Ledermobilitet
Udgivelsens forfattere:
- Arbejdsmarked
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring Arbejdsmarked, Ledelse og implementering, Økonomi og styring
Der er stor efterspørgsel efter ledere både i staten, regionerne og kommunerne. Alligevel er antallet af ledere, som skifter sektor – enten mellem det offentlige og det private eller inden for det offentlige, dvs. mellem stat, region og kommune – begrænset. VIVE har undersøgt, hvad der motiverer ledere til at skifte sektor, og hvilke udfordringer de møder. Rapporten indgår som grundlag for arbejdet i ’Taskforce om ledermobilitet mellem sektorer’.
Ledere, der skifter sektor, skal bruge flere ressourcer på at sætte sig ind i kerneopgaven samt den politiske og organisatoriske kontekst end andre ledere, der skifter til et nyt ledelsesjob i samme sektor. Der er således et større oversætterarbejde forbundet med at omsætte disse lederes kompetencer til den nye kontekst, og de kan have brug for en mere omfattende oplæringsproces end andre ledere. Det sker ikke i dag.
På trods af en hårdere jobstart er der ikke forskel på, hvordan ledere, som skifter sektor, og ledere, der skifter til et nyt ledelsesjob i samme sektor, vurderer deres jobperformance. Ledere, som skifter sektor, oplever at blive taget godt imod og vurderer, at de kan bidrage med nye ideer, og de er lige så tilfredse med deres nye job som ledere, der ikke har skiftet sektor.
Når ledernes egne ledere skal vurdere fordele og ulemper ved lederkandidater fra andre sektorer, lægger de vægt på, at ledere med erfaring fra en anden sektor kan bidrage med nye perspektiver eller ideer. De forventer, at ledere fra den private sektor kan udfordre organisationens måde at gøre tingene på, mens de omvendt kan mangle blik for den politiske kontekst. Undersøgelsens resultater tyder dog samtidig på, at viden om, hvilken værdi kandidater fra andre sektorer kan bibringe, samt hvilke jobmuligheder andre sektorer kan tilbyde, er begrænset.
For de ledere, som foretager et sektorskifte inden for det offentlige, synes utilfredshed med det gamle job at være en væsentlig motivationskilde. For ledere, som skifter job mellem stat, region og kommune, spiller lav jobtilfredshed i det gamle job (og dermed gamle sektor) således en vigtigere rolle for jobskiftet end for andre ledere.
Jobsikkerhed spiller en større rolle for jobskiftet for ledere, der skifter fra det private til det offentlige, end for andre ledere. Løn og karrieremuligheder er til gengæld mindre afgørende for ledere, som skifter sektor, end for andre ledere. Vilkårene for lederjobs på det offentlige område kan altså på den ene side motivere nogle private ledere til at skifte til det offentlige område, mens andre potentielt kan blive skræmt væk af udsigten til dårligere lønudvikling.
Metode
Rapportens konklusioner bygger en analyse af en spørgeskemaundersøgelse udsendt til en stikprøve af offentlige ledere samt på en registerbaseret undersøgelse af sektorskifternes baggrundskarakteristika. Kombinationen af de to datakilder giver mulighed for at indfange og sammenligne ledere, der skifter sektor med ledere, der skifter til et nyt ledelsesjob i samme sektor mht. baggrundsfaktorer, jobmobilitet og motiver for jobskifte. Begge datakilder sammenligner ledere, der har skiftet job eller sektor i perioden 2017-2021.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Medarbejder- og KompetencestyrelsenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd