Kvalitetsklynger i almen praksis
Udgivelsens forfattere:
- Marie Henriette Madsen
- Morten Bonde Klausen
- Marius Brostrøm Kousgaard
- Eskild Klausen Fredslund
- Maria Bundgaard
- Dorte Ejg Jarbøl
- Jakob Kjellberg
- Pia Kürstein Kjellberg
- Jens Søndergaard
- Socialområdet
- Sundhed Socialområdet, Sundhed
I 2018 blev en ny kvalitetsmodel for almen praksis sat i søen, og som en del af denne model skulle praktiserende læger omfattet af overenskomsten organisere sig i mindre grupper, såkaldte kvalitetsklynger. I kvalitetsklyngerne skal de praktiserende læger sammen arbejde med kvalitetsudvikling inden for emner, de selv vælger, og med udgangspunkt i egne data. Kvalitet i Almen Praksis (KiAP) har bedt VIVE og Forskningsenhederne for Almen Praksis undersøge
- hvordan de praktiserende læger har arbejdet med at etablere, organisere og drive kvalitetsklyngerne
- hvilke udfordringer og muligheder ved klyngesamarbejdet internt og i samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen der opstår
- hvilket udbytte af klyngedeltagelsen de praktiserende læger oplever, og hvilke effekter af klyngerne der kan udledes.
Positivt, at klyngemodelen er fleksibel med rum for selvvalgte emner
Klyngemodellen er en fleksibel model med mulighed for, at de praktiserende læger selv kan vælge, hvilke emner de vil arbejde med og hvordan. Dette element vurderes positivt af de praktiserende læger, som oplever at kunne tage fat på emner, der er praksisnære og relevante specifikt for medlemmerne i den enkelte klynge.
Praktiserende læger beskriver selv, hvor klyngerne kan bidrage til øget viden om og inspiration til, hvordan man kan tilrettelægge behandling og organisere praksis. Klyngerne lader desuden til at kunne påvirke de praktiserende lægers faglige praksis inden for afgrænsede områder og med begrænsede effektstørrelser. Endelig har klyngerne bidraget til at styrke relationerne internt blandt klyngemedlemmerne.
Det datadrevne kvalitetsarbejde bidrager – som et middel til indsigt i egen praksis – til at rejse spørgsmål til egen praksis i sammenligningen med andre og til at åbne samtaler om forskellige tilgange til patientbehandling. I forhold til eksterne aktører – særligt kommunerne – ses der også eksempler på større gensidigt kendskab inden for afgrænsede områder.
Undersøgelsen giver anledning til at fremhæve følgende opmærksomhedspunkter i den fremtidige udvikling af klyngerne:
- Klyngekoordinatorerne udgør en hjørnesten i klyngemodellen. Det er derfor vigtigt fortsat at understøtte klyngekoordinatorerne i deres arbejde, fx via klyngepakkerne eller med hjælp til praktisk arbejde, så koordinatorrollen forbliver attraktiv.
- I den enkelte klynge kan der være store forskelle på medlemmernes ønsker og behov i klyngearbejdet og deres motivation for at deltage. Denne heterogenitet blandt medlemmerne stiller krav til klyngekoordinatorerne og understreger behovet for, at klyngekoordinatorerne har mulighed for at søge inspiration og støtte til forskellige måder at tilrettelægge klyngearbejdet på.
- Der mangler konkrete praktiske løsninger på, hvordan praksispersonalet kan inddrages, hvis potentialet i at inddrage praksispersonalet i klyngearbejdet skal udforskes yderligere.
- Klyngemøderne bliver typisk afholdt som fyraftensmøder 3-4 gange om året, hvilket sætter grænser for, hvor meget tid man kan bruge på klyngemøderne, og dermed hvor meget man kan nå. Det er et forhold, som sætter grænser for, hvor meget man kan forvente, at klyngemodellen påvirker kvalitetsudviklingen i almen praksis.
- Klyngerne sætter selv dagsordenen for møderne – også når det kommer til emner, der involverer eksterne parter. Det er derfor en væsentlig præmis for eksternt samarbejde, at det sker med udgangspunkt i klyngernes prioriteringer og interesser. Klyngerne er ikke nødvendigvis et forum, hvor kommuners og hospitalers behov/ønsker kan behandles. Til gengæld er det et forum, hvor de praktiserende læger selv inviterer til dialog om et afgrænset emne/område, hvor de ser et potentiale for forbedring. Eksterne aktørers adgang til de enkelte klynger i praksis afhænger desuden af den enkelte koordinators tid, prioriteringer og overskud til at tage stilling til eksterne henvendelser.
- Der er ofte betydelige overlap mellem klyngerne og de kommunale lægelaug, både hvad angår medlemskreds og emner, som behandles i de to fora. Det er ikke nødvendigvis et problem, men det er værd at overveje, hvordan de to fora skal fungere side om side.
Metode
Undersøgelsen består af fire delundersøgelser, der er gennemført i perioden 2019-2022:
- En interviewundersøgelse gennemført ca. et år efter klyngernes etablering (2019/2020). Her blev foretaget interviews med klyngekoordinatorer og klyngemedlemmer i 15 klynger (29 praktiserende læger i alt).
- En case-undersøgelse af udvalgte klynger. Denne delundersøgelse er gennemført i to runder og inkluderede interviews med klyngekoordinatorer og klyngemedlemmer i 9 klynger, observation af klyngemøder i 9 klynger samt interviews med repræsentanter fra de regionale kvalitetsenheder og med samarbejdspartnere i relevante kommuner.
- En landsækkende spørgeskemaundersøgelse med besvarelse fra 1.219 praktiserende læger om klyngernes karakteristika og oplevet udbytte af klyngearbejdet.
- En registerundersøgelse af sammenhængen mellem klyngernes arbejde med udvalgte emner og relaterede adfærdsændringer i form af udskrivningspraksis.
Udgivelsens forfattere
- Marie Henriette MadsenMorten Bonde KlausenMarius Brostrøm KousgaardEskild Klausen FredslundMaria BundgaardDorte Ejg JarbølJakob KjellbergPia Kürstein KjellbergJens Søndergaard
Om denne udgivelse
Finansieret af
Kvalitets- og Informatik FondenSamarbejdspartnere
Forskningsenhederne for Almen PraksisUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd