FIP – Et værktøj til måling af flygtninges og indvandreres arbejdsmarkedsparathed
Udgivelsens forfattere:
- Frederik Thuesen
- Vibeke Jakobsen
- Katja Isa Sørensen
- Arbejdsmarked
- Socialområdet Arbejdsmarked, Socialområdet
Dette dokument beskriver baggrunden for udvælgelsen af hovedkategorier og indikatorer i det spørgeskemabaserede progressionsmålingsværktøj FIP (Flygtninges og Indvandreres Progression i arbejdsmarkedsparathed).
Et hovedmål med integrationsindsatsen rettet mod flygtninge og indvandrere på integrationsydelse eller kontanthjælp er at hjælpe dem i ordinær beskæftigelse. For mange af disse flygtninge og indvandrere vil det kræve en langvarig og intensiv indsats at få dem i beskæftigelse. For ikke at tabe dette langsigtede mål af syne, er det meget vigtigt at kunne arbejde hen imod nogle mål på kort og mellemlangt sigt, som fører frem mod hovedmålet om beskæftigelse.
Mål for indsatsen på kort og mellemlangt sigt vil være at øge gruppens arbejdsmarkedsparathed. Arbejdsmarkedsparathed er et begreb, der anvendes til at beskrive de lediges ressourcer og kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet. Jo bedre ressourcer og kompetencer en ledig person har set i forhold til de job, der findes på arbejdsmarkedet, jo mere arbejdsmarkedsparat er den ledige (Graversen, 2011).
Formålet med FIP er at opstille en række relevante indikatorer for progression for arbejdsmarkedsparathed. Disse indikatorer skal:
-
give sagsbehandleren et værktøj, der kan integreres i og være en støtte til sagsbehandlerens daglige arbejde med borgere med flygtninge- og indvandrerbaggrund.
-
gøre det muligt – over tid og på tværs af kommuner – at måle, om kommunens og borgerens indsats bringer borgerne med flygtninge- og indvandrerbaggrund tættere på at komme i beskæftigelse.
-
gøre det muligt at få mere viden om, hvilke indikatorer for progression, man især skal fokusere på i integrationsindsatsen, hvis man vil øge flygtninges og indvandreres beskæftigelsessandsynlighed.
FIP skal altså måle progression ved hjælp af en række indikatorer for graden af arbejdsmarkedsparathed – det vil sige indikatorer, som har betydning for beskæftigelsessandsynligheden. Det skal derudover være indikatorer, som kan påvirkes af integrationsindsatsen.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Udgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd