Mestring blandt forældre til børn med handicap
Udgivelsens forfattere:
- Stéphanie Vincent
- Kirstine Karmsteen
- Gustav Egede Hansen
- Kasper Nielsen
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Socialområdet, Børn, unge og familie
Baggrund
Det at få et barn med handicap kan blive en betydelig belastning for den samlede familie, og forældrene kan opleve, at det kan være svært at håndtere. I denne rapport præsenterer vi resultaterne af VIVEs evaluering af effekt, omkostninger og implementering af tre mestringsindsatser under Mestringsprogrammet målrettet forældre til børn med handicap: Stepping Stones, Terapeutisk bistand og Forældrekurser. Formålet med rapporten er at præsentere viden, der kan understøtte og optimere udbredelsen, implementeringen og anvendelsen af de tre mestringsindsatser.
Mestringsprogrammet har været afprøvet i Greve, Herning, Hillerød, Horsens, Kalundborg, København, Middelfart, Randers, Aabenraa, Aalborg og Aarhus Kommune, men ikke alle tre mestringsindsatser i alle kommuner.
Rapporten er bestilt af Socialstyrelsen.
Resultater
Rapporten viser, at Stepping Stones har bidraget til den største positive udvikling (flest signifikante resultater og største før-og efter ændringer) hos forældrene sammenlignet med Terapeutisk bistand og Forældrekurser. Stepping Stones kræver uddannelse (som er dyrere end uddannelse under Terapeutisk bistand) og certificering af praktikere, og er derfor også en dyrere indsats end de to øvrige.
Anbefalinger
Rapporten identificerer fire forhold, som har betydning for at implementere de tre mestringsinitiativer i Danmark.
For det første er medarbejderudskiftning en faktor, kommuner og partnerskaber skal være opmærksomme på. Da relativt få medarbejdere uddannes i indsatserne, bliver implementering og gennemførsel sårbar overfor udskiftning i personalegruppen.
For det andet peger analysen på vigtigheden af at sikre et bredt ejerskab for indsatserne på tværs af kommunale enheder. Det brede ejerskab har især betydning for at rekruttere forældre til indsatserne og kan fx sikres gennem fokus på tværfagligt samarbejde.
For det tredje kan der være et dilemma forbundet med, at nogle praktikere indtager flere roller i relation til forældrene samtidig, når de indgår i en af indsatserne.
For det fjerde skal kommuner, der implementerer et eller flere af mestringsinitiativerne, være opmærksomme på, hvad initiativerne kræver af forældrene, og hvilken viden og ressourcer, det kræver af forældrene at indgå i det givne initiativ. Der skal være overensstemmelse mellem de krav, indsatserne stiller, og den målgruppe af forældre, hvis behov kommunerne ønsker at støtte.
Metode
Effekten af indsatserne er evalueret på baggrund af spørgeskemaer til de deltagende forældre før indsatsen, umiddelbart efter indsatsen samt 3-6 måneder efter indsatsen.
Implementeringen af indsatserne er evalueret på baggrund af interview med projektledere og praktikere. Fideliteten er evalueret på baggrund af spørgeskemaer til de involverede praktikere.
Omkostningerne ved indsatserne er evalueret på baggrund af oplysninger fra kommuner.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
SocialstyrelsenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd