Lærerkarakteristika og elevers læring
Udgivelsens forfattere:
- Vibeke M. Jensen
- Mikkel Giver Kjer
- Marianne Mikkelsen
- Mads Lang Sørensen
- Dagtilbud, skole og uddannelse Dagtilbud, skole og uddannelse
Det er bredt anerkendt, at lærerne har en afgørende rolle for elevernes læring. Men hvad er det hos lærerne, der fremmer, at eleverne får høje faglige resultater eller løftes væk fra bunden? Formandskabet for Rådet for Børns Læring har bedt VIVE om at undersøge, hvilke karakteristika hos lærerne der bedst fremmer elevernes læring, når vi ser på et bredt udsnit af karakteristika ved lærernes undervisningspraksis (fx brug af undervisningsdifferentiering, skabe ro i klassen), baggrund (køn, erfaring, faglige kompetencer mv.) og rammevilkår (fx timetal, skolestørrelse, kollegers kompetencer).
Stærkere sammenhæng mellem lærerkarakteristika og faglige resultater for eleverne i bunden end i toppen af karakterfordelingen
Undersøgelsen viser, at karakteristika ved lærernes undervisningspraksis, baggrund og rammevilkår samlet set har en stærkere sammenhæng med at løfte eleverne væk fra bunden, end at eleverne får høje faglige resultater. Der kan være flere forklaringer på denne sammenhæng, fx at fagligt svage elever i højere grad end fagligt stærke elever er påvirkelige over for undervisningens form og indhold samt lærernes formelle kvalifikationer
Undervisningsdifferentiering samt ’tydelighed og klare mål med undervisningen’ hænger både sammen med, at eleverne får høje faglige resultater, og at eleverne løftes væk fra bunden
Undervisningsdifferentiering samt tydelighed og klare mål med undervisningen er to karakteristika ved lærernes undervisningspraksis, der både hænger sammen med, at eleverne får høje faglige resultater og er med til at løfte eleverne væk fra bunden. Interviewede lærere peger på, at begge karakteristika er centrale for at sikre gode faglige resultater. Ligeledes peger eksisterende studier på en positiv, men moderat sammenhæng mellem de to karakteristika og elevers faglige resultater.
Metode
I denne undersøgelse ser vi på, hvilke lærerkarakteristika der hænger sammen med, at eleverne enten får høje faglige resultater eller undgår at få lave faglige resultater. Det vil sige, at vi ser på, hvilke karakteristika der hænger sammen med, at eleverne ligger blandt de øverste 25 procent eller undgår at ligge blandt de laveste 25 procent i dansk eller matematik ved folkeskolens afgangsprøve i 9. klasse. Vi fokuserer på sammenhængen mellem lærerkarakteristika og elevernes faglige resultater, men undersøgelsen viser, at elevernes tidligere resultater i de nationale test samt forældrebaggrund har en stærkere sammenhæng med elevernes faglige resultater end lærerkarakteristika.
Rapporten anvender machine learning til at finde frem til de karakteristika, der hænger mest sammen med elevers faglige resultater. Machine learning er en statistisk analysemetode, som på baggrund af et bredt datasæt afsøger, hvilke karakteristika der synes at hænge mest sammen med elevernes læring. Troværdigheden eller gyldigheden af de fundne karakteristika undersøger vi dernæst via tre følsomhedstjek: en gennemgang af eksisterende litteratur, supplerende statistiske analyser samt interview med 13 dansk- eller matematiklærere i udskolingen. De undersøgte lærerkarakteristika stammer fra elevbesvarelser fra folkeskolens følgeforskningspanel for årene 2016-2018 samt registerbaserede oplysninger om lærernes formelle kompetencer, baggrund eller skolekarakteristika fra Danmarks Statistik og Styrelsen for It og Læring.
Mere om emnet
- Rapport om betydningen af lærerkompetencer og læreruddannelsesbaggrund
- Rapport om kompetenceudvikling og kompetencedækning i folkeskolen og betydningen for elevers faglige resultater
- Rapport om de nationale tests samvariation med karakterer
- Rapport om Elevernes læring, trivsel og oplevelser af undervisningen i folkeskolen
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Børne- og UndervisningsministerietUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd