Forebyggende hjemmebesøg til ældre – tidlig opsporing
Udgivelsens forfattere:
- Betina Højgaard
- Lea Graff
- Emilie Hjermitslev Jonsen
- Martin Sandberg Buch
- Ældre
- Ledelse og implementering
- Socialområdet
- Børn, unge og familie
- Sundhed Ældre, Ledelse og implementering, Socialområdet, Børn, unge og familie, Sundhed
Sundhedsstyrelsen har bedt VIVE afdække erfaringer med og viden om tidlig opsporing af ældre borgere, der viser tegn på social, psykisk eller fysisk mistrivsel. Afdækningen skal understøtte Sundhedsstyrelsens udarbejdelse af en faglig vejledning for forebyggende hjemmebesøg hos ældre.
Tidlig opsporing dækker her både over opsporingen inden og i mødet med borgeren ved det forebyggende hjemmebesøg:
- Med opsporing inden mødet menes identifikation af borgere fra 65 år til 81 år, der er i risiko for nedsat funktionsevne. Denne opsporing identificerer med andre ord, hvem kommunerne skal tilbyde et behovsrelateret forebyggende hjemmebesøg.
- Med opsporing i mødet henvises til den opsporing, der foregår i mødet med borgeren ved det forebyggende hjemmebesøg. Denne opsporing har til formål at identificere tegn på fysisk, psykisk eller social mistrivsel og dermed identificere, hvor det er relevant at sætte ind med forebyggende tiltag.
Rapporten består af en litteraturgennemgang af relevante studier om tidlig opsporing ved forebyggende hjemmebesøg hos ældre samt en erfaringsopsamling fra 10 kommuner.
Daterede breve har god effekt
Litteraturgennemgangen viser, at der findes få studier af opsporingselementet inden og i mødet med borgeren i forbindelse med det forebyggende hjemmebesøg. Det gælder både i Danmark, Norge og Sverige. Desuden er evidensniveauet generelt lavt for disse publikationer, men to studier har højt evidensniveau. Disse studier viser, 1) at et dateret brev er med til at højne andelen af borgere, der tager imod tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg sammenlignet med borgere, der får et brev uden konkret dato for besøget eller opringningen, 2) at et dateret brev kan være med til at reducere den sociale ulighed, der normalt ses i, hvem der takker ja til at modtage et forebyggende hjemmebesøg.
Litteraturgennemgangens resultater afspejler erfaringerne fra de 10 kommuner, der indgår i undersøgelsens erfaringsopsamling. Opsamlingen viser, at der på tværs af kommunerne er erfaringer med daterede breve som et effektivt redskab til at opspore sårbare ældre. Imidlertid oplever kommunerne det som en udfordring at dokumentere virkningen af deres forebyggende indsats.
Kommuner ønsker mere viden om opsporing af sårbare ældre
Erfaringsopsamlingen viser, at kommunerne oplever, at deres arbejde befinder sig i et særdeles komplekst indsatsfelt med mangel på evidensbaseret viden om, hvad der virker. De ser deres største udfordringer i arbejdet med opsporingen inden det forebyggende hjemmebesøg. Kommunernes forebyggelseskonsulenter oplever med andre ord, at det er svært at få adgang til potentielt sårbare ældre. Det er således ikke selve samtalen med borgeren, der er udfordrende, og kommunerne oplever overordnet set heller ikke udfordringer i forhold til at henvise borgerne til relevante tilbud og indsatser. Kommunerne ser det derfor som særlig vigtigt at få viden om effektive metoder til opsporingsarbejdet frem for om effekter af iværksatte tiltag.
Anbefalinger
Undersøgelsen viser, at der er et tydeligt behov for at gennemføre evalueringer på området, så kommunerne kan få en mere evidensbaseret viden at læne sig op ad. VIVE anbefaler i fremtidige studier om effekten af forebyggende hjemmebesøg, at der inddrages viden fra denne litteraturgennemgang og erfaringsopsamling samt de tidligere erfaringsopsamlinger, når indholdet i indsatsen skal designes. Endvidere er det vigtigt, at fremtidige studier på området tager afsæt i en klar forandringsteori, tydeligt beskriver indsatsen og implementeringen og afrapporterer alle målte outcomes.
Metode
VIVE har foretaget:
- En systematisk litteraturgennemgang, som afdækker evidens vedrørende metoder til tidlig opsporing af, om den ældre borger viser tegn på fysisk, mental eller social mistrivsel i forbindelse med det forebyggende hjemmebesøg. Gennemgangen undersøger studier i Danmark, Norge og Sverige.
- En struktureret interviewundersøgelse af 10 danske kommuners erfaringer med tidlig opsporing af, om den ældre borger viser tegn på fysisk, mental eller social mistrivsel i forbindelse med det forebyggende hjemmebesøg.
Den strukturerede erfaringsopsamling supplerer fundene fra litteraturgennemgangen ved at belyse temaer, som er centrale for afdækningen, men hvor litteraturen er mangelfuld. Opsamlingen belyser erfaringerne med brug af forskellige redskaber og metoder til tidlig opsporing.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
SundhedsstyrelsenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd