Danske ældre i 1977 og 2017
Udgivelsens forfattere:
- Anu Siren
- Freya Casier
- Marie Heldgaard Seestedt
- Ældre
- Arbejdsmarked
- Socialområdet
- Børn, unge og familie Ældre, Arbejdsmarked, Socialområdet, Børn, unge og familie
Baggrund
VIVE (tidligere SFI) har over flere årtier indsamlet systematisk information omkring danske ældres levevilkår. Disse data giver unikke muligheder for at tegne længere historiske rids af ældres levevilkår i Danmark.
Analyserne, som denne rapport tager udgangspunkt i, bygger på data fra 1977 og 2017. Rapporten fokuserer på udvalgte resultater fra de to år, som giver indblik i danske ældres helbred, sociale relationer og arbejdsmarkedstilknytning. Formålet er at give et billede af nogle af de overordnede forskelle på at være ældre i 1977 og 2017.
Forskelle på ældres livsstil i 1977 og 2017
I rapporten fremgår det, at der på nogle områder er store forskelle mellem danske ældres livsstil i 1977 og 2017. Det gælder for eksempel i forhold til helbredstilstand og tilknytning til arbejdsmarkedet, mens forskellene er noget mindre, når det gælder relationer og kontakt til børn.
Både i 1977 og 2017 er der betydeligt flere ældre kvinder end mænd, som bor alene – dog er andelen af ældre kvinder, der bor alene, faldet i løbet af de 40 år. Ældre i Danmark har ofte tæt kontakt til deres børn og bor geografisk i nærheden af dem. Der er dog lidt færre, der bor tæt på deres børn i 2017, end der var i 1977.
I forhold til danske ældres helbred, var der i 2017 markant flere, der vurderede deres helbred som værende ’godt’, end tilfældet var i 1977. Ser man på arbejdsmarkedstendenserne, så var der flere kvinder, som ikke havde været erhvervsaktive i 1977, end der var i 2017. Ikke desto mindre var der blandt dem, som havde været på arbejdsmarkedet, en høj andel, der fortsat var på arbejdsmarkedet sent i livet i 1977. Også en større andel mænd var aktive på arbejdsmarkedet i en sen alder for 40 år siden.
Udvalgte resultater fra rapporten
-
I 1977 vurderede lidt over 50 % af danskerne i alderen 62-79 år, at deres helbred var godt, mens den tilsvarende andel var ca. 70 % i 2017.
-
I 1977 var 39 % af mændene i alderen 67-69 år på arbejdsmarkedet, mens det i 2017 blot var 27 % af de 67-årige mænd, der var på arbejdsmarkedet.
-
Både i 1977 og 2017 har ca. 80 % af danskerne på 62 år og derover set deres børn inden for den seneste uge.
Metode
Konklusionerne er draget på baggrund af deskriptive analyser på datamateriale fra 1977 og 2017. Datamaterialet fra 1977 stammer fra to rapporter udgivet i 1981, og datamaterialet fra 2017 stammer fra Ældredatabasen. Dette er en database, som indeholder informationer om danske ældres levekår, helbred, livsstil og sociale relationer. Informationerne er indsamlet hvert femte år siden 1997, og tallene fra 2017 stammer fra femte og seneste ”bølge” af indsamlet data, som bygger på spørgeskemaer blandt 10.062 respondenter i alderen 52-97 år.
Udgivelsens forfattere
- Anu SirenFreya CasierMarie Heldgaard Seestedt
Om denne udgivelse
Finansieret af
InnovationsfondenUdgiver
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd