Inklusion i folkeskolen
Udgivelsens forfattere:
- Hanne Søndergård Pedersen
- Marianne Schøler Kollin
- Else Ladekjær
- Ledelse og implementering
- Børn, unge og familie
- Dagtilbud, skole og uddannelse Ledelse og implementering, Børn, unge og familie, Dagtilbud, skole og uddannelse
Konklusion
Undersøgelsen peger overordnet på en række udfordringer for inklusionsarbejdet på skolerne. Mangel på ressourcer opleves som en af de største udfordringer – først og fremmest i form af mangel på hænder i klasselokalet, men også mangel på tid til samarbejde og koordinering omkring inklusionsopgaven.
Derudover kan samarbejdet mellem skole og pædagogisk psykologisk rådgivning PPR opleves som udfordrende. Det gælder især, hvis der er stor udskiftning af PPR-medarbejdere, og hvis PPR ikke har tilstrækkelig kendskab til skolen, læreren og eleven. De fysiske rammer samt holdningen til inklusion blandt de pædagogiske medarbejdere opleves også nogle steder som problematisk.
Undersøgelsen peger også på en række forhold, der kan understøtte, at inklusionsarbejdet lykkes. Overordnet understreges det fra mange sider, at inklusionen har de bedste forudsætninger, når alle voksne omkring eleven trækker i samme retning. Mere konkret fremhæves for eksempel:
- To-voksen-ordninger, hvor det er pædagogiske og ikke skematekniske hensyn, der er afgørende for, hvilke voksne der deltager hvornår
- Velfungerende teamsamarbejde, hvor der er sat tid af til at mødes på en struktureret måde
- Konkret, praksisnær sparring til det pædagogiske personale
- Klar struktur og genkendelighed i undervisningen
- Et velfungerende forældresamarbejde.
Baggrund
Regeringen nedsatte i 2015 en ekspertgruppe, der skulle kortlægge udfordringerne med inklusion på folkeskoleområdet og derefter komme med anbefalinger til, hvordan inklusionsindsatsen kan løftes på de enkelte skoler. Ministeriet for Børn, uddannelse og ligestilling bad derfor KORA om at gennemføre en erfaringsopsamling på skoler og kommuner, der kunne bidrage til ekspertgruppens arbejde.
Metode
Undersøgelsen er baseret på case-undersøgelser af fire kommuner og 16 skoler (fire i hver kommune). Kommunerne og skolerne er udvalgt, så de varierer i forhold til dels størrelse, dels hvor mange elever med særlige behov, der kan forventes at være inkluderet.
Der er gennemført omkring 120 interview i undersøgelsen, og følgende er interviewet: skolechefer, PPR-chefer, PPR-medarbejdere, skoleledere, AKT-vejledere mv., pædagoger, lærere, elever med særlig støtte og elever uden særlig støtte.
Se ekspertudvalgets anbefalinger
KORAs rapport bidrager til regeringens ekspertudvalg om inklusion.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
KORA