Digital kommunikation med børn og unge i udsatte positioner
Udgivelsens forfattere:
- Børn, unge og familie
- Socialområdet Børn, unge og familie, Socialområdet
Digitaliseringen af samfundet har ændret den måde, som mennesker interagerer og kommunikerer på. Det gælder også inden for socialt arbejde, hvor introduktionen af nye digitale teknologier og kommunikationsformer har medført nye muligheder, men også nye udfordringer i arbejdet med børn og unge, der har en myndighedssag.
Formålet med denne vidensindsamling er at bidrage med viden om brugen af digital kommunikation mellem børn og unge med en myndighedssag og deres myndighedsrådgiver inden for det specialiserede område.
Giver nye muligheder
Vidensindsamlingen peger på, at digitale redskaber giver nye muligheder for kontakt og kommunikation mellem børn og unge og deres myndighedsrådgiver gennem forskellige digitale redskaber såsom e-mails, tekst- og billedbeskeder, videoopkald og videomøder, applikationer og sociale medier.
Nogle kan være svære at nå
Flere af de udgivelser, der er inkluderet i vidensindsamlingen, fremhæver, at børn og unge ofte italesættes som en gruppe, der er vant til at bruge digital kommunikation. Brugen af digital kommunikation kræver dog, at børnene og de unge og deres myndighedsrådgiver har adgang til teknologi og færdigheder til at anvende redskaberne. Nogle udgivelser peger også på, at der er nogle børn og unge, for hvem det at kommunikere digitalt kan være vanskeligt. Her fremhæver udgivelserne for eksempel yngre børn, børn og unge med funktionsnedsættelser samt børn og unge i en meget udsat position.
Digital kommunikation kan skabe tilgængelighed mellem børn og unge og deres myndighedsrådgiver
Flere af udgivelserne fremhæver, at digital kommunikation muliggør en lettere, hyppigere og løbende kontakt sammenlignet med det fysiske møde. Dette kan medvirke til at opbygge, vedligeholde og skabe nærhed i relationen mellem børnene og de unge og deres myndighedsrådgiver og give myndighedsrådgiveren et løbende indblik i børnene og de unges hverdag og udfordringer. Det kræver dog en balance, da nogle børn og unge kan opleve den løbende vidensdeling negativt (for eksempel hvis den opleves som overvågning), og det kan betyde, at de begrænser, hvilke informationer de deler.
Kan sætte myndighedsrådgiveren i et etisk dilemma
Ifølge nogle af udgivelserne kan digital kommunikation medføre særlige etiske dilemmaer for myndighedsrådgiverne i forhold til, hvornår de skal være tilgængelige for kommunikation med børnene og de unge. Derudover åbner digital kommunikation for nye måder at tilgå information på (for eksempel på sociale medier), og deling af information via digitale redskaber kræver generelt overvejelser om beskyttelse af information og oplysninger.
Anbefalinger:
På baggrund af vidensindsamlingens resultater peger forfatterne af denne rapport på følgende opmærksomhedspunkter, når digital kommunikation anvendes mellem børn og unge og deres myndighedsrådgiver:
- Anvendelsen af digital kommunikation kræver, at børnene og de unge og deres myndighedsrådgiver har adgang til, viden om samt færdigheder i forhold til at bruge de forskellige digitale redskaber.
- Anvendelsen af digital kommunikation kræver en forventningsafstemning og aftaler mellem børnene og de unge og deres myndighedsrådgiver i forhold til, hvordan, hvornår og hvor ofte de ønsker at kommunikere digitalt.
- Anvendelsen af digital kommunikation kræver klare etiske og juridiske retningslinjer for at sikre børnene og de unges privatliv, fortrolighed og beskyttelse af følsomme oplysninger.
- Anvendelsen af digital kommunikation medfører faglige overvejelser i forhold til myndighedsrådgivernes arbejde, herunder hvordan professionelle grænser opretholdes i relationen til børnene og de unge samt i forhold til myndighedsrådgivernes arbejdsliv.
- Anvendelsen af digital kommunikation kan ikke erstatte det fysiske møde, men kan være et supplement til andre måder at mødes og kommunikere på i socialt arbejde.
Metode:
Vidensindsamlingen bygger på en litteratursøgning og gennemgang af udgivelser, der er udgivet i perioden 2015-2022. Der er gennemført en søgning efter nordisksproget litteratur og en søgning efter engelsksproget litteratur. Den engelsksprogede søgning er gennemført i forbindelse med forskningsprojektet ”Digitalt socialt arbejde”, mens den nordiske søgning er gennemført i forbindelse med denne vidensindsamling. Udgivelserne er baseret på selvstændigt indsamlede data, som er indsamlet i en vestlig kontekst. I alt indgår 23 udgivelser i vidensindsamlingen. De fleste udgivelser udspringer af en international kontekst (16 udgivelser), mens de øvrige udspringer af en dansk kontekst (7 udgivelser).
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns livUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd