Nye perspektiver på diagnostikken uden for de organspecifikke kræftpakkeforløb

Omtrent halvdelen af alle kræfttilfælde i Danmark bliver diagnosticeret efter direkte henvisning til et kræftpakkeforløb. Den anden halvdel bliver fundet, efter at udredningen er startet, på baggrund af enten vage symptomer, som undersøges for en sikkerheds skyld, eller på grund af symptomer, som rejser mistanke om alvorlig sygdom, men er for uspecifikke til at kvalificere til et kræftpakkeforløb. På denne baggrund har sundhedsvæsenet suppleret kræftpakkerne med yderligere to elementer: Dels et diagnostisk pakkeforløb, som varetages af udredningsenheder på landets sygehuse, og som den praktiserende læge kan henvise til, når der er mistanke om alvorlig sygdom, som kan være kræft (MAS-forløb), dels et tiltag om at give alment praktiserende læger direkte adgang til diagnostiske undersøgelser fra sygehuset, så de kan udrede patienter med vage symptomer i deres egen praksis.

VIVEs rapport Kræftudredning uden for kræftpakkerne fra 2018 viste, at der er en betydelig variation i, hvordan MAS-forløb og alment praktiserende lægers adgang til diagnostiske undersøgelser er implementeret. Især er der forskel på de handlemuligheder, de alment praktiserende læger reelt gives for at gøre brug af de to alternativer. Konsekvensen er, at patienter, som måske har kræft, ikke har samme udredningsmuligheder, og at området er vanskeligt at monitorere.

På denne bagrund har medicinalvirksomheden Bristol Myers Squibb betalt VIVE for at følge op med denne undersøgelse, der identificerer fordele, ulemper og forbedringspotentialer i eksisterende organiserings- og samarbejdsformer på området.

Resultater og anbefalinger

Undersøgelsen har mundet ud i en række anbefalinger, hvoraf fire er gengivet nedenfor. Anbefalingerne afspejler, at der er et potentiale i at justere og på visse punkter standardisere organiseringen og samarbejdet i forbindelse med MAS-forløb. De alment praktiserende lægers direkte adgang til diagnostiske undersøgelser fremstår mangelfuldt implementeret, og anbefalingen afspejler derfor det største forbedringspotentiale på området:

Almen praksis skal sikres hurtig, direkte adgang til diagnostiske undersøgelser

Der er potentiale for at reducere betydelige forsinkelser i kræftudredningen, hvis det sikres, at almen praksis har en direkte adgang til relevante diagnostiske undersøgelser uden lange ventetider på aktuelt 6-8 uger. Dette vil understøtte de praktiserende læger i en diagnostisk udelukkelsespraksis rettet mod vage symptomer, hvor alvorlig sygdom i langt de fleste tilfælde udelukkes, men som alligevel står for at opdage omtrent 30 % af de kræfttilfælde, der findes i almen praksis.

Afbalanceret national standardisering af indledende diagnostik til MAS

Den indledende diagnostik, som går forud for et MAS-forløb, kan med fordel varetages i almen praksis, og denne organisering kan i udgangspunktet anbefales som standard. Det anbefales dog også, at en national standardisering ikke udmøntes som ufravigelige henvisningskrav. Dette for at modvirke henvisningsbarriere for almen praksis og for at skabe mulighed for at afvige fra standarden i enkelte patientforløb, hvor dette er nødvendigt.

Udredningsenheder bør prioritere en bred diagnostik af patienter henvist til MAS

VIVEs tidligere undersøgelse har vist, at udredningsenhederne ikke går lige langt i udredningen af patienter henvist til et MAS-forløb. Denne undersøgelse peger på flere fordele ved, at udredningsenhederne prioriterer en bred udredning, der så vidt muligt fortsættes hen imod en foreløbig eller endelig diagnose. Specifikt anbefaler undersøgelsen derfor, at udredningsenhederne indlejres i den øvrige hospitalsorganisation på en måde, som gør det muligt at prioritere denne brede diagnostik. Dette for at a) understøtte et udredningsbehov, som ikke kan løftes i almen praksis, b) modvirke usammenhængende forløb på tværs af specialer og c) understøtte lighed i udredningsmuligheder.

Forskningsbaseret udvikling af nye nationale kvalitetsindikatorer

Der er et udtalt behov for at udvikle en monitorering af området, som kan understøtte kvalitetssikring og -udvikling. Derfor anbefaler rapporten, at det faglige netværk omkring udredningsenhederne går sammen om at definere, hvilke kvalitetsindikatorer, som kan indgå i en monitorering. Denne proces bør ledsages af forskning i, hvilke indikatorer der egner sig bedst til kvalitetssikring og -udvikling på området.

Metode

Undersøgelsens fund og anbefalinger er udledt på baggrund af 41 gruppe- og solointerviews med i alt 62 informanter. Informanterne omfatter repræsentanter fra almen praksis, fra udvalgte radiologiske afdelinger samt fra 18 ud af landets 21 udredningsenheder. Informanterne har givet deres inputs til fordele, ulemper og forbedringspotentialer på området.