Det midlertidige børnetilskud
Udgivelsens forfattere:
- Lars Benjaminsen
- Didde Cramer Jensen
- Peter Rohde Skov
- Arbejdsmarked
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Arbejdsmarked, Socialområdet, Børn, unge og familie
Det midlertidige børnetilskud blev vedtaget i 2019 af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten. Det er et skattefrit tilskud til familier med børn under 15 år, hvor en eller begge forældre er berørt af kontanthjælpsloftet og/eller den daværende integrationsydelse (nu SHO-ydelse). Tilskuddet blev første gang udbetalt i januar 2020 med tilbagevirkende kraft fra august 2019.
Formålet med det midlertidige børnetilskud er ifølge aftaleteksten mellem partierne at ”afhjælpe problemerne med børnefattigdom” og at sikre, ”at alle børn i Danmark vokser op under ordentlige forhold og med mulighed for at være en aktiv del af fællesskabet”. Aftalepartierne besluttede at gennemføre en evaluering af oplevelsen af den økonomiske situation blandt familier, der har modtaget det midlertidige børnetilskud. Rapporten er finansieret af Beskæftigelsesministeriet.
Fokus på afsavn blandt børn og voksne
Rapporten belyser familiernes oplevelse af deres økonomiske situation efter indførelsen af det midlertidige børnetilskud. Spørgeskemaundersøgelsen, som rapporten bygger på, tager afsæt i afsavnstilgangen, hvor familiernes økonomiske muligheder og begrænsninger belyses gennem spørgsmål om materielle og sociale afsavn. Hovedfokus er at afdække omfanget af afsavn blandt børnene i familierne og betydningen af familiens økonomi for børnenes muligheder for at deltage i sociale aktiviteter, efter at familierne har modtaget det midlertidige børnetilskud.
Rapporten har også fokus på de voksne i familierne, hvor forekomsten af udvalgte basale afsavn blandt de voksne bliver afdækket, ligesom også familiernes muligheder for at dække basale fornødenheder som nødvendige dagligvarer og boligudgifter bliver belyst. Endvidere belyses også forhold omkring beskæftigelse og jobsøgning blandt de voksne i familien, hvor der ses på beskæftigelsen og afgangen fra kontanthjælpssystemet blandt tilskudsmodtagerne, i tiden efter at de har modtaget det midlertidige børnetilskud. Der ses også på tilskudsmodtagernes jobsøgningsadfærd, efter at de har modtaget tilskuddet.
Resultater
Rapporten viser, at selvom en betydelig del af respondenterne vurderer, at det midlertidige børnetilskud har forbedret deres økonomiske situation og muligheder, er der også en betydelig del, der har afsavn – både blandt børn og voksne i familierne. I nogle af familierne meldes om basale afsavn blandt børnene i forhold til for eksempel måltider og medicin, mens der i en del af familierne meldes om afsavn i forhold til andre materielle fornødenheder til børnene og i forhold til børnenes muligheder for at deltage i sociale aktiviteter.
Det kniber med økonomien til børnenes måltider, tøj og fritidsaktiviteter
I forhold til de mest basale afsavn angiver 10 procent af respondenterne, at de har undladt at give børnene nødvendige måltider, og 7 procent angiver, at de har undladt at give børnene lægeordineret medicin, fordi de ikke havde råd. Der er væsentligt højere andele med afsavn blandt børnene på de fleste af de øvrige indikatorer. Eksempelvis har 35 procent undladt at give børnene nødvendigt tøj eller fodtøj, fordi de ikke havde råd. I forhold til børnenes sociale deltagelsesmuligheder angiver 48 procent af respondenterne med børn mellem 6 og 16 år, at børnene i denne aldersgruppe har måttet undlade at gå til faste fritidsaktiviteter, mens 45 procent har måttet undlade at holde fødselsdag for klassekammeraterne, fordi forældrene ikke havde råd.
Voksne har ikke råd til mad og medicin
Samtidig er der i betydeligt omfang identificeret basale afsavn blandt de voksne i familierne, hvor en del af de voksne i familierne har måttet undvære måltider, medicin samt nødvendigt tøj og fodtøj. Eksempelvis har 29 procent af respondenterne svaret, at de eller andre voksne i familien inden for det seneste år har måttet undlade at spise tre måltider om dagen, fordi de ikke havde råd, og der er ligeledes 29 procent, der har måttet undlade at købe lægeordineret medicin til de voksne i familien, fordi de ikke havde råd. Mange af familierne oplever generelt også at mangle penge til nødvendige dagligvarer sidst på måneden, og en del har haft vanskeligt ved at betale deres boligudgifter.
De fleste er stadig i kontanthjælpssystemet
De fleste af respondenterne (67 procent) er på tidspunktet, hvor de har besvaret spørgeskemaet, fortsat på kontanthjælp, uddannelseshjælp eller SHO-ydelse; nogle (20 procent) er overgået til andre ydelser, mens en mindre andel (13 procent) af respondenterne er blevet selvforsørgende. Ud fra respondenternes selvvurderede oplysninger om deres jobsøgningsadfærd er der ikke tegn på, at det midlertidige børnetilskud har svækket jobsøgningsadfærden blandt ydelsesmodtagerne.
Metode
Rapporten er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt personer, der har modtaget det midlertidige børnetilskud i en periode på sammenlagt mindst seks måneder, fra det blev indført i januar 2020 (med tilbagevirkende kraft fra august 2019) og frem til marts 2021, hvor datatrækket til undersøgelsens stikprøve er foretaget. Selve spørgeskemaundersøgelsen er foretaget i efteråret 2021, og således efter at respondenterne har modtaget det midlertidige børnetilskud i en periode.
Cirka 2.000 personer har besvaret spørgeskemaet, hvor der er stillet spørgsmål om blandt andet børns afsavn og muligheder for at deltage i sociale aktiviteter, voksnes afsavn og om familiernes generelle økonomiske situation. Endelig er der også stillet spørgsmål om beskæftigelse og jobsøgningsadfærd blandt tilskudsmodtagerne.
Ud over spørgeskemabesvarelserne er der anvendt registerdata, der blandt andet benyttes til at opgøre forhold omkring beskæftigelse og forsørgelse blandt modtagerne af det midlertidige børnetilskud, herunder til at se på afgangen fra kontanthjælpssystemet til beskæftigelse blandt tilskudsmodtagerne, efter at de har modtaget det midlertidige børnetilskud.
LÆS MERE
Fattigdom og afsavn, 2016.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
BeskæftigelsesministerietSamarbejdspartnere
DST SurveyUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd