.
3. Praktiske opgaver, der tager tid væk fra borgeren, skal reduceres. Derfor er der for eksempel ansat ufaglært personale til opgaver omkring beklædning, tankning af kommunens biler med mere. 

Den frigivne tid skal så bruges på borgernære indsatser. Det er eksempelvis ledsagelse til læge, samarbejde med pårørende eller hjælp til bagning eller at plante blomster i plantekasser med den ældre.

Eksemplerne illustrerer, at man kan nå ganske langt ved – skridt for skridt – at forbedre arbejdsgange med udgangspunkt i den faglighed og indsigt, som medarbejdere og ledere tæt på borgerne har.

Erfaringerne fra kommunerne peger samtidig på, at hjørnestenene i velfærdsaftalerne – et øget lokalt frirum og øget tillid til medarbejderne – skaber gode muligheder for at styrke denne form for nytænkning og medarbejderengagement.

Nye lag på frisættelsen

I regeringsgrundlaget fremhæves de elementer fra velfærdsaftalerne, som er illustreret her: Frisættelse fra regler, et større fagligt råderum, borgeren i centrum og medarbejderinddragelse. Men samtidig betones også nye muligheder, som ikke på samme måde er indeholdt i velfærdsaftalerne: Et øget frit valg med inddragelse af private aktører, selvstyrende institutioner med egen bestyrelse og fastlæggelse af centrale mål, som institutionerne vil blive styret efter.

Hvilken vægtning disse styringsredskaber skal have, er en politisk beslutning. Men hvis reformerne skal lykkes, er det afgørende, at de nye styringselementer, der tilføjes, hænger sammen med den hidtidige frisættelse på ældreområdet.

Ønsker man at bygge videre på erfaringerne fra velfærdsaftalerne, skal de nye styringsredskaber understøtte frisættelsen – og ikke skabe usikkerhed omkring det frirum og den tillid, der er skabt blandt velfærdsmedarbejderne.

At indfri ambitionen om at nytænke styringen af velfærdssamfundet er ikke nogen simpel øvelse. Det er derfor også positivt, at regeringen lægger op til, at der nedsættes et udvalg, der skal belyse, hvordan fremtidens velfærdsinstitutioner kan indrettes.

Der er behov for en grundig belysning af, hvordan frisættelse virker, og hvordan frisættelse kan understøttes på baggrund af forskning og praksis.

Ældreområdet er et godt sted at starte: Der er stor forskel på hjemmepleje, sygepleje, plejecentre, træningsenheder, hjælpemiddelcentraler, dagcentre og myndighed. Det giver mulighed for at få en bred vifte af erfaringer, der kan inspirere andre velfærdsområder med frisættelse 2.0.