Frivilligcentre i Danmark 2021
Udgivelsens forfattere:
- Helle Hygum Espersen
- Louise Ladegaard Bro
- Linda Lundgaard Andersen
- Mia Mølgaard Andersen
- Ledelse og implementering Ledelse og implementering
Landets 64 frivilligcentre er lokale paraplyorganisationer for foreningsliv og frivilligt arbejde. Centrene blev etableret i slutningen af 1980’erne og har til formål at støtte, udvikle, fremme og synliggøre det frivillige foreningsliv med et socialt formål. De senere år har frivilligcentrene arbejdet med en ny kvalitetsmodel og nye tildelingskriterier for statsstøtte.
VIVE og RUC har på opdrag fra Socialstyrelsen evalueret frivilligcentrene. Evalueringen har fire fokusområder: 1) frivilligcentrenes økonomi, organisering, aktiviteter og samarbejdsrelationer, 2) implementering af ny kvalitetsmodel og nye tildelingskriterier, 3) kvalitetsmodel og nye tildelingskriterier, indflydelse på frivilligcentrenes arbejde og virkning, 4) frivilligcentrenes og centrale samarbejdspartneres oplevelse af centrenes betydning for det frivillige sociale arbejde lokalt og for kommunerne.
Evalueringen er den fjerde af sin slags siden centrenes etablering i slut 1980’erne, hvoraf den sidste blev foretaget i 2016.
Kvalitetsmodel er brugbart værktøj, men tidskrævende
Den seneste evaluering i 2016 gav anledning til udvikling af en ny kvalitetsmodel og tildelingskriterier for statslig støtte til frivilligcentrene. Model og kriterier er blevet implementeret forskelligt i de 64 frivilligcentre på grund af behovet for lokal tilpasning. Og implementeringen har uundgåeligt været påvirket af corona.
Centrene fortæller, at kvalitetsmodellen og mål- og resultatstyring på den ene side er et konstruktivt redskab, de bruger til at legitimere, fokusere og prioritere. På den anden side kan modellen dog være tidskrævende og vanskelig at bruge i praksis. Store dele af frivilligcentrenes opgaver er nemlig uforudsigelige og afhængige af omverdenens aktørers skiftende invitationer og et behov for at være fleksibel og stå til rådighed.
Frivilligcentre før og nu
Frivilligcentrene i dag bruger mere tid end tidligere på at støtte frivillige foreninger og mindre på at matche enkelte frivillige med aktiviteter. Centrenes administrative byrder vokser, og deres opgaver bliver i højere grad professionaliseret og komplekse.
Samtidig har centrene et faldende antal medarbejdere. Nogle medarbejdere på frivilligcentrene oplever også den stigende kompleksitet som et krydspres, der er værd at være opmærksom på i fremtiden, så der fortsat sikres trivsel blandt centrenes medarbejdere.
Udfylder vigtig rolle for foreninger og kommuner
Frivilligcentrene giver fortsat foreninger, borgere og sammenslutninger af mennesker en platform, hvor de både kan få rådgivning, netværk, viden, kurser og adgang til lokaler og kopimaskiner. De spiller derfor en afgørende rolle for de frivillige foreningers evne til at løse samfundsproblemer. De frivillige foreninger oplever et gensidigt og godt samarbejde med deres lokale frivilligcenter. Især de små foreninger vil gerne have mere håndholdt støtte til deres aktiviteter. Det har flere frivilligcentre dog vanskeligt ved at imødekomme på grund af mangel på personale og ressourcer.
I de senere år har centrene også haft en voksende betydning for kommunernes arbejde med frivillighed og civilsamfund, hvilket centrene selv påskønner og ser store potentialer i. Kommunerne ser gerne, at frivilligcentrene spiller en endnu større rolle i faciliteringen af deres samarbejder med foreningerne. Igen har flere frivilligcentre dog ikke ressourcer nok til at opfylde kommunernes ønske.
11 anbefalinger til frivilligcentrene
- Klargør økonomiske og organisatoriske rammer og forudsætninger, der er nødvendige for, at frivilligcentrene kan indfri mål og metoder.
- Formuler og tydeliggør, hvilke krav, nye forventninger og opgaver stiller til frivilligcentrene (tid, ressourcer, know how).
- Argumentér løbende for bevilling af lønmidler sammen med aktivitetsmidler. Jo mindre centret er, jo større er behovet for lønmidler.
- Arbejd med, hvordan centeret kan samarbejde tæt med kommunerne som en mindre organisatorisk enhed og fortsat opretholde egne værdier, metoder og legitimitet.
- Reflektér over, hvordan centeret kan opretholde afgørende demokratisk indflydelse på og ejerskab blandt foreninger og frivillige i takt med voksende professionalisering og forventninger og krav fra stat, kommuner og fonde.
- Understøt frivilligcentrenes medarbejdere i håndtering af den øgede kompleksitet, så det ikke opleves som krydspres. Det gælder især de mindste frivilligcentre.
- Overvej, hvordan og hvornår frivilligcentrene kan arbejde med strategi og resultatbaseret styring, og hvornår de omvendt har brug for at agere lokalt responsivt og fleksibelt i forhold til omskiftelige invitationer og behov (”at stå til rådighed”).
- Arbejd med, hvordan de frivillige bestyrelsers ambitioner vedrørende professionalisme kan kombineres med behovet for at inkludere forskellige positioner og interesser i lokalområdet og det frivillige engagement.
- Understøt frivilligcenterledere og bestyrelsesrepræsentanter i bestyrelsesarbejdet, herunder styrkelse af ”særlig frivilligcenterfaglighed”, konflikthåndtering, mediering, interessevaretagelse og kommunikation.
- Hav fokus på frivilligcentrenes tilgængelighed for alle, både fysisk og psykisk.
- Styrk fortsat formuleringer og formidling af frivilligcentrenes metoder, værdier og roller lokalt og nationalt, herunder det fortsatte behov for øget stabil finansiering.
Metode
Evalueringen er gennemført på følgende vis:
- Spørgeskemaundersøgelser blandt alle 64 frivilligcenterledere og deres kommunale samarbejdspartnere.
- Fem casestudier af frivilligcentre, der bestod af gruppeinterviews med ansatte på frivilligcenteret, bestyrelsen, samarbejdspartnere (primært kommunale) og medlemsforeninger samt desk research af relevante dokumenter (strategier, handleplaner, aktivitetsbeskrivelser og lignende).
- To valideringsseminarer i hhv. Jylland og Sjælland med frivilligcentermedarbejdere, samarbejdspartnere (kommunale) og foreninger. På valideringsseminarerne præsenterede vi foreløbige resultater og analyser, og deltagerne kvalificerede og nuancerede vores analyser og tilførte ny viden.
Desuden har en følgegruppe været tilknyttet til at kvalificere evalueringens design og foreløbige resultater.
Læs mere
Denne rapport fra 2018 omhandler den nationale infrastruktur for understøttelse af det frivillige sociale arbejde. Frivilligcentrene er den lokale infrastruktur, og derfor er den en relevant henvisning.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
SocialstyrelsenSamarbejdspartnere
Roskilde Universitet ved professor Linda Lundgaard AndersenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd