“Det er hundehamrende svært at hjælpe unge, der er blevet svigtet i mange år”

De bruger mere tid på sociale medier og mindre tid med deres venner, de går sjældnere til fritidsaktiviteter og er mere ensomme, de har flere udfordringer i skolen og et større forbrug af rusmidler.

Unge, der er anbragt på institution, trives markant dårligere end deres jævnaldrende – også markant dårlige end unge i plejefamilier.

”Denne gruppe af unge slår negativt ud på næsten samtlige parametre. Det er mistrivsel, der er bygget op over mange år, og der er fare for, at mistrivslen kan følge dem resten af livet,” siger Katrine Iversen, projektchef i VIVE.

VIVE har undersøgt trivslen blandt børn og unge, der får social støtte eller er anbragt uden for hjemmet. Undersøgelsen viser, at børn og unge, der er anbragt i plejefamilier, på en del områder trives næsten lige så godt som deres ikke-anbragte jævnaldrende. Børn og unge, der får forebyggende foranstaltninger, og særligt børn og unge anbragt på institution, trives markant dårligere.

De unge på institutionerne har haft en meget kompleks opvækst, og de kan være anbragt lidt for sent i forhold til de udfordringer, de har,” siger Mette Lausten, seniorforsker i VIVE.

Næsten 60 procent af børn og unge, der er anbragt på institution, har skadet sig selv med vilje, og 40 procent har forsøgt at begå selvmord.

”Det er virkelig alvorligt, at så mange har forsøgt at tage deres eget liv. Blandt pigerne er det over halvdelen, der har forsøgt det,” siger Katrine Iversen.

Opgiver håbet om forandringer

Næsten halvdelen af de unge har oplevet at blive mobbet på de sociale medier eller at blive truet, krænket eller afpresset på internettet. Hver tredje har oplevet overfald eller trusler om overfald, og hver fjerde har været udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt.

En del af de unge har også selv udsat andre for krænkelser. Der er en tendens til, at piger hyppigere er ofre for krænkelser, og selv udviser risikoadfærd i form af selvskade og selvmordsforsøg, mens det oftere er drenge, der er udøvere af krænkelser.

“Når det handler om institutionsanbragte, så er det oftest de psykisk sårbare piger og de kriminelle drenge, vi taler om. Det er piger, der er dårligt rustede til at passe på sig selv, og drenge, der er voldsparate, og derved opstår den store forskel i, hvem der er ofre, og hvem der er udøvere,” siger Mette Lausten.

Når forskerne spørger de unge, hvordan de har det, når de tænker på fremtiden, svarer næsten halvdelen, at de bliver kede af det.

”Det er virkelig bekymrende. Det er ikke bare unge, der har problemer her og nu på stort set alle områder af deres liv. Det er også unge, der har opgivet håbet om, at der kan ske forandringer,” siger Katrine Iversen.

Institutionerne har en næsten umulig opgave

Både Katrine Iversen og Mette Lausten understreger, at det ikke nødvendigvis er hverdagen på institutionen, der er årsag til de unges mistrivsel. ”Institutionerne står med en nærmest umulig opgave. De unge har oplevet så meget svigt fra systemet, og det gør det til en kæmpe udfordring at hjælpe dem. Der kan være virkelig dygtige pædagoger på institutionerne, som gerne vil de unge. Men de unge vil ofte ikke dem,” siger Katrine Iversen.

Mette Lausten supplerer: ”Det er hundehamrende svært at hjælpe unge, der er blevet svigtet i mange år. Deres attitude er: Du skal ikke komme for tæt på mig.”

Nogle af de unge er vokset op med meget udsatte forældre, der ikke har magtet at tage hånd om dem. Andre unge har ressourcestærke familier, men har selv udviklet alvorlige problemer, som de ikke har fået hjælp til at håndtere i tide. Det kan være psykiske problemer, kriminalitet eller misbrug.

Også unge i forebyggende foranstaltninger trives dårligt

Kommunen kan iværksætte forskellige former for hjælp til udsatte børn og unge og deres familier. Der kan blandt andet være tale om det, der kaldes forebyggende foranstaltninger. Forebyggende foranstaltninger bliver sat i gang for at forhindre, at problemerne bliver så slemme, at barnet eller den unge skal anbringes.

VIVEs undersøgelse viser, at børn og unge, der modtager forebyggende foranstaltninger, trives næsten lige så dårligt som børn og unge, der er anbragt på institution.

Mette Lausten kan se en nærmest lige linje fra at være en af de unge i forebyggende foranstaltninger, som trives dårligst, til at være en af de unge, der bliver anbragt på institution.

”Hvis vi ikke støtter dem i tide, risikerer vi, at deres problemer bliver ved med at vokse, og at de på et tidspunkt bliver anbragt på institution,” siger hun.

Forebyggende foranstaltninger betegner en lang række forskellige aktiviteter som for eksempel praktisk støtte i hjemmet, familiebehandling, økonomisk støtte eller en fast kontaktperson til den unge. Mange unge i forebyggende foranstaltninger oplever dog, at de ikke bliver inddraget i deres egen sag, og hver fjerde vil gerne have mere støtte.

”Mange oplever, at de ikke får den støtte, de har brug for. Vi skal arbejde mere massivt med dem tidligere i livet, så de unge ikke når så langt ud, som de gør,” siger Katrine Iversen.

Anbringelser på institution er et teenagefænomen

Knap halvdelen af alle anbragte børn og unge bliver anbragt første gang, efter de er fyldt 12 år, og det er især de ældre børn og de unge, der bliver anbragt på institution. Den type anbringelser kan altså betegnes som et teenagefænomen.

”Alt indikerer, at mange bliver anbragt for sent. De har det så dårligt, at det næsten er point of no return i forhold til at vende deres udvikling,” siger Katrine Iversen.

I VIVEs undersøgelse svarer hver fjerde af alle anbragte, at de gerne ville være anbragt tidligere. Børn og unge, der er anbragt sent, er desuden mindre glade for deres anbringelsessted end børn og unge, der er blevet anbragt tidligere i deres liv.

Både Katrine Iversen og Mette Lausten vurderer, at der er behov for at undersøge, præcis hvilken støtte børn og unge i forebyggende foranstaltninger får, og om den svarer til de behov, de har. De anbefaler desuden at tænke i alternativer som deltidsanbringelser.

”Den slags er nogle kommuner begyndt med i det små. De har skabt institutioner, hvor børn og unge kan få en timeout fra familien,” siger Mette Lausten.

Og Katrine Iversen supplerer: ”Det er en mulighed for at skabe en ramme, hvor man kan arbejde pædagogisk og socialfagligt med de unge tidligere i deres liv. Samtidig skal der selvfølgelig arbejdes med familien, så forældrene bliver støttet i at være de bedste forældre i de dage, hvor de kan være det.”