Borger-, pårørende- og netværksinddragelse i den nederlandske Buurtzorg-model
Udgivelsens forfattere:
Der er stor interesse for, hvordan og hvorvidt den Nederlandske Buurtzorg-model kan anvendes som afsæt for udvikling af den danske ældrepleje. VIVE har igennem en række studier indhentet viden om a) Buurtzorg-modellen og b) de foreløbige erfaringer med at oversætte denne til danske forhold.
I dette notat beskriver vi, hvordan borger- og pårørendesamarbejde praktiseres på individuelt og organisatorisk niveau i Buurtzorg-modellen. Vi beskriver, hvordan Buurtzorg arbejder med:
- afdækning af borgerens ønsker og ressourcer som afsæt for det videre forløb
- involvering af borgerens pårørende og øvrige netværk og om deres rolle og ansvar
- den daglige organiserings betydning for borger- og pårørendesamarbejde
- kommunikation med borgere og pårørende samt deres adgang til viden og information
- anvendelse af data om borgertilfredshed som afsæt for benchmarking og kvalitetsudvikling.
Resultater
Kontinuitet og et fokus på at udvikle nære og menneskelige relationer til borgeren spiller en vigtig rolle for arbejdet med borger- og pårørendeinvolvering i Buurtzorg. Buurtzorgs ansatte investerer i begyndelsen af forløbet meget tid i at opbygge relationen med borgeren for at afdække borgerens ressourcer og behov. Denne viden søges over tid anvendt til at understøtte borgeres selvhjulpenhed samt til at udvikle samarbejdet med borgerens pårørende og netværk.
Arbejdet er understøttet organisatorisk via Buurtzorgs interne platform til vidensdeling, samt ved at borgere og pårørende har adgang til at læse og kommunikere elektronisk med personalet i Buurtzorgs plejesystem.
Endelig er der på nationalt niveau etableret et system til indsamling af viden om borgeroplevet kvalitet, der anvendes som afsæt for benchmarking, og som også giver mulighed for at følge op på kvaliteten på niveau af det enkelte Buurtzorg-team.
Anbefalinger
VIVE anbefaler at anvende Buurtzorgs tilgang til involvering af borger-, pårørende- og netværk som inspiration til arbejdet med at styrke disse elementer i den danske ældrepleje.
Metode
VIVE har igennem en årrække haft interesse i og studeret den nederlandske Buurtzorg-model. Vi har udgivet en rapport om Buurtzorg-modellen, været på studietur til Holland og deltaget i diverse møder og samtaler med nøglepersoner i Buurtzorg med henblik på at afklare og forstå, hvordan modellen fungerer i praksis, og hvordan den kan ”oversættes” til en offentligt drevet dansk ældrepleje.
Dette notat er udarbejdet i forlængelse af VIVEs studietur hos Buurtzorg i november 2021. Det trækker samtidig på en række af de møder og korrespondancer, vi har haft med nøglepersoner fra Buurtzorg som del af projektet Kaffe først – mennesket før bureaukratiet i Haderslev Kommune.
Borger-, pårørende- og netværksinddragelse i den nederlandske Buurtzorg-model
Hør Martin Sandberg Buch, projektchef i VIVE, fortæller om borger-, pårørende og netværksinddragelse.
Udgivelsens forfattere
Om denne udgivelse
Finansieret af
Social- og Bolig- og Ældreministeriet