Med hænderne i lommen

Baggrund

Siden 1. januar 2015 er det blevet lovpligtigt for kommunerne at tilbyde rehabiliteringsforløb til ældre borgere, der søger om hjemmehjælp. Rehabiliteringsforløb er tidsafgrænsede, tværfaglige og målorienterede forløb, der skal hjælpe borgerne til at blive mere selvhjulpne i hverdagen.

I kommunerne har indførelsen af rehabilitering betydet en ny kultur og en ny måde at organisere hjælpen til ældre borgere på. Fremfærd Ældre er en del af et partssamarbejde mellem KL og Forhandlingsfællesskabet, og de har ønsket at undersøge, hvad introduktionen af rehabilitering betyder for mødet med borgerne og for samarbejdet mellem faggrupperne i hjemmeplejen. Helt konkret har KORA foretaget undersøgelsen i to kommuner, Middelfart og Svendborg.

Konklusion/resultater

Undersøgelsen viser, at der med indførelsen af rehabilitering er skabt nye faglige forståelser og virkemidler. Der er kommet stor fokus på at etablere fælles mål medarbejdere og borgere imellem. Og både borgere og medarbejdere indgår i nye tættere samarbejdsrelationer. Hovedkonklusionerne er:

• Fælles forståelse: Det er lykkedes at opnå en fælles forståelse blandt de adspurgte medarbejdere om fordelene ved at arbejde rehabiliterende. Ideen om rehabilitering er blevet mere institutionaliseret i organisationen end tidligere. Det er dog usikkert, om den fælles forståelse også findes i samme grad blandt de medarbejdere, der arbejder med kompenserende hjemmehjælp.
• Nyt tværfagligt fællesskab: Især terapeuterne og de udførende SOSU-medarbejdere har fundet hinanden i et fagligt udbytterigt fællesskab. 
• Faglig udveksling institutionaliseret: Der er fokus på at sikre tværfaglige mødefora til løbende faglig udveksling og læring. De udførende medarbejdere trækker på fælles udviklede faglige greb, men de benytter i høj grad også hver deres personlige tilgang. 
• Større tillid til udførende medarbejdere: De medarbejdere, der arbejder rehabiliterende, har mere fleksibilitet og større indflydelse på planlægningen af det daglige arbejde, end det tidligere har været almindeligt i denne sektor. For lidt tid til at udføre arbejdet er heller ikke nogen dominerende problemstilling. 
• Rehabilitering til alle: Kommunerne arbejder med, at alle borgere i princippet har potentiale for at blive mere selvhjulpne via rehabilitering. Borgere, der ikke er så motiverede for rehabilitering, kommer derfor nemt til at udgøre et problem.
• Fælles mål borger og medarbejder: Målet om selvhjulpenhed tolkes ikke altid ens af borger og medarbejder. For medarbejderne kommer det ofte til at handle om fysisk selvhjulpenhed, fx at borgeren selv bliver i stand til at støvsuge og vaske op, mens borgerens fokus kan være på andre problematikker. Den rehabiliterende tilgang har nogle gange svært ved at rumme ensomhed og utryghed, som kan fylde meget for borgeren. 
• Borgerinddragelse i fokus: Medarbejderne er opmærksomme på, at de skal inddrage borgeren, men det er ikke altid klart, hvordan man gør det på den bedste måde. Det foregår dog i høj grad i samspil med borgeren, når der skal fastsættes mål og laves en plan for den konkrete indsats. 
• Borgerens retsstilling er diffus: Borgeren bliver ikke altid orienteret skriftlig om indsatsen. Det betyder, at det kan være uklart for borgerne, hvad der gives af indsats, i hvor lang tid og hvordan indsatsen hænger sammen med borgerens egne mål. 

Metode

Undersøgelsen er baseret på et indledende litteratur- og dokumentstudie samt kvalitative interview og observationsstudier i de to deltagende kommuner, Middelfart og Svendborg. I alt er der gennemført 8 fokusgruppeinterview med ledere og medarbejdere, 28 individuelle interview med borgere og medarbejdere og 13 observationsstudier af tværfaglige møder og rehabiliteringsindsatser i borgernes hjem.

Læs mere på vidensportalen 'Viden på tværs'

Se flere artikler om rehabilitering i KORAs tema om emnet