Metoder til at inddrage børn med autisme og ADHD i myndighedssagsbehandling
Udgivelsens forfattere:
- Børn, unge og familie
- Socialområdet
- Ledelse og implementering Børn, unge og familie, Socialområdet, Ledelse og implementering
Denne vidensindsamling samler eksisterende viden om metoder til at inddrage børn med autisme og ADHD i sagsbehandlingen og er baseret på en litteraturgennemgang af danske og internationale undersøgelser publiceret inden for de seneste 10 år.
Vidensindsamlingen er igangsat, fordi socialrådgivere mangler forskningsbaseret viden om metoder eller tilgange, de kan læne sig op ad i deres arbejde med at inddrage børn med autisme og ADHD i sagsbehandlingen. Børn med autisme eller ADHD er i højere grad end deres jævnaldrende udsatte på en række parametre; risiko for skolevægring, angst, ensomhed og andre psykologiske og sociale problemstillinger. De har oftere brug for støtte og indsatser tilkendt gennem deres sagsbehandler. Børnene har ret til og fordel af at være inddragede. Undersøgelser viser da også, at børnene både ønsker og profiterer af at være inddraget i beslutninger omkring egen sagsbehandling. Samtidig kan autisme eller ADHD hos et barn medføre kommunikative og sproglige udfordringer, som blandt andet er medvirkende til, at inddragelse i sagsbehandling er udfordrende for barnet såvel som for socialrådgiveren. Derfor søger vidensafdækningen her at bidrage med nyttig viden til fagprofessionelle omkring metoder til at inddrage børn med autisme og ADHD i sagsbehandling.
Resultater
Vidensindsamlingen viser, at der hverken findes dansk eller international litteratur om en konkret, virksom metode til at inddrage børn med autisme og ADHD i sagsbehandlingen. Derimod findes der litteratur, som belyser forskellige delområder i forhold til inddragelsesprocessen med denne særlige målgruppe af børn, som tilsammen giver forskellige bud på greb eller tilgange, der kan anvendes i arbejdet med at inddrage børnene i sagsbehandling:
Organisering, prioritering og ressourcer
-
Vidensdeling og informationsudveksling på tværs af fagprofessionelle kan understøtte inddragelse af børneperspektivet hele vejen rundt.
-
Fælles koordinering omkring støtte og indsatser for barnet kan sikre, at fagpersoner omkring barnet deler et helhedssyn på barnet, der afspejler barnets eget perspektiv
-
Prioritering af ressourcer til at oparbejde grundig viden om autisme og ADHD samt godt kendskab til barnets individuelle kognitive evner, sociale interaktionsformer, særlige måder at kommunikere på og sanseopfattelser hos barnet, som kan have betydning for inddragelsen.
Metoder i samarbejdet med barnet
-
Forberedelse og forventningsafstemning med barnet er afgørende, herunder at have en dagsor-den med plads til barnet, og som tydeligt illustrerer, hvor, hvornår, hvor lang tid og med hvem samtalen eller mødet skal foregå.
-
Opbygning af en åben og tillidsfuld samtale, som muliggør frembringelse af barnets perspektiv. Det kræver anderledes greb, når der skal opbygges relation med et barn med autisme eller ADHD.
-
Udarbejd et ”kommunikationskompas” eller lignende grundig beskrivelse af barnet, herunder fo-retrukne kommunikationsveje, ressourcer, ønsker og behov hos barnet.
-
Anvend visuelle eller digitalt baserede metoder i interaktionen med barnet, særligt barnet uden verbalt sprog eller med begrænsede verbale sprog- og kommunikationsfærdigheder. PECS, Ma-katon, Diamond Rank Sorting, Talking Mats, Your Voice Your Choice, The Mosaic Approach samt tegneteknikker og In My Shoes computerassisteret interviewredskab, præsenteres som mulig inspiration til inddragelsesmetoder.
Vidensindsamlingen peger således på, at der findes flere gode råd, idéer og input at hente i litteraturen som inspiration til at inddrage børn og unge med autisme eller ADHD i sagsbehandlingen, og at inddragelse af børnegruppen er både ønskværdig og mulig at efterleve, om end der kræves særlige greb og opmærksomhed i dette arbejde.
Metode
Vidensindsamlingen er baseret på:
-
En afsøgning hos videnspersoner og faglige netværk, som kunne have viden om metoder til inddragelse af børn eller unge med autisme og ADHD. Herunder også en indhentning af anbefalinger fra Videnscenterets advisory board.
-
En systematisk litteratursøgning i udvalgte nationale og internationale databaser og en efterfølgende snowball søgning ud fra udvalgte inkluderede studiers referencelister.
Samlet set indgår 16 referencer i afrapporteringen, som i begrænset omfang også henviser til yderligere litteratur på specifikke metoder.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns livUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd