Lysten og evnen til at tage en ekstra tørn er vidt forskellig blandt seniorer

Seniorer i beskæftigelse kan groft sagt inddeles i fire grupper. De fire grupper er vidt forskellige, og de kan ikke sammenlignes eller puttes i samme kasse, når det gælder om at forlænge deres arbejdsliv.

Skal flest muligt blive længere, bør arbejdspladsers seniorpolitiske indsatser især målrettes to af grupperne, nemlig dem, der kan, men ikke vil, og dem, der vil, men ikke kan.

Dem, der kan, men ikke vil

Lad os først kigge på gruppen, der kan, men ikke vil. Det er typisk ældre, der sagtens kunne fortsætte, men som udgangspunkt ikke har lysten eller finder det økonomisk attraktivt at arbejde længere. De har med andre ord mulighed for at forlade arbejdsmarkedet – enten via en tilbagetrækningsordning eller selvpension, det vil sige, at de trækker på deres pensionsopsparing.

Her består den seniorpolitiske indsats i at gøre det mere attraktivt for den ældre at fortsætte med at arbejde, for eksempel ved at tilpasse arbejdstid og/eller opgaver til den enkeltes ønsker og behov eller ved at forøge den enkeltes indflydelse på sit arbejde.

Her er tale om især personer med en videregående uddannelse. Gruppen bliver formentlig større i fremtiden, idet flere har midlerne til selvpension. Det kan derfor blive en stor udfordring at undgå, at flere forlader arbejdsmarkedet via egne midler. Omvendt er der tale om et stort potentiale, hvis det lykkes at lokke flere i denne gruppe til at tage en ekstra tjans.

Dem, der vil, men ikke kan

Den anden gruppe, som bør have særlig opmærksomhed, er dem, der vil, men ikke kan. Det er ældre, der har helbredsmæssige udfordringer og samtidig hverken har adgang til en tilbagetrækningsordning (helbredsproblemerne er ikke tilstrækkelige til, at de kan få førtidspension) eller tilstrækkelig pensionsopsparing til selvpension.

I gruppen finder vi især ufaglærte, men formentlig også faglærte. Udfordringen for arbejdspladsen i forhold til personer i denne gruppe er, at de kan være vanskelige at omplacere i nye funktioner, og det kan kræve en del at tilpasse arbejdssituationen til den enkeltes behov. Alternativet kan være, at de må forlade jobbet i utide og overgå til for eksempel arbejdsløsheds- eller sygedagpenge.

Udfordringen bliver større i de kommende år på grund af den stigende efterløns- og folkepensionsalder, hvorfor det er en gruppe, det er meget vigtigt at have blik for. Det bliver ikke let, men her er et potentiale, hvis arbejdspladser bliver bedre til at fastholde dem i beskæftigelse, indtil de kan overgå til en tilbagetrækningsordning.

To grupper udenfor

Det kan derimod ikke betale sig at bruge mange ressourcer på de to andre grupper af seniorer. Den første gruppe er dem, der bliver af sig selv, fordi de både kan og vil. Det vil sige, de er fysisk og mentalt i stand til at blive ved med at arbejde. De har ikke den store lyst til at stoppe, fordi de trives godt med at arbejde og/eller på grund af økonomi.

Den anden gruppe er dem, som det vil være meget vanskeligt at fastholde, fordi de hverken kan eller vil. Det vil sige, at de har vanskeligt ved at klare deres job og samtidig har råd til at holde op. Skal de blive lidt længere, kræver det en massiv indsats i form af både hjælp til at blive og "lokkemad" i form af for eksempel mere attraktive arbejdsvilkår.

Behovet for at sikre et tilstrækkeligt arbejdsudbud er stort og bliver kun større. Derfor bør alle aktører bidrage til at styrke forskellige gruppers tilknytning til arbejdsmarkedet – både når det gælder unge, seniorer og dem midt imellem. I forhold til at fastholde seniorer bør indsatserne blive mere målrettede. For arbejdspladserne gælder det især om at lokke de seniorer, der kan, men ikke vil, og hjælpe de seniorer, der vil, men ikke kan. Lykkes det, kan det øge arbejdsudbuddet.