Mellemformer – en kombination af almen- og specialundervisning

Kommuner og skoler arbejder især med to hovedtyper af mellemformer:

• Hovedtype 1 er mellemformer, hvor eleven modtager støtte i en specialklasse eller en holddeling, samtidig med at eleven beholder sin tilknytning til almenklassen. Sådanne mellemformer har typisk en sammensat elevgruppe fra forskellige klassetrin.
• Hovedtype 2 er mellemformer, hvor almenundervisningen i en klasse tilpasses med henblik på at imødekomme de særlige undervisningsmæssige behov hos en række elever. Tilpasningerne består typisk af, at antallet af elever nedbringes, at der tilføres specialpædagogiske kompetencer og en højere andel af tolærertimer, samt at didaktik og organisering af undervisningen tilpasses.

Denne rapport indeholder en mere udfoldet caseundersøgelse af disse to hovedtyper af mellemformer fra to forskellige skoler.

Resultater

Analysen af hovedtype 1-mellemformer peger på, at klassen/gruppen rummer fleksible muligheder for at tilgodese elevers støttebehov inden for skolens rammer. Væsentlige opmærksomhedspunkter:

• Lærernes og pædagogernes kompetencer er særdeles vigtige, hvis det skal lykkes at skabe denne type af mellemform. Gennemgående er det medarbejdere med specialpædagogiske kompetencer fra specialklasser eller specialskoler, som står for undervisningen.
• Den konkrete gruppe af børn og deres særlige behov afgør, hvilke specifikke kompetencer der er særligt vigtige.
• Faglig støtte fra skoleforvaltningen er vigtigt for at udvikle pædagogik og didaktik i mellemformerne. Det kan være konsultative PPR-medarbejdere, specialpædagogiske konsulenter eller andre fagprofessionelle, som på tværs af skolerne viderebringer erfaringer og yder sparring. Da der typisk er tale om et lille team på den enkelte skole, er det vigtigt at skabe rammer for tværgående erfaringsudveksling og udvikling.
• Det er vigtigt at være opmærksom på sammensætningen af elever, så alle både fagligt og socialt har nogle at spejle sig i og indgå i et fællesskab med. Det er også vigtigt, at spredningen i elevernes udfordringer ikke bliver for stor for at undgå, at de påvirker hinanden negativt.
• Endelig peger casestudiet på, at både faglig strategi og økonomistyring skal understøtte mellemformerne og tilvejebringe et råderum for etablering og drift

Analysen af hovedtype 2-mellemformer peger på, at den særligt tilpassede klasse rummer muligheder for at tilgodese elevers støttebehov inden for skolens rammer. Væsentlige opmærksomhedspunkter:

• Differentiering af klassestørrelse er et vigtigt organisatorisk greb for at imødekomme elevers særlige behov.
• Det er særligt vigtigt at være opmærksom på at have en tæt dialog med forældrene i klasser, som både rummer elever, der er visiteret til specialundervisning, og elever uden særlige undervisningsmæssige behov.
• Organiseringen af teams af lærere og pædagoger i skolen bør tilrettelægges, så de understøtter samarbejde ud over den enkelte klasse.
• Det kan være et dilemma, at mellemformens ressourceforbrug kan lægge pres på finansieringen af andre formål eller projekter på skolen.
• Det er en nødvendig forudsætning for arbejdet med denne type mellemform, at lærerne og pædagogerne har kompetencerne til at arbejde med alle de elever, der er i klassen, hvilket kan kræve målrettet kompetenceudvikling.

Data og metode

Casestudiet bygger på institutionelt etnografisk feltarbejde på to skoler/to kommuner, hvor der er gennemført observation af undervisning samt interviews med centrale ledere, lærere og pædagoger, samt elever og deres forældre.