Frikommuneforsøg 2016-2020
Udgivelsens forfattere:
- Ulf Hjelmar
- Niels Ejersbo
- Ledelse og implementering
- Økonomi og styring Ledelse og implementering, Økonomi og styring
Baggrund
Regeringen og KL blev med kommuneøkonomiaftalen for 2016 enige om at igangsætte et nyt frikommuneforsøg i perioden 2016-2020. Målet er at få ny viden og praktiske erfaringer, der kan bidrage til effektivisering, forenkling og bedre styring i kommunernes forskellige områder.
Disse temaer indgår i frikommuneforsøget: øget fleksibilitet for beskæftigelse, øget fleksibilitet for boliger, øgede styringsmuligheder på det specialiserede socialområde, øget fleksibilitet på børne- og ungeområdet, nye samarbejdsformer inden for sundhed, nye indsatser for ældre samt helhedsorienterede indsatser for udsatte borgere og familier.
Resultater
Der er stor variation mellem de enkelte frikommunenetværk i forhold til, hvor langt man er kommet med implementeringen af forsøgene. I tre af netværkene er man kommet forholdsvis langt med implementeringen, og i disse netværk er det muligt at pege på nogle foreløbige erfaringer.
Tretten nordjyske kommuner deltager i forsøg, der handler om en mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats. Der er en række lovende foreløbige erfaringer med forsøgene. Blandt andet viser et omfattende forsøg med ændrede formkrav ved samtaler, at de opleves som mere meningsfyldte.
Tre nordsjællandske kommuner har udviklet nye samarbejdsformer på det somatiske akutområde, og de første erfaringer er lovende. Der er etableret en fælles og udvidet akutfunktion, der varetager den akutte sygepleje i tre kommuner på tværs af de eksisterende kommunegrænser, og det giver gode muligheder for en mere effektiv behandling af patienter med behov for eksempelvis IV-behandling (intravenøs behandling), anlægning af kateter, sonder m.m.
Ni nordsjællandske kommuner har udviklet en plan for en sammenhængende indsats over for socialt udsatte borgere, og den samlede indsats virker lovende. Indsatsen tager udgangspunkt i en række forsøgsbestemmelser, og en del af de igangværende forsøg er nu blevet omsat til generel lovgivning pr. 1. juli 2018. Desuden er der indgået en politisk aftale, der skal forenkle beskæftigelsesindsatsen, og det betyder, at endnu flere af de igangværende forsøgsbestemmelser vil blive omsat til generel lovgivning.
Anbefalinger
Frikommunenetværkene vil lave egne midtvejs-evalueringer i første halvdel af 2019. Disse vil kunne supplere dette oversigtsnotat over frikommuneforsøget 2016-2020. De endelige evalueringer af de enkelte forsøg bliver offentliggjort ultimo 2020 ved frikommuneforsøgets afslutning.
Metode
De foreløbige erfaringer bygger langt overvejende på aktørernes egne vurderinger af udførelse, udfordringer, fremdrift og eventuelle virkninger i frikommuneforsøgene. I enkelte tilfælde er dog også inddraget registeroplysninger. Dette gælder forsøg for en mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats og forsøg med nye samarbejdsformer på det somatiske akutområde.
Udgivelsens forfattere
- Ulf HjelmarNiels Ejersbo
Om denne udgivelse
Finansieret af
Økonomi- og IndenrigsministerietUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd